I 1914 udbrød 1. verdenskrig. Krigen var foranlediget af en række konflikter mellem de to store europæiske alliancer. Tyskland og Østrig-Ungarn var på den ene side, mens bl.a. Frankrig, Storbritannien og Rusland var på den anden. Danmark holdt sig neutralt under hele krigen, men Slesvig var på dette tidspunkt en del af Tyskland og dermed direkte involveret i krigen på tysk side. Som neutralt land kunne Danmark profitere på krigen ved at handle med begge sider, men led trods dette betydelige civile tab på havet.

Optakten

Modsætningerne mellem de europæiske magter steg gradvist i årene før krigsudbruddet i 1914.

Den krise, der havde været i gang i nogle år i Balkanlandene, kom til fuld udblæsning med mordet på hertug Frans Ferdinand, arvingen til Det Østrig-Ungarske Rige, og hans kone i Sarajevo den 28. juni 1914.

Siden et kup i Serbien i 1903 havde skaffet serbiske nationalister til magten, havde Østrig-Ungarn betragtet Serbien som en trussel mod sin indre stabilitet. Det gjaldt ikke mindst, fordi Østrig havde Bosnien-Herzegovina som protektorat og senere annekterede området helt. Her boede en serbisk befolkningsgruppe, og det var da også netop en serbisk bevægelse kaldet ”Den sorte hånd”, der senere myrdede ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone. Hermed sattes en kædereaktion i gang, der i nogen grad var betinget af de mange alliancer, som de europæiske stormagter havde indgået i slutningen af 1800-tallet for at beskytte sig mod hinanden. Den 22. juli sendte Østrig-Ungarn tilskyndet af sin allierede, Tyskland, et ultimatum til Serbien med ti konkrete krav. Det skulle besvares inden for 48 timer, ellers ville der blive krig. Ultimatummet resulterede i, at Serbien henvendte sig til sin allierede, Rusland, som begyndte en hemmelig mobilisering for at kunne hjælpe landet i en fremtidig krig mod Østrig-Ungarn.

Serbernes svar gav i princippet efter for Østrig-Ungarns krav, men kun for at vinde tid; mellem linierne afslog man reelt at give efter for ultimatummet. Østrig begyndte derpå mobilisering af sine soldater. Trods et britisk mæglingsforsøg 25. juli fortsatte spændingerne med at stige, og den 28. juli kom den østrigske krigserklæring mod Serbien. Den 29. juli beordrede Frankrig så sine grænsefæstninger mod Tyskland armeret og bemandet i stilhed. I gaderne i Paris gik større folkemængder rundt og råbte ”til Berlin” og sang den franske nationalsang ”Marsellaisen”. Den 31. juli blev der erklæret krigsfare i Tyskland, hvilket krævede, at Rusland stoppede sin mobilisering inden 12 timer, ellers ville den tyske mobilisering starte med krigserklæring til følge. Samtidig meddelte man Frankrig, at man inden for 18 timer ville have en garanti for, at landet ikke blandede sig i en eventuel tysk-russisk krig. Tyskland ville endvidere have lov til at besætte nogle franske grænseforter som garanti for, at aftalen blev overholdt fra fransk side. Det kunne Frankrig selvsagt ikke acceptere.

Den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland. Det udløste reelt 1. verdenskrig, for dermed kom de forskellige lande i krig med hinanden pga. alliancenettet. Selvom den britiske flåde var i alarmberedskab, kom den britiske krigserklæring dog først 4. august. Dermed var krigens to sider klart synlige med Tyskland, Østrig-Ungarn, og senere Tyrkiet og Bulgarien på den ene side og Rusland, Frankrig og Storbritannien samt 18 andre stater heriblandt senere Japan, Italien, Rumænien og fra 1917 også USA på den anden.

Danmark og de øvrige skandinaviske lande forholdt sig neutrale, men Sønderjylland var dengang stadig under tysk herredømme, og det kom derfor i krig på tysk side. Området blev først dansk igen med Genforeningen, der kom i stand ved, at Tyskland og dets allierede tabte krigen. Enkelte danskere valgte dog at gå i krigstjeneste hos de krigsførende parter. Eksempelvis var der i den franske hær omkring 85 danskere, og forfatterinden Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, kæmpede på canadisk side og vandt sågar en tapperhedsmedalje. Den danske handelsflåde sejlede endvidere danske varer ud til de krigsførende parter under stor fare fra søminer og ubåde, idet Danmark som neutralt land kunne handle med begge sider i krigen.

