2. verdenskrig var primært en militær konflikt i Europa fra 1939 til 1945, og i Asien fra 1937 til 1945.
Krigen i Europa begyndte den 1. september 1939 da Tyskland og derefter Sovjetunionen invaderede Polen, og sluttede den 2. september 1945 med den officielle overgivelse af den sidste aksemagt Japan (fredsslutningen med Rusland kom først i 1990'erne). Krigen i Asien begyndte dog tidligere med den japanske invasion af Kina, og i Europa endte krigen tidligere med Tysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945.
Danmark var besat af Tyskland fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, undtagen Bornholm, hvor tyskerne først overgav sig til sovjetiske tropper 9. maj og de befriende tropper først forlod øen 11 måneder senere den 5. april 1946.
Konflikten spredte sig til Afrika og inkluderede også begivenheder i Nord- og Sydamerika, samt en række store maritime slag.
Krigen var den største militære konflikt i historien. Den omfattede så godt som hele verden, og der blev involveret flere lande end i nogen anden militær konflikt. En lang række nye ødelæggelsesvåben, kulminerende med atombomben, blev anvendt. Trods navnet var dog ikke samtlige lande i verden involveret. Enkelte lande var ikke involveret, oftest da disse lande erklærede sig neutrale (som Irland - Irland leverede dog vigtige efterretninger til de allierede i forbindelse med D-dag og vigtige oplysninger om konvojerne i Atlanten til tyskerne) eller ikke havde nogen strategisk betydning (som fx Mexico).
Krigen havde større civile omkostninger end nogen anden tidligere konflikt, og en række af de deltagende lande på begge sider gik under krigen direkte efter civile og uskyldige ofre. Det gælder Nazi-Tyskland og Japan, der fra officielt hold havde og gennemførte deciderede udryddelsesplaner for bestemte folkegrupper, hvilket er kategoriseret som folkedrab. Flere forskere mener, at også Sovjetunionens deportationer af folkeslag til Sibirien og drab og voldtægter begået af sovjetiske soldater under krigen kan betegnes som folkedrab. [1]
Massedrabene inkluderede massakrer på millioner af kinesere og koreanere af Japan, Tysklands drab på 6 millioner jøder og andre minoriteter, massive tab i Sovjetunionen og bombninger af civile mål i Storbritannien, Tyskland og Japan, foruden drab på millioner af civile. I alt menes 2. verdenskrig at have kostet omkring 60 millioner døde, flere end i nogen anden krig.
[redigér] Forudgående begivenheder
I Europa var forudsætningerne for krigen tæt forbundet med fremgangen for fascismen, specielt nationalsocialismen i Tyskland. En kort gennemgang er i den sammenhæng nødvendig for at forstå, hvorfor nazisterne kom til magten. Den væsentligste forudgående begivenhed anses generelt for at være 1. verdenskrig (1914-18). Under 1. verdenskrig blev Tyskland, under den ultranationalistiske kejser Wilhelm 2., og dets allierede (Centralmagterne) besejret af Ententen, som bl.a. omfattede Storbritannien, USA, Frankrig og andre. Ansvaret for krigens udbrud blev af sejrherrerne direkte lagt på det national-militaristiske kejserlige Tyskland. Det var Tyskland, som startede krigen med sit angreb på Frankrig igennem Belgien. Frankrig, som tidligere havde lidt et nederlag til Preussen, (en stat som efter denne sejr sammen med andre tyske områder dannede kejserriget Tyskland) i den fransk-tyske krig i 1870-71, krævede kompensation for sin finansielle ruin under 1. verdenskrig (og for ydmygelsen i den tidligere krig). Dette indebar, at de forskellige fredstraktater, specielt Versaillestraktaten, dikterede strenge finansielle kompensationer fra Tyskland, samtidig med at landet måtte affinde sig med en lang række økonomiske og militære begrænsninger, samt afgivelse af landområder bla. Elsass og Lothringen til Frankrig.
En ny demokratisk tysk republik, kendt som Weimarrepublikken, opstod efter 1. verdenskrig. Efter en periode med nogen succes blev republikken ramt af hyperinflation og en række andre alvorlige økonomiske problemer. Højre-nationale i en lang række bevægelser, især Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti, lagde skylden for de ydmygende betingelser i fredsaftalen over på det demokratiske system, marxister og jøder, som man påstod havde taget finansielt kvælertag på Tyskland og var skyld i det økonomiske morads (dolkestødslegenden).
Efter en række kaotiske valg blev Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933 af den aldrende præsident Paul von Hindenburg. Hitlers regering overtog magten ved i udstrakt grad at gøre brug af de ekstraordinære rettigheder som grundloven gav præsidenten. Disse rettigheder muliggjorde, at regeringen effektivt kunne omgå rigsdagen. Rigsdagsbranden i 1933 medførte udelukkelse af kommunisterne, hvilket øgede højrefløjens stemmeandel og en forordning fra præsidenten øgede rigskanslerens (Hitlers) magt. En pasus i Weimarrepublikkens grundlov sagde, at ved præsidentens død ville hans embede midlertidigt blev overtaget af kansleren. Et resultat heraf blev, at ved Hindenburgs død i 1934 overtog Adolf Hitler embedet som præsident, og han kunne hermed bruge dette embede sammen med sin øvrige magtbase til at opnå diktatorisk kontrol med Tyskland.
Også den italienske økonomi var ude for stor tilbagegang efter 1. verdenskrig. Anarkister, kommunister og andre socialistiske agitatorer opnåede stor magt i fagforeningerne, og mange var alvorligt bekymrede for, at en kommunistisk revolution var nært forestående.
Efter at en række af liberale regeringer forgæves havde forsøgt at forholde sig til denne trussel, inviterede den italienske konge, Victor Emmanuel 3., den højreorienterede politiker Benito Mussolini og hans fascistparti til at danne regering i 1922 efter deres hovedsagelig symbolske Marcia su Roma (Marchen til Rom). Fascisterne bevarede en bevæbnet paramilitær fløj, som var udset til at bekæmpe anarkister, kommunister og socialister.
Efter en årrække havde Mussolini tilkæmpet sig diktatorisk magt, og Italien blev en politistat. Den 7. januar 1935 underskrev Mussolini og den franske udenrigsminister Pierre Laval den italiensk-franske aftale.
I mellemtiden, i Tyskland, flyttede den tyske fører Adolf Hitler fokus til udenrigspolitikken, da hans indenrigspolitiske magt nu var befæstet. En række beslutninger, som indebar en stigende udfordring for de tidligere sejrherrer over Tyskland, blev truffet.
Den 16. marts 1935 blev Versaillestraktaten overtrådt, da Hitler beordrede en genoprustning af Tyskland. Militær værnepligt blev indført (traktaten krævede, at den tyske hær ikke oversteg 100.000 mand).
Disse tiltag medførte ingen andre sanktioner end officielle protester fra Storbritannien og Frankrig (Storbritannien og Tyskland indgik i 1935 en flådeaftale, der bl.a. udvidede grænserne for Tysklands flådeoprustning). Disse lande var i langt højere grad fokuseret på de økonomiske betingelser i traktaten end på de militære. Mange briter følte selv, at restriktionerne på Tyskland i Versaillestraktaten var for hårde og var derfor af den opfattelse at Hitlers mål alene var at fjerne de værste konsekvenser af traktaten. Den 7. marts førte Hitler, uden modstand, sine tropper ind i Rhinlandet. Ifølge Versaillestraktaten skulle Rhinlandet være et afmilitariseret område. Frankrig ønskede, at området skulle være en buffer mod Tyskland.
Den første tyske anneksion var Østrig. Efter at Italien havde tilsluttet sig Antikominternpagten i 1937 og dermed fjernet den største forhindring for en tilslutning af Østrig til Tyskland, erklærede Tyskland Østrig for annekteret den 12. marts 1938 (Anschluss). Hermed blev Østrig en tysk provins under navnet Gau Ostmark.
Med Østrig som en del af riget flyttede Hitler fokus til Tjekkoslovakiet. Hans første ordre var at indlemme Sudeterlandet, de tysktalende grænseområder i Tjekkoslovakiet. Med Østrig på tyske hænder var den lille stat næsten omringet. Efter lange forhandlinger og udbredte krigstrusler fra Hitler tog den britiske premierminister Neville Chamberlain og de franske ledere af sted for at "glæde" Hitler, selv om Storbritannien tidligere havde garanteret for Tjekkoslovakiets sikkerhed. München-aftalen den 30. september 1938 tillod tyske tropper at besætte Sudeterlandet. Tjekkoslovakiske repræsentanter blev ikke inviteret til forhandlingerne. Landet var uden britisk og fransk støtte magtesløst overfor den tyske militære styrke. Et par måneder senere, i marts 1939, kom den resterende del af Tjekkiet under tysk styre som et protektorat. Den 14. marts erklærede Slovakiet sig uafhængigt og blev anerkendt af Frankrig, Storbritannien og andre vigtige magter. Den slovakiske stat forsøgte at undgå nazificering, men blev endeligt besat af Nazi-Tyskland i september 1944.
Italien, som stod overfor modstand fra Folkeforbundet på grund af sin krig i Etiopien, dannede en alliance med Nazi-Tyskland, som havde forladt Folkeforbundet i 1933. I maj måned 1939 dannede Tyskland Stålpagten, som udvidede alliancen og etablerede en Rom-Berlin akse.
[redigér] Japans ekspansion i Østasien
Uddybende artikler: 2. kinesisk-japanske krig og Sovjetisk-japanske grænsekonflikt.
I Stillehavsregionen blev krigen ikke officielt erklæret mellem USA og Japan før efter det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941. Der var dog en lang række af kampe mellem Japan og Kina igennem 1930'erne, specielt med baggrund i den politiske uro i Kina og landets deraf følgende militære svaghed. Japan stod stærkt og havde en meget militaristisk og ekspansiv ideologi. Japan manglede råstoffer, og mange af dem fandtes i Kina.
I 1920'erne blev Kina opdelt i en række regioner, som hver især havde sin egen krigsherre. Den centrale regering var derfor svag, og Japan øgede sin indflydelse igennem en række traktater med den centrale regering. Situationen var dog stærk ustabil, da traktaterne i tilfælde at et totalt sammenbrud i Kina ikke ville kunne opretholdes, samtidig med, at et stærkere Kina ville kunne fremtvinge nye og mindre fordelagtige aftaler for Japan.
I 1927 ledede Chiang Kai-Shek og den nationale revolutionære hær en kampagne mod krigsherrerne. Det lykkedes Chiang militært at bekæmpe krigsherrerne i det sydlige og centrale Kina og komme tæt på en alliance med krigsherrerne i det nordlige Kina. Frygt for at Zhang Zueliang (Krigsherren med kontrol over Manchuriet) ville erklære en alliance med Chiang, fik Japan til at gribe ind og oprette en marionetstat i Manchuriet.
I 1931 invaderede japanske tropper Manchuriet uden først at have indhentet tilladelse fra regeringen i Tokyo. Anledningen var den såkaldte Mukden-episode en sabotageaktion mod den japanskejede og -drevne Sydmanchuriske jernbane. De japanske tropper stod selv bag aktionen. Året efter blev Manchuriet til kejserdømmet Manchukuo, som havde den tidligere kinesiske kejser Puyi på tronen, men i realiteten blev styret af Japan.
I 1937 udløste Episoden på Marco-Polo-Broen den 2. kinesisk-japanske krig. Selv om de kinesiske tropper var langt mere talrige end de japanske var det japanerne som i løbet af de næste år erobrede størstedelen af det østlige Kina ved hjælp af deres bedre våben og træning.
I 1938 forsøgte japanerne i den Sovjetisk-japanske grænsekonflikt at trænge ind i Mongoliet, men her kom de op mod den sovjetiske Røde Hær, som blev ledet af den senere så berømte Georgij Zjukov, og i 1939 løb de ind i et alvorligt nederlag i Slaget ved Khalkhin Gol, hvilket førte til konfliktens afslutning og senere til den Sovjetisk-japanske neutralitetspagt.
[redigér] Tyskland og Sovjetunionen invaderer Polen
Uddybende artikel: Felttoget i Polen i 1939.Tyskland og Sovjetunionen, de to mægtigste diktaturer i Europa, var indædte modstandere, men politiske realiteter gjorde, at de kunne underskrive en ikke-angrebspagt (Molotov-Ribbentrop-pagten) i august 1939 indholdende en hemmelig passus om at dele Polen, de baltiske lande og Finland mellem sig.
Krigen brød ud i Europa den 1. september 1939, da Tyskland invaderede Polen, til hvem både Storbritannien og Frankrig havde givet garantier. Den 17. september invaderede Sovjetunionen Polen fra øst. Polen blev hurtigt erobret, og hovedparten af hæren og dens enheder overgav sig den 5. oktober. Polske tropper vedblev dog at kæmpe på de allieredes side under hele krigen.
Polen var en af de lande der havde det største civile tab, Polen mistede ca. 6 millioner civile.
[redigér] Sovjetunionen angriber Finland og de baltiske lande
Uddybende artikler: Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande og Vinterkrigen.En række andre lande blev dog inddraget i konflikten på dette tidspunkt. De baltiske lande følte per den 28. september 1939, at de ikke havde nogen anden mulighed end at tillade Sovjetunionen at oprette baser og udstationere tropper på deres territorium. Dette blev i juni 1940 udgangspunkt for at Sovjetunionen let kunne besætte og senere annektere De baltiske lande.
Finland blev den 30. november 1939 invaderet af Sovjetunionen. Dette startede Den finske Vinterkrig. Efter mere end tre måneder, med hårde kampe og store tab måtte Finland slutte fred. Sovjetunionen havde langt større tab end Finland, men havde også en langt større hær, hvilket i dette tilfælde gjorde udslaget. Ved Fredstraktaten i Moskva den 12. marts 1940 opgav Finland 10% af sit territorium. Finnerne var bitre over at skulle afgive mere land, end de havde måttet afgive på slagmarken. Hitler mente, at dette resultat viste, at Den Røde Hær ikke ville blive noget problem for Tyskland på et senere tidspunkt.