Krigens forløb

Vestfronten

Tyskland angreb gennem Belgien og nåede til den franske by Marne, hvor fremrykningen blev standset af de allierede. Der blev derpå skabt en linie med skyttegrave på tværs fra den belgiske by Nieuport på kysten til den franske by Verdun. Gennem 3½ år bevægede denne frontlinie sig ikke mere end nogle få kilometer frem eller tilbage. Krigen på vestfronten var altså hovedsageligt en skyttegravskrig, og der var flere større slag på denne linje. Det var også her, at der i Ypres fra tysk side for første gang i historien blev brugt giftgas i april 1916, mens briterne samme år ved Somme var de første i historien, der brugte kampvogne. De amerikanske tropper blev indsat på vestfronten, efter at USA var gået ind i krigen i 1917. Efter en forårsoffensiv fra tysk side i 1918 rykkede de allierede styrker frem over hele linjen fra august.

Østfronten

På østfronten rykkede russiske styrker frem østfra, bl.a. over bjergkæden Karpaterne, og ind i Østpreussen. Også her endte det med en skyttegravskrig, kun afbrudt af en russisk offensiv i mod de østrig-ungarske styrker i sommeren 1916. Presset mod de russiske styrker fra tyskerne og østrigerne var dog stort, og Frankrig og Storbritannien forsøgte at lette presset ved at sende forsyninger gennem Sortehavet. Men dette krævede, at man havde kontrol med Dardanellerne, og i den forbindelse var det vigtigt at erobre Gallipoli fra tyrkerne. Dette slog fejl med store især australske tab til følge, da det hovedsageligt var australske styrker, der var indsat i området. Rusland gik ud af krigen efter den kommunistiske revolution i 1917.

Kampene på Balkan og i Italien

På Balkan modstod Serbien i første omgang en østrigsk offensiv, men blev løbet over ende i 1915-16 af en styrke bestående af både tyskere, østrig-ungarere og bulgarere. En multinational styrke fra de allierede trængte dog igennem de bulgarske linjer og nåede Donau i september-oktober 1918.

På fronten mellem Italien og Østrig stod fronten stille ved Isonzo floden i to et halvt år, men italienerne blev tvunget tilbage til Piave-floden i oktober 1917. Året efter vandt de dog en endelig sejr ved Vittorio Veneto.

Kampene uden for Europa

Der blev også kæmpet uden for Europas grænser. Det skete f.eks. i Palæstina, hvor allierede styrker stod over for tyrkiske styrker, dvs. fra Det Osmanniske Rige. I Mesopotamien og i tyske kolonier i Afrika kæmpede britiske og franske styrker mod de tyske. Størstedelen af styrkerne bestod her dog reelt af indfødte soldater. Japanerne indtog desuden tidligere tyske positioner i det fjerne Østen.

Kampene på havet og i luften

Den 1. verdenskrig blev hovedsageligt udkæmpet på land, men der foregik også flådekampe på verdenshavene. Det største flådeslag stod mellem briter og tyskere ud for Jyllands kyst i 1916; af samme grund kaldet Jyllandsslaget. Tyske ubåde var for en tid en stor trussel mod britiske handelsskibe, men med nye taktikker og opfindelsen af dybdebomber mindskedes risikoen.

Luftkrigen foregik på alle fronter og ikke kun med fly, men også med luftskibe, der både blev brugt som observationsposter og til bombning af bl.a. britiske byer.

Våbenstilstanden den 11. november 1918 og fredsslutningen i 1919

Tysklands kampevne var efterhånden svækket ikke mindst pga. af kampene på vestfronten. Landet måtte derfor kl. 11.00 den 11. november 1918 indgå en våbenstilstand med Storbritannien, Frankrig og deres allierede. Den afsluttede kamphandlingerne og reelt krigen. Det er derfor dette tidspunkt, hvor der i de fleste, hvis ikke alle, lande, der deltog i krigen, holdes to minutters stilhed til minde om krigens ofre.