[redigér] Angrebet på Danmark og Norge
Uddybende artikler: Operation Weserübung og Besættelsen.Den 9. april 1940 indledte Tyskland med Operation Weserübung – besættelsen af Danmark og Norge. Tysklands angreb blev udlagt som en defensiv foranstaltning for at hindre Frankrig og Storbritannien i at invadere disse lande for at standse eksporten af svensk jernmalm til Tyskland. Endvidere var kontrollen over Nordatlanten et vigtigt aspekt for Tyskland. Efter en fejlslagen britisk militærindsats i Norge var Finland og Sverige nærmest afskåret fra Vesten,og som en konsekvens heraf lagde Tyskland pres på det neutrale Sverige for at få landet til at tillade transit af forsyninger og soldater på orlov. Tysk tilstedeværelse i Finland blev af finnerne anset som en forbedring af deres strategiske situation. Angrebet på Danmark blev i gang sat fordi Hitler ville sikre forbindelsen til Norge. Der blev bygget store forsvarsværker på vestkysten. Især i Hirtshals og Hanstholm blev der bygget store bunkers og lagt miner ud. Tyskerne elskede at være udstationeret i Danmark. Danmark fik kælenavnet: Flødeskumsfronten.
Den 12. april 1940 besatte britiske tropper Færøerne i Operation Valentine, og den 10. maj 1940 blev Island ligeledes besat af britiske tropper i Operation Fork. Den britiske besættelse af Island varede til juli 1941, hvor amerikanske tropper overtog kontrollen med Island.
[redigér] Vestfronten 1940
Uddybende artikler: Slaget om Frankrig og Slaget om Holland.
På trods af den store aktivitet på østfronten var grænsen mellem Frankrig og Tyskland særdeles fredelig. Perioden som var præget af "manglende" krigskonfrontationer (the phony war) fortsatte indtil den 10. maj 1940.
Den 18. marts 1940 blev Hitler og Mussolini enige om at gøre Stålpagten til en alliance mod Frankrig og Storbritannien. Spøgelseskrigen the Phony War ophørte, da vestfronten blev åbnet med det tyske angreb på Belgien, Holland og Luxembourg den 10. maj. Hermed blev den franske Maginotlinje omgået.
Efter den hurtige invasion gik de tyske styrker allerede den 13. maj mod Frankrig. De valgte ruten igennem Ardennerne. Frankrig havde begået den katastrofale fejl at lade dette område være næsten uforsvaret, ud fra den forestilling at området ikke kunne passeres af kampvogne. De fleste allierede styrker stod i Flandern og Nordfrankrig, hvor de afventede en gentagelse af 1. verdenskrigs krigsudvikling. Derved blev de afskåret fra det centrale Frankrig. Dette kombineret med en langt bedre kommunikation mellem de tyske styrker gjorde, at slaget om Frankrig blev en kort affære. Kampen varede seks uger, hvorefter Frankrig overgav sig.
Frankrig blev yderligere ydmyget ved, at Hitler arrangerede, at overgivelsesdokumenterne skulle underskrives i den samme jernbanevogn, hvor den tyske overgivelse var blevet underskrevet i 1918. Frankrigs nederlag efterlod Storbritannien og dets imperium alene i krigen mod Tyskland. Heldigvis for Storbritannien blev den største del af hæren evakueret ved en redningsaktion ud for den nordlige franske havn Dunkirk. Den succesfulde evakuering blev i propagandamæssigt øjemed brugt til at dreje et ellers katastrofalt nederlag til noget, som hos det britiske folk lignede en sejr. I alt blev 330.000 mand sejlet ud fra strandene, heraf 230.000 briter. Men alt materiellet måtte efterlades.
[redigér] Slaget om England
Uddybende artikel: Slaget om England.
Tyske flystyrker blev i stort antal udstationeret i det nordlige Frankrig for at forberede vejen for en planlagt invasion af Storbritannien under kodeordet "Operation Søløve". Luftkampene, som blev igangsat af Luftwaffe mod RAF, blev kendt som Slaget om England. Det er i dag bredt anerkendt, at en eventuel invasion ikke ville kunne være afviklet med succes, også selv om det var lykkedes Luftwaffe at drive RAF væk fra det britiske luftrum over kanalen og det sydlige Storbritannien. Storbritannien ville stadig have sine jagere i den centrale del af Storbritannien samt bombe- og jagereskadriller, der var placeret i den nordlige del af landet. Helt afgørende ville være den betydelige ildkraft fra den stærke britiske flåde. Slaget om England blev med en meget lille margin vundet af det britiske luftforsvar, og Luftwaffe skiftede herefter taktik og gik over til bombekampagner mod de vigtigste engelske byer.
Under bombekampagnerne blev alle de væsentlige britiske industriområder udsat for kraftige bombardementer. Specielt London blev ramt, hvor bombekampagnen med natlige togter varede i flere måneder. Øvrige målområder var Birmingham og Coventry og væsentlige strategiske mål som flådebasen Plymouth samt Kingston upon Hull-havnen. Der var store civile tab i de britiske byer.
Krigen i luften tiltrak verdensomspændende opmærksomhed. Da der på dette tidspunkt ikke var væsentlige land- eller søbaserede slag, blev luftkrigen anset som særdeles kritisk. Træfningerne i Slaget om Atlanten og de britiske kommandoraids i det besatte Europa blev overskygget af luftkrigen.
Den militære doktrin før 2. verdenskrig havde været, at bølger af bombetogter mod fjendens byer ville skabe massepanik og føre til et hurtigt kollaps af fjendens modstandsvilje. Som en konsekvens heraf havde RAF opbygget en forholdsvis stor strategisk bombefly-kapacitet. Det tyske luftvåben var i modsætning hertil udstyret til at yde hæren nærstøtte. De tyske bombefly var ofte mindre end deres britiske modstykker, og tyskerne udviklede kun et enkelt fire-motoret tungt bombefly (Focke-Wulf Fw 200) i et lille antal, som kunne modsvare Avro Lancaster, B-17 Flying Fortress eller B-24 Liberator.
Den største koncentration af tyske bombetogter mod de britiske byer var fra efteråret 1940 til foråret 1941. Herefter blev en væsentlig del af Luftwaffe overført til Østfronten. Tyske togter fortsatte i mindre skala i resten af krigen, og senere blev også V1'ere og V2-raketter anvendt. Balancen i form af bombetonnage, der blev anvendt mod modparten skiftede dog kraftigt i RAF's favør, efterhånden som dets kapacitet blev opbygget. I 1942 kunne den britiske bombekommando sende 1.000 bombefly på togt mod en tysk by. Det krævede dog, at samtlige fly, inklusive besætninger under optræning, blev anvendt i togtet. Det var først i 1943, at disse store bombetogter blev en mulighed uden specialplanlægning og inddragelse af alle ressourcer.
Fra 1942 og fremefter blev krigsindsatsen suppleret af det amerikanske 8. luftvåben. Briterne foretog togter om natten og amerikanerne om dagen. I 1943 blev Hamborg ramt af en af historiens værste ildstorme, startet af et bombetogt. 40.000 mennesker blev dræbt. Bombetogtet blev alene overgået – i antallet af ofre – af bombetogtet mod Dresden i 1945, bombningen af Tokyo og atombomberne. Udover den direkte skade som bombetogterne havde, medførte de også, at en lang række ressourcer måtte anvendes på luftforsvaret af Tyskland.
Allerede tidligt i krigen udviklede begge parter nye, for den tid avancerede, teknikker. Det drejede sig om radiopejling af mål, radar osv.
[redigér] Kampe i Nordafrika
Uddybende artikel: Felttoget i Nordafrika.Den nordafrikanske kampagne begyndte i 1940, da små britiske styrker i Egypten standsede en italiensk fremmarch i Libyen. Den britiske fremgang blev stoppet i 1941, da tyske tropper under Erwin Rommel blev landsat i Libyen. Dette førte til kamphandlinger, som kulminerede i de to slag ved El-Alamein. Det første slag foregik i sommeren 1942. Tyskerne havde avanceret til El-Alamein, det sidste forsvarspunkt for de allierede før Alexandria og Suez-kanalen. Som i Sovjetunionen manglede de tyske tropper forsyninger, og det britiske forsvar stoppede deres offensiv. Det andet slag ved El-Alamein foregik sidst i oktober 1942, og denne gang var de britiske styrker i offensiven. Rommel blev tvunget tilbage og måtte fortsætte sit tilbagetog helt til Tunesien. De allierede tropper i Nordafrika udgjordes af britiske, australske, new zealandske, indiske, sydafrikanske samt græske styrker (Den Græske Brigade, 15.000 mand [Kilde mangler]). Senere også franske styrker, se nedenfor.
For yderligere at underbygge denne sejr gik amerikanske og britiske styrker i land i Marokko og Algeriet den 8. november 1942 i Operation Torch. Vichy-franske styrker ydede kun begrænset modstand, før de skiftede side. De tyske og italienske styrker var herefter fanget mellem de allierede styrker, der trængte frem fra både øst og vest. De tyske tropper kapitulerede den 13. maj 1943, og de 250.000 tyskere måtte vandre i fangenskab.
[redigér] Aksemagterne invaderer Balkan
Uddybende artikel: Balkanfelttoget.Italien invaderede Albanien den 7. april 1939 og Grækenland den 28. oktober 1940, helt uden aftale med deres tyske allierede. Mussolini ønskede at vise Hitler at også han og hans land havde store militære evner. Iflg. den italienske udenrigsminister grev Galeazzo Ciano skal Mussolini have sagt, at "Hitler kan læse om min invasion af Grækenland i aviserne". Resultatet blev dog langtfra den succes, de tyske styrker havde opnået ved deres offensiv i Frankrig. Ikke alene lykkedes det ikke at erobre Grækenland, men det græske modangreb havde så stor fremgang, at det blev ført helt ind i Albanien. Dette udløste tysk intervention, som også nødvendiggjorde en invasion af Jugoslavien, hvor et pro-tysk kup var mislykkedes et par dage før. Britiske styrker blev sendt fra Egypten til Grækenland, men led et sviende nederlag. Efter at det græske fastland var erobret, rettede tyskerne opmærksomheden mod Kreta. Slaget om Kreta blev en massiv luftoperation, hvor tyske faldskærmstropper i stort antal blev anvendt, og var historiens første faldskærmsangreb. Øen blev erobret, men de tyske tab var så store, at man ikke senere i krigen forsøgte sig med en lignende operation. Et helt specielt forhold for 2. Verdenskrig var, at Hitler, p.g.a. sin store forkærlighed for den græske kulturarv, samt det forhold at Mussolinis Italien efter Hitlers opfattelse selv var ude om deres sviende nederlag ved deres forsøg på invasion af Grækenland, gav ordre til at de 218.000 tilfangetagne græske soldater efter afvæbning umiddelbart skulle frigives. De græske officerer fik endda lov til at beholde deres pistoler. Tyskland tog således ingen græske krigsfanger, og alle blev løsladt på stedet. Hitler nævner i sin efterfølgende tale til Reichstag, at de græske soldater har kæmpet ypperligt og ærefuldt, og p.g.a. deres "hæderfulde æt" omgående vil blive frigivet. Endvidere skal Hitler have givet strenge ordrer om under ingen omstændigheder at ødelægge arkæologiske områder, templer etc.
[redigér] Tyskland angriber Sovjetunionen 1941
Uddybende artikler: Østfronten under 2. verdenskrig og Operation Barbarossa.Efter at Balkan nu var på tyskernes hænder, blev deres næste operation igangsættelsen af den i historien største militære landoffensiv, hvis starttidspunkt flere gange var blevet udskudt, operation Barbarossa.
Om morgenen den 22. juni 1941 gik to en halv million tyske og tyskallierede soldater til angreb på Sovjetunionen. Dette angreb blev kaldt Operation Barbarossa, historiens største og blodigste militære felttog.
Den sovjetiske hær blev taget på sengen. Efterretningrapporter som advarede om store tyske troppekoncentrationer tæt op til grænsen, var bare få dage forinden blevet afvist af Stalin som upålidelige. Aksemagternes styrker havde i tiden efter angrebet enorm fremgang, i høj grad på grund af inkompetence fra Stalin og de sovjetiske generalers side. Den røde hær var på dette tidspunkt dårlig organiseret og mangelfuldt udrustet. Den tyske Blitzkriegtaktik med motoriserede enheders koncentrerede stormangreb i kombination med intense flyangreb, viste sig meget effektive i de første månedene af krigen. Stalins ordre om forbud mod al form for tilbagetrækning, medvirkede i høj grad til at Wehrmachts knipetangsmanøvre hurtigt omringede betydelige sovjetiske styrker. Hele 2,4 millioner sovjetiske soldater blev taget som krigsfanger det første halvår.
De tyske styrker var delt i tre hærgrupper. Heeresgruppe Nord rykkede ind i de baltiske stater, som i 1940 var blevet indlemmet i Sovjetunionen. I starten af september var Heeresgruppe Nord nået frem til Leningrad, og indledte en belejring af byen som skulle vare over 900 dage. Heeresgruppe Süd angreb Ukraine, og havde som mål at nå oliefeltener i Kaukasus. Inden vinteren kom havde denne armégruppen erobret hele Ukraine, og net helt til Rostov ved indgangen til Kaukasus.
Størstedelen af angrebet kom gennem Hviderusland, hvor Heeresgruppe Mitte havde kurs mod Ruslands hjerte. Ved Minsk og Smolensk vandt Tyskland store sejrer, og de rykkede frem med stormskridt mod den sovjetiske hovedstad Moskva. I starten af oktober kunne de tyske fortropper skimte Kreml i horisonten, og situationen så håbløs ud for Sovjet. Wehrmacht formåede imidlertid ikke at opnå deres mål før vinterkulden tvang angrebstyrkerne til at indstille fremrykningen. Den raske fremrykning gennem de enorme landområder havde været resursekrævende og tyskerne var ikke forberedt på vinterkrig. Mens tyskerne havde problemer med forsyningslinjerne og ventede på forstærkninger til det endelige angreb på Moskva, fik Den røde hær tid til at omorganisere sig og forberede et modangreb.
Slaget om Moskva skulle vare i tre måneder, og endte til sidst med sovjetisk sejr. Med temperaturer omkring 30 minusgrader led de tyske styrker under Fedor von Bock kraftigt, og da den sovjetiske kommandant Georgij Zjukov satte ind med modangrebet den 5. december, mistede tyskerne initiativet og blev drevet tilbage.
[redigér] Japan angriber vestmagterne
Uddybende artikler: Stillehavskrigen og Angrebet på Pearl Harbor.