Der blev først sluttet endelig fred ved Versailleskonferencen 28. juni 1919. Tysklands nederlag i krigen gjorde det muligt, at Sønderjylland kunne komme tilbage til Danmark gennem folkeafstemninger i starten af 1920. De lå til grund for Genforeningen 9. juli 1920, som var afslutningen på det tyske herredømme over Sønderjylland, siden Danmark tabte krigen i 1864. Både de sønderjyske og andre danske ofre for 1. verdenskrig er indskrevet på monumentet i mindeparken i Århus, og der holdes stadig en mindeceremoni på stedet hvert år 11. november kl. 11.00.

Krigens tab

Den 1. verdenskrig kaldes ofte ”den store krig” i de lande, der deltog aktivt i den. Det skyldes de meget store tabstal, men i et vist omfang også krigens totale mobilisering. Mobiliseringen medførte bl.a., at kvinderne kom til at arbejde på ammunitionsfabrikker og i landbruget, for at produktionen kunne opretholdes, mens mændene var i krig.

Tabstal i en krig er meget svære at opgive præcist, fordi der altid er mange savnede, dvs. at man ikke ved, hvad der er sket med dem. I Storbritannien alene var der over 300.000 savnede. Krigens tab angives bl.a. af denne grund meget forskelligt afhængigt af hvilke bøger, man læser. Derfor er de nedenfor angivne tal også kun omtrentlige og meget usikre. (Tallene er fra Michael Klos: Den 1. verdenskrig.)

På krigens ene side var tabene blandt hovedaktørerne fordelt således:

Frankrig indkaldte 8,4 millioner mand, hvoraf 1,4 mio. døde, mens Storbritannien indkaldte 8 millioner, og omkring 900.000 døde. Italien indkaldte 5,3 mio., hvoraf ½ mio. døde. USA slap derimod ”billigt”, fordi landet gik så sent ind i krigen, i 1917. Landet indkaldte 4 mio., og omkring 100.000 døde. Desuden blev 3,5 mio. franskmænd såret, det samme skete for 2 mio. englændere, 1 mio. italienere og 200.000 amerikanere.

På krigens anden side var tabene blandt hovedaktørerne fordelt som følger:

Tyskland indkaldte 13 mio., hvoraf 1,8 mio. døde, mens Østrig-Ungarn indkaldte 9 mio., og 1,5 mio. døde. Antallet af sårede fordelte sig med 4 mio. tyskere og 2 mio. østrig-ungarere.

Udover de i alt omkring 13 mio. døde soldater, kom mange soldater hjem som invalider både fysisk og psykisk. Der var også civile tab som følge af sygdom, sult og lignende, og det anslås, at i alt omkring 50 mio. mennesker døde som følge af krigen.

Krigens tab var ujævnt fordelt blandt de militære enheder. Generelt var det dog de soldater, der kæmpede på land, som led langt de største tab i 1. verdenskrig. På den første dag i Slaget ved Somme på vestfronten mellem 1. juli og 18. november 1916 mistede briterne alene omkring 20.000 soldater. Det var omtrent samme antal soldater, som landet mistede i samtlige kamphandlinger på havet under hele krigen. I alt faldt 600.000 briter og franskmænd i slaget, uden at det gav nogen væsentlig fremrykning, på trods af at briterne for første gang i historien anvendte kampvogne fra 15. september 1916.

Krigens kulturelle eftervirkninger

I Storbritannien gav de store tab og de mange krigsinvalider, herunder dem, der havde psykiske men, anledning til opståelsen af teorien om ”den fortabte generation”. Den gik især på, at de mest intelligente, dvs. dem, der kom fra elite-kostskolerne og de gamle universiteter i Oxford og Cambridge, og som var udset til i fremtiden at skulle lede landet, omkom eller blev invaliserede under krigen. Netop denne gruppe led nemlig meget store tab, ikke mindst fordi mange af dem som unge officerer løb forrest i stormangrebene på vestfronten. Det er dog ikke muligt at dokumentere, om teorien er rigtig eller forkert.

Den 1. verdenskrig gav også inspiration til en lang række kunstneriske værker; f.eks. John Singer Sargents billede ”Gassed”, som viser resultatet af et gasangreb på vestfronten. Det kan ses på Imperial War Museum i London. I litteraturen så man værker som f.eks. Wilfred Owens digte. Owen havde selv været soldat under 1. verdenskrig. På film er krigen også blevet brugt som inspiration, f.eks. i Peter Weirs australske film ”Gallipoli” fra 1981, som omhandler de australske styrkers indsats ved Gallipoli.