Japans militære engagement i Kina og Fransk Indokina havde ført til at Storbritannien, USA og Holland havde lukket for olieforsyningen til Japan. Dette var en stor trussel for den japanske krigsmaskine, og som et resultat af dette måtte japanerne skaffe sig olie på egen hånd. Den oplagte løsningen på problemet var det oliebesidende Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien), hvor en svag hollandsk eksilregering næppe ville kunne stå imod et japansk angreb. Den japanske regering antog at et sådan angreb ikke ville bliv godtaget af USA og Storbritannien, noget som gjorde det nødvendig at komme disse i forkøbet med et overraskende angreb.
Om morgenen den 7. december 1941 gik den japanske flåde til angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Angrebet blev til en vis grad en succes, da japanerne fik sænket 18 amerikanske skibe (hvoraf fem krigsskibe), med amerikanske tabstal på 2403 mand mod bare 29 japanske fly, 5 japanske ubåde og 64 mand. Hovedmålet for det japanske angreb, ødelæggelsen af de amerikanske hangarskibe, fordi de var ude på øvelse.
Samtidig erobrede også japanske styrker den britiske kronkoloni Hong Kong. Dagen efter, den 10. december, blev de to britiske krigsskibe HMS Repulse og HMS Prince of Wales sænket ud for kysten af Britisk Malaya. Thailand blev tvunget med i krigen på japansk side, og samtidig faldt de to amerikanske øyer Guam og Wake Island.
Det japanske angreb førte til at den amerikanske Kongres erklærede krig mod Japan den 8. december. Tre dage senere erklærede Tyskland krig mod USA, noget som førte til at de hidtil uafhængige krige i Europa og Asien blev forbundet til en global konflikt, altså en verdenskrig.
I januar 1942 overtog Japan magten over Burma og Britisk Malaya, samtidig med at Ny Guinea, Filippinerne og Hollands Ostindien blev indvaderet. I februar blev den britiske bastionen Singapore erobret, noget som gjorde at 130.000 allierde soldater kom i japansk krigsfangeskab. I slaget i Javahavet i februar-marts blev den allierede flåde knust, hvilket bragte Hollands Ostindien under japansk kontrol. I løbet af foråret blev også de amerikanske styrker på Filippinene slået ligesom og Japan overtog også magten på denne øgruppe. Derudover blev Salomonøerne besat, da øgruppen kunne bruges som base for bombefly som kunne true konvojer til Australien.
[redigér] De allieredes invasion af Italien
Uddybende artikler: Felttoget i Italien og Invasionen af Sicilien.Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv".
Som forløber for dette angreb blev Sicilien erobret den 10. juli 1943. Som en direkte konsekvens heraf blev Mussolini afsat den 25. juli 1943. Han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. Hans efterfølger, General Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943, og Italien var hermed ikke længere Tysklands allierede. Efter dette var der repressalier fra de tyske tropper mod italienske soldater i selve Italien samt i de besatte lande, f.eks. Grækenland, hvor de tyske tropper henrettede italienske soldater i massevis. Et eksempel var den græske ø Korfu, hvor de italienske soldater blev lagt i sække og smidt ud fra en klippe levende.
Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.
De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 9. september 1943; amerikanerne ved Salerno, briterne ved Taranto.
Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved i Salò-republikken, en fascistisk lydstat i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget af den italienske modstandsbevægelse, og efter en kort rettergang henrettet ved skydning. Herefter blev hans lig hængt op i benene til offentlig skue på Piazzale Loreto i Milano af de italienske partisaner den 28. april 1945.
Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustav-linjen – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio. Slaget ved Monte Cassino var ualmindeligt blodigt og blev bl.a. udført af polske, græske og algeriske tropper i allieret tjeneste.
De allierede indtog Rom den 4. juni 1944, to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Gotiskelinjen. De allierede foretog Operation Dragoon, en landgang i det sydlige Frankrig i august for at true den tyske flanke, samtidig med at de angreb den Gotiskelinje den 10. september. Offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april, to dage efter at Mussolini var blevet fanget.
[redigér] Befrielsen af Frankrig
Hovedartikel: Operation Overlord
Omtrent samtidig med befrielsen af Rom kom den længe ventede invasion af Frankrig. Under Operation Neptune og den følgende Operation Overlord blev allierede tropper sat i land i Normandiet den 6. juni 1944 og etablerede et brohoved, som det trods ihærdige anstrengelser ikke lykkedes for tyskerne at eliminere. Herefter fulgte en to måneder lang kampagne, hvor amerikanske, britiske og canadiske tropper forsøgte at bryde ud fra det forholdsvis snævre brohoved. Da udbruddet endelig kom, skete det hurtigt, og amerikanske tropper under bl.a. George Patton kørte hurtigt gennem Frankrig mod den tyske grænse. Tyske tropper, der havde kæmpet i Normandiet, blev omringet i et område omkring Falaise.
Meget omfattende bombninger af den tyske infrastruktur og byer var årsag til enorme tab og ødelæggelser. I Tyskland overlevede Hitler flere attentatforsøg. Det mest alvorlige skete den 20. juli, hvor han blev lettere såret. Invasionen i Normandiet blev fulgt af en invasion i det sydlige Frankrig i august måned under betegnelsen "Operation Dragoon". I september var tre allierede hærgrupper opstillet over for den tyske vestfront, som stort set fulgte rigsgrænsen. De allierede nærede en forsigtig optimisme og alle troede, at krigen i Europa forhåbentlig ville være ovre ved udgangen af 1944. Den 25. august 1944 blev Paris befriet.
De allierede forsøgte at presse krigslykken med "Operation Market Garden", hvor de forsøgte at erobre en række broer ved Arnhem i Holland ved et luftbåret angreb. Forsøget blev gjort for at åbne en vej ind i Tyskland og for at befri det nordlige Nederland. Der var dog stærke tyske styrker til stede, og den britiske 1. luftbårne division blev næsten udslettet. De allierede havde erobret Antwerpen og dens store havneanlæg i starten af september, men tyske tropper holdt fortsat den nordlige del af indløbet til havnen besat. I slaget ved Schelde lykkedes det at fjerne de tyske tropper efter særdeles hårde kampe, og fra slutningen af november kunne havnen i Antwerpen lette på de allieredes forsyningssituation.
Efter at den vanskelige forsyningssituation havde ført til stagnation af fronten kom de allierede kun langsom frem i efteråret 1944. Amerikanerne kæmpede hårdt i slaget om Hürtgenskoven og havde svært ved at planlægge offensive tiltag. Det forværredes den 16. december 1944, da tyskerne indledte en modoffensiv i slaget om Ardennerne. De tyske styrker drev de allierede tilbage og omringede en række amerikanske styrker. Det lykkedes de allierede at standse modoffensiven og til sidst at presse tyskerne tilbage igen. Slaget om Ardennerne blev tyskernes sidste store offensiv i krigen.
Den sidste forhindring for de allierede var Rhinen. Den krydsede de i marts 1945, og herefter lå vejen ind i Tyskland åben. De sidste tyske styrker i vest blev omringet i Ruhr-distriktet.
[redigér] Krigen slutter
Den 25. april 1945 mødtes amerikanske og russiske tropper ved Torgau ved floden Elben.
Da alt nu var tabt, valgte Hitler at begå selvmord i sin bunker sammen med elskerinden Eva Braun, som han ægtede i sidste øjeblik. Det tyske rige blev opdelt i allierede kontrolzoner, Sovjetunionen i øst, USA i syd, Storbritannien i nordvest og Frankrig i sydvest. De officielle kapitulationsdokumenter blev underskrevet af general Alfred Jodl den 7. maj 1945. Den 8. maj blev erklæret for sejrsdag i Europa, VE-day.
Under fremmarchen gennem de tidligere tyske besættelsesområder og selve Tyskland stødte de allierede styrker på koncentrationslejre, som nazisterne havde fængslet og udryddet cirka 12 millioner mennesker i. Den største enkeltgruppe var jøder (cirka halvdelen ifølge Nürnbergprocessen). Andre minoriteter som sigøjnere, slaver, homoseksuelle og handicappede var blandt ofrene. Den mest omtalte af disse dødslejre er Auschwitz, hvor det anslås, at 1-1,5 millioner mennesker blev dræbt. Folkedrabet "Holocaust" er en væsentlig del af historien om 2. verdenskrig. I maj og juni 1945 blev tusinder af flygtninge fra Jugoslavien og Sovjetunionen samlet i Østrig og sendt retur via Operation Keelhaul. Flygtningene blev enten skudt eller deporteret af Sovjetunionen. Også det slagne Finland og det neutrale Sverige sendte flygtninge retur til samme skæbne. Flygtninge fra Tyskland i Danmark blev nægtet lægehjælp, og 4000 børn døde.
Krigen i Europa sluttede den 8. maj, men fortsatte i Asien. Efter nedkastningen af atombomber i Hiroshima den 6. og Nagasaki den 9. august, besluttede den japanske krigsledelse den 15. august at overgive sig betingelsesløst. Den 2. september 1945 blev freden underskrevet og 2. verdenskrig var slut.
De sidste tyske krigsfanger blev i 1955 løsladt af Sovjetunionen, efter Stalins død. Allerede i efteråret 1953 blev danskere, der var gået i tysk krigstjeneste, løsladt fra sovjetisk fangenskab.
[redigér] Danske soldater i fremmed tjeneste
66 danskere fløj i de allierede flystyrker (RAF, Royal Canadian Air Force og de Frie Norske Flyverstyrker), hvoraf 26 omkom.[2]
Yderligere kæmpede omkring 5.000 danskere på tysk side i Frikorps Danmark ved østfronten.
[redigér]
Listen er påbegyndt og ufuldstændig
[redigér] På allieret side
[redigér] På aksemagternes side
Verdenskrigen 1939-1945 var storkrig nummer to i det 20. århundrede, hvor de europæiske kontinentalmagter stod overfor hinanden i en konflikt omkring Tysklands imperialistiske ekspansion. Den tyske økonomiske vækst fra 1870 og forsøgene på at udvide landets indflydelsessfærer kolonialt og kontinentalt havde i 1914 drevet Storbritannien, Frankrig og Rusland (og senere Italien og USA) i krig med Tyskland og Østrig. 25 år senere opstod stort set den samme konstellation (skønt Japan kom med på tysk side ved siden af Italien) i en verdenskrig som kunne føres direkte tilbage til de uløste magtproblemer efter den forrige krig.
Optakt og årsager
Versaillesfreden af 1919 havde skabt en række skranker for Tysklands vækst og fremtidige krigspotentiale. Vigtige industriområder blev afgivet til Frankrig, enorme erstatningsbeløb blev krævet, landets militære stridskræfter demobiliseret og forbudt genoprettet. I 1920'erne blev disse fredsforudsætninger stort set overholdt, bortset fra at militære institutioner hele tiden blev holdt i live. Især i perioden 1925-30 syntes Tyskland under sit nye republikanske og parlamentariske styre at glide ind i en almindelig europæisk integration under Folkeforbundets ledelse. Men krisen fra og med vinteren 1930 ødelagde Weimarrepublikkens koalitionssystem, da den økonomiske nedskærings- og deflationspolitik blev en for stærk belastning for systemet. Regeringerne måtte regere via præsidentfuldmagter, landet gled ind i en politisk krise med stærke polariseringer, og konsekvensen var dannelsen af en nazistisk ledet, yderliggående konservativ regering med Adolf Hitler som rigskansler den 30. januar 1933. Herfra omdannede den nationalsocialistiske bevægelse i løbet af 18 måneder Weimarrepublikken til et etpartidikatatur, som én efter én annullerede Versaillesfredens forudsætninger. I oktober 1933 trådte Tyskland ud af Folkeforbundet og forlod den europæiske nedrustningskonference, samtidig med at erstatningsforpligtelserne i praksis blev afskrevet. I marts 1935 blev rustningsklausulen officielt erklæret ugyldig, og oprustningen indledtes. I marts 1936 blev det demilitariserede Rhinlandsområde genindtaget af tyske styrker. Krig blev fra dette tidspunkt af betragtet som en mulighed. Denne mulighed rykkede nærmere, da Østrig i marts 1938 blev indlemmet i Det tredje Rige («Anschluss»), og de tysktalende områder af Tjekkoslovakiet i september samme år blev overdraget til Tyskland efter en britisk-fransk-italiensk-tysk overenskomst i München. I marts 1939 besatte Tyskland resten af Tjekkoslovakiet, efter at landet var bukket under for tysk pres, og dette skridt blev den umiddelbare foranledning til krigsudbruddets dynamik. Polen havde efter 1918 rummet rent tyske områder, og blev nu det næste tyske mål. Den 30. marts 1939 føjede Storbritannien sin garanti til Frankrigs allerede eksisterende garantiaftale med Polen: yderligere tyske fremstød i Østeuropa ville fra nu af føre til storkrig. Der opstod snart en konflikt omkring Danzig, hvor den rent tyske befolkning ønskede sig «heim ins Reich». For at sikre sig dækning for at kunne gå videre i Polen, opnåede Hitler en sensationel ikke-angrepspagt med Sovjetunionen den 23. august 1939, hvor det i hemmelige paragraffer blev slået fast, at Polens vestområder var tyske, mens østområderne plus Baltikum var sovjetisk interessesfære. Den 1. september marcherede Tyskland ind i Polen, og den 3. september erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig.
Det diplomatiske hændelsesforløb bag krigsudbruddet blev både i samtid og eftertid opfattet som en kombination af tyske aftalekrænkelser og allieret eftergivenhed - ud fra tankegangen om, at Hitler kunne være stoppet, eller at hans appetit voksede med fremgangen. Disse forestillinger har imidlertid ikke meget med virkeligheden at gøre. Tysk europapolitik sigtede gennem hele mellemkrigstiden mod en revision af Versaillesfreden, og i realiteten havde de vestlige magter hverken moralsk anledning eller militære ressourcer at stille op til forsvar mod den klossede og urimelige fredsaftale efter 1918. Frankrig, som efter 1918 pressede stærkest på for at stække Tyskland, havde mindst at sætte imod, og var i realiteten ophørt med at være en stormagt allerede ved genmilitariseringen af Rhinlandet i 1936, som blev gennemført uden at Frankrig effektivt kunne løfte en finger. Tankegangen om at Hitler kunne være stoppet bygger på den fiktion, at der fandtes enighed, ressourcer og politiske principper blandt vestmagterne, som kunne samles i krigstrusler mod det nazistiske Tyskland.
Nazismen som faktor
En anden teori der er lige så almindelig som forestillingen om det tænkte nej til Hitler, bygger på at tysk ekspansionisme skyldtes nationalsocialismen, og at vestmagternes eftergivenhed hang sammen med deres naivitet ifht. nazismens mål.
Der fandtes uden tvivl et specifikt nazistisk element i tysk europapolitik i årene 1933-39, men det gjaldt på kort sigt mere form end indhold i politikken. Indholdet - kravet om en revision af Versaillestraktaten og en samling af alle tyskere i et rige, eventuelt med ekstra «livsrum» (lebensraum) i Østeuropa - var i vid udstrækning fællesgods i den tyske borgerlige opinion, og fik overvældende tilslutning i 1930'erne. Hitlers styre prægede derimod formsmæssigt udenrigspolitikken, og særlig spørgsmålet om hastighed og fremdrift, hvilket til syvende og sidst også var et spørgsmål om krigsrisiko. Hitler ignorerede gang på gang sine generalers krav om at modificere udenrigspolitikken og gå langsommere frem. De vidste, at Tyskland ikke kunne modstå vestmagterne militært, mens Hitler indså at vestmagterne ikke havde politisk grundlag for en modaktion. Generalenes råd blev overhørt. Noget lignende var utænkeligt i England og Frankrig, hvor militær forsigtighed tvært imod spillede en væsentlig modererende rolle for det politiske lederskab. I den forstand var Hitlers diktatur en forudsætning for, at udenrigspolitikken blev som den blev.
En anden sag er, at hele det nationalsocialistiske politiske system på lang sigt var orienteret mod en europæisk krig. På alle planer støttede nazibevægelsen sig til ekspansionistiske interesser indenfor storindustri og politik, og meget taler for at opfatte den succesfulde ekspansion på markeder og interessesfærer som en betingelse for regimets opslutning fra industri og militærbureaukrati. I denne forstand var nazismens udenrigspolitik aggressiv i sin karakter. Regimets støtte fra storindustrien viste sig også efterhånden i krigspolitikken selv, i den storstilede råvareudbytning af de besatte områder og den systematiske monopolisering af det lokale erhvervsliv under tyske koncerner. Gennem 1941 kan man også tale om en gennemgribende nationalsocialistisk kvalitet ved selve krigsføringen, som særlig drastisk slog igennem i den systematiske registrering, indsamling, arrestation og til sidst henrettelse af Europas jøder og kommunister, som foregik i alle besatte områder. Racistiske indslag fandtes også i besættelsesmyndighedernes karakteristiske forskelsbehandling af «højværdige» og «mindreværdige» racer - f.eks. nordmænd og danskere overfor russere og polakker.
Krigens gang
I modsætning til stillingskrigen 1914-18 blev anden verdenskrig en udpræget mobil krig, hvor stridskræfterne spredtes over hele Europa og store dele af Nordafrika, Østasien og Stillehavsområdet. En følge af dette var de enorme tab, som civilbefolkningen led (ca. 50 % af alle faldne, som tilsammen beregnes til mellem 25 og 50 millioner), og som placerer denne krig i en særstilling historisk set.
Mobiliteten skyldtes udviklingen af to kampmidler, som begge kun i begrænset omfang var afprøvet under første verdenskrig. Det gjaldt flyvevåbnet og det hurtiggående panser. Begge var resultater af de fremskridt, som siden 1918 var gjort i udviklingen af eksplosionsmotoren og radiokommunikationen. Flyvevåbnet gjorde det muligt for tyskerne at besætte f.eks. Norge og Grækenland, mens de hurtiggående kampvognene rullede over og forbi både de polske, franske og sovjetiske forsvarslinier. Behovet for brændstof til fly og tanks krævede på sin side en mere omfattende kontrol over oliekilder, end der ellers ville have været tilfældet. Det blev et kardinalpunkt i den tyske strategi og kom i højere grad til at bestemme krigens gang andre råstofspørgsmål.
Felttoget mod Polen i efteråret 1939 var ovre i løbet af 7 uger, og Polen blev gjort til et «generalguvernement», efter at Sovjetunionen - ifølge den russisk-tyske pagt - havde overtaget de polske østområder. Straks derefter - den 30. november 1939 - gik Sovjetunionen ind i Finland for at sikre sig støttepunkter ved Finskebugten til forsvar for Leningrad. En målsætning som ikke var blevet nået i de forudgående forhandlinger med Finland. Denne «Vinterkrig» varede til 15. februar 1940 og gav faretruende varsler om de sovjetiske styrkers svage udrustning og elendige organisation. Forøvrigt forløb verdenskrigens første 7 måneder uden andre træfninger mellem stormagterne end tilfældige skibstorpederinger - jfr. udtrykket «the phoney war», spøgelseskrigen.
I foråret 1940 var det ventet, at Hitler ville gå vestover. I det øverste allierede krigsråd forsøgte franskmændene at lancere en plan om at åbne nye krigsafsnit, som kunne aflaste vestfronten. En af dem gjaldt Norge, og de allierede var nået langt i retning af at trække det neutrale Norge ind i krigen, da Hitler i februar/marts 1940 besluttede sig til at slå til først, og før hovedoffensiven mod vest (mod Belgien, Holland og Frankrig). Den 9. april blev Norge og Danmark besat ved en overraskelsesaktion.
Anneksionen af Norge var et gammelt projekt i den tyske marinestrategi, og for Hitlers mere uortodokse visioner stod Norge desuden centralt som udfaldsport både vestover mod England og østover mod Sovjetunionen - i første omgang dog mod vest. Efter mindre træfninger hvor de allierede hjælpestyrker viste sig magtesløse på grund af tyskernes luftherredømme, faldt Sydnorge den 10. maj og Nordnorge den 7. juni. Da var vestoffensiven allerede i fuld gang. Den 10. maj begyndte flybombardementet af forsvarspunkterne i de neutrale lande Holland og Belgien, som snart overgav sig, og den 13. maj rullede de tyske panserdivisioner gennem Ardennerne og ind i Frankrig. Efter én uge stod de ved kanalkysten. I de første dage af juni måtte de britiske styrker evakueres over hals og hovede fra Dunquerque. 14. juni faldt Paris, og den 16. juni bad den franske regering om våbenhvile.
Måneden efter tog Hitler fat på næste fremstød: Storbritannien. En større luftoffensiv blev indledt den 13. august mod britiske flybaser og jagerstationer, og den 24. august begyndte bombningen af London. I løbet af september blev det imidlertid klart, at briternes flyvevåben, trods de massive angreb, holdt stand, og at de opstillede tyske invasionsstyrker som stod klar ved kanalkysten, ikke kunne sættes ind. I oktober besluttede Hitler at udsætte invasionen til året efter.
De tyske sejre i 1940 står som militærhistoriske milepæle. Tyskerne var ikke overlegne i materiel. Storbritannien og Frankrig disponerede over mere panser, og kun i flystyrke havde tyskerne et vist forspring, skønt forspringet blev spist op af den britiske produktionsforcering under slaget om Storbritannien i sommeren og efteråret 1940. Tyskland kom i det hele taget ikke i gang med at ruste «i dybden» før 1941. Det afgørende i 1940 var initiativet, som blev udnyttet ved at holde operationerne i et opskruet tempo, som gav indtryk af tysk overlegenhed og kuldkastede alle forsvarsplaner. Frankrigs fald - verdenskrigens mest forbløffende enkeltresultat - var i særlig grad omgivet af interne misforståelser, defaitisme og korruption, og blev et sår i fransk opinion, som måtte tages i betragtning ved vurderingen af fransk politik langt op i 1960'erne.
I 1941 fulgte Tysklands sejre mønstret fra 1940. I marts 1941 slog de tyske panserstyrker til mod briterne i Nordafrika. I april blev Jugoslavien og Grækenland rendt overende af tyskernes kombinerede luft- og panserfremstød for at sikre højre flanke før det planlagte felttog mod Sovjetunionen. Planene var her blevet tilskyndet af russernes besættelse af de nordlige områder af Rumænien i sommeren 1940, som truede de tyske olietilførsler. Den strategiske doktrin i Tyskland var godt nok, at «to-frontskrigen» mod vest og øst på samme tid skulle undgås. Men da invasionen af Storbritannien ikke lod sig iværksætte i efteråret 1940, blev tidsmomentet prekært, for Sovjetunionens rustningsproduktion ændrede for hver måned angriberens situation til det værre. Hitler besluttede sig derfor i efteråret 1940 til at gå mod øst, selv om krigen i vest endnu ikke var afsluttet. Den 21. juni 1941 rullede de tyske panservogne over grænserne. I begyndelsen af december stod de allerede flere tusinde km inde i Sovjet over en front som strakte sig fra Baltikum til Sortehavet. Men længere end ca. 50 km fra Moskva nåede de ikke. Den 7. december startede Tysklands allierede, Japan krig mod USA ved et overrumplingsangreb på den nordamerikanske flådestation Pearl Harbor på Hawaii. Japan sænkede en større tonnage af krigsskibe og omkring 200 fly. Krigen var blevet en verdenskrig, og Tyskland så ud til at vinde den.
Året 1942 blev et vendepunkt. De allierede havde nu USA's materielle ressourcer på sin side, og fik langsomt overtaget. Denne vending skyldtes flere gensidigt uafhængige faktorer. Sovjetiske styrker tvang tyskerne langsomt tilbage fra december-linien fra 1941. En tysk offensiv mod Stalingrad på sydøstafsnittet i efteråret 1942 førte ingen vegne. «Stalingrads fald», som til stadighed blev proklameret i Tyskland, indtraf ikke, og tyskerne blev fra december 1942 tvunget til retræte på Kaukasusfronten. Omtrent samtidig blev de også slået tilbage ved El Alamein i Ægypten, og den allierede generobring af Nordafrika kunne indledes.
Generobringen af de tyske stillinger blev overalt en mere tids- og ressourcekrævende opgave end de fleste - de vestlige militære ledere indbefattet - forestillede sig. Sovjetunionen kom her til at bære den største byrde. Åbningen af en «anden front» i Europa - som Stalin pressede på for at få under de sovjetisk-britisk-nordamerikanske topmøder i Casablanca januar 1943 og Teheran november samme år - kunne ikke realiseres så længe de tyske ubåde hindrede transporterne fra USA til Storbritannien over Atlanterhavet. Først i sommeren 1943 blev ubådskrigens effekt (op til 650.000 tons af den allierede tonnage sænket pr. måned) væsentlig reduceret, og først i juni 1944 kunne den længe ventede invasion fra vest finde sted - i Nordmandiet. Generobringen af Italien efter at tyskerne var fordrevet fra Nordafrika, blev også en uventet langvarig operation. Den 10. juli 1943 landede de allierede på Sicilien, men først i juni 1944 var Rom befriet. I øst var den sovjetiske fremgang langsom gennem hele 1943, selv om styrkeforholdet i mandskab var som 1 til 6 i sovjetisk favør. Først i 1944 kom der bevægelse på østfronten. Og endnu i december 1944 kunne tyskerne lancere en overraskende kraftig modoffensiv mod invasionsstyrkene fra vest ved Ardennerskoven. (16-26. december 1944).
Krigens gang viste, at den overraskende «Blitzkrieg»-strategi fra 1939-41 havde givet resultater, som kun langsomt lod sig overvinde. At aksemagterne (opkaldt efter «Aksen Berlin-Rom-Tokyo») ville tabe, var helt klart fra og med julen 1942. Om ikke andet fremgik det af statistikken over aksens respektive de allieredes industriproduktion og befolkningsressourcer. Men først efter krigen blev det klart, at de ressourcer Tyskland rådede over, desuden blev dårligere udnyttet end de allieredes. Mens krigen eksempelvis eliminerede tjener- og hushjælpinstitutionen i britisk middelklasse, havde Tysklands borgerskab praktisk talt lige så mange husassistenter i 1944 som i 1939. Også i industriproduktion viste briterne sig overlegne, når det gjaldt om at skrabe reserverne sammen. I den forstand kom verdenskrigen til at afdække det nazistiske regimes udpræget «ideologiske» karakter.
Ved Jalta- og Potsdamkonferencerne i 1945 blev Tyskland inddelt i besættelseszoner mellem USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Ordningen trådte i kraft ved Tysklands betingelsesløse kapitulation i de første dage af maj 1945. Der opstod de samme modsætninger mellem de allierede som efter første verdenskrig, med dilemmaet mellem på den ene side at øve stram politisk og økonomisk kontrol af Tyskland, og på den anden ønsket om at få landet til at producere for at kunne betale erstatninger. USA og Storbritannien ønskede som i 1918 at genopbygge Tyskland som «going concern», mens de lande som havde måtte bære krigshandlingerne på egen jord - Frankrig og ganske særligt Sovjetunionen - gik langt i retning af at øve kontrol med erstatningerne.
Stillehavskrigen mod japanerne var først slut i september 1945, efter at USA havde kastet atombomber mod henholdsvis Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august og derved fremkaldt en noget hurtigere kapitulation. Japans enorme stillehavsimperium var opbygget siden 1930'erne på Kinas bekostning, og blev udvidet fra og med 1940 ved hurtig besættelse af de franske, britiske og hollandske koloniområder, efterhånden som disse landes styrker blev nedkæmpet eller bundet af tyskerne i Europa. I 1942 omfattede det praktisk talt hele Sydøstasien samt store dele af det østlige Kina. Nedkæmpningen af det blev i første omgang en sag for USA, men efter at krigsudviklingen vendte sig i Europa, blev også britiske og til slut også sovjetiske styrker sat ind. Ved fredsaftalen med Japan fik USA status som besættelsesmagt, hvilket førte til, at japanernes industri- og markedspotentiale forholdsvis hurtigt blev genopbygget - skønt underlagt nordamerikansk dominans til langt op i 1950'erne.
Som langsigtet konsekvens lagde det udarmede Europa efter anden verdenskrig scenen åben for USA og Sovjetunionen som det nye supermagtspar i international politik, til afløsning af den klassiske magtbalance. Først i 1960'erne spillede Europa atter en rolle, men nu i et helt andet mønster end før 1939. I det fjerne østen blev Japans dominans holdt tilstrækkelig tilbage på grund af nederlaget, til at Kina fra og med 1950'erne kunne træde frem som en førende stormagt. Krigen afviklede desuden både det britiske og det franske kolonirige, og bidrog derved til at gøre verden efter 1945 betydelig mindre centreret omkring Europa, end den havde været før 1939.