Endvidere gav krigen anledning til, at folk i de krigsførende lande hvert år 11. november kl. 11.00 holder en mindeceremoni med to minutters stilhed ved et monument til minde om de faldne. I Storbritannien er det søndagen nærmest dagen, der benyttes, og her bærer mange også en rød papirvalmue, ”the Flanders Poppy”, på tøjet som et mindesymbol. Det er inspireret af et digt af en canadisk militærlæge ved navn John Maccrae. Det beskriver, hvordan de røde valmuer stod mellem korsene på krigskirkegårdene i Frankrig. John Maccrae faldt selv under krigen, og digtet blev fundet blandt hans efterladte ting. Når briter og canadiere i dag køber papirvalmuen, går pengene til krigsinvalider. Endelig gav krigen også anledning til en omfattende monumentbygning som beskrevet nedenfor.

Monumenter fra 1. verdenskrig

”The Cenotaph” i London, Storbritanniens nationale monument for de faldne i 1. Verdenskrig.
Foto: Jan Baltzersen

I de krigsførende lande med undtagelse af USA er der oftest et monument for de lokale faldne i hver by og landsby. Det gælder ikke mindst i Storbritannien og Frankrig. Desuden er der oftest en ”den ukendte krigers grav” som monument, hvor der er begravet en ukendt soldat fra krigen. I Storbritannien kan den ukendte krigers grav f.eks. findes i gulvet i Westminster Abbey i London. Endvidere har de krigsførende lande ofte også et egentligt monument, der er det nationale monument for nationens faldne under krigen. I London hedder monumentet ”The Cenotaph” og står i kvarteret Whitehall i London.

Danmark har ingen ukendt kriger begravet som nationalt monument, men i Mindeparken i Århus findes det nationale monument for danskere omkommet i 1. verdenskrig. Det minder således alle danske, også dem, der kæmpede i fremmede hære, og som omkom på havet.

I Danmark er der uden for Sønderjylland stort set kun monumenter for 1. verdenskrig i havnebyerne, fordi danskere, der omkom under krigen, mest døde på havet som søfolk enten i handelsflåden eller som fiskere. Sådanne kan f.eks. ses i Marstal på Ærø, hvor der også er plantet et træ, en såkaldt Fredseg, til minde om fredsslutningen.

I Sønderjylland er der derimod mange monumenter for lokale faldne, fordi området under 1. verdenskrig var under tysk herredømme og havde været det siden 1864. Sønderjyderne var omfattet af tysk værnepligt. Derfor faldt omkring 3900 af dem i krigen. Man finder af samme grund mindst et mindesmærke for de lokale faldne i stort set alle sønderjyske sogne. Det var netop krigens udfald med Tysklands nederlag, der gjorde det muligt, at Danmark fik Sønderjylland tilbage i 1920.

De danske købstæders monumenter fra 1. verdenskrig kan ses i denne databases registrant, og dens artikel om emnet kan man se mere information om dem. Man kan også læse mere om monumentbygningen efter 1. verdenskrig i udlandet under de enkelte lande i det udenlandske materiale, der findes her på hjemmesiden.

Litteratur

H. P. Willmott: Den første verdenskrig (2004).

Michael Howard: Første Verdenskrig (2004).

Michael Klos: Den 1. verdenskrig. Europas historie 1870-1930 (2004).

Jan René Westh: Danske frivillige i Frankrig 1914-1918/Volontaires danois en France

 1914 – 1918 (1998).

Alan Palmer: Dictionary of Twentieth-Century History 1900-1991 (4. udg., 1992).

J. M. Winter: “Britain’s ´Lost Generation´ of the First World War”, Population Studies, XXXI, (1977), s. 449-466.

J. M. Winter: Some Aspects of the Demographic Consequences of the First World War, Population Studies, XXX, (1976), s. 539-552.

J. M. Winter: The Great War and the British People (1985).

Sørensen, N.A.: ”Storbritanniens lange efterkrigstid, 1918-1945: kultur- og politikhistoriske nedsslag”, Arbejdspapir nr. 25. Udg. Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet (maj 1995).

Kristian Hvidt: Mordet i Sarajevo. Hvorfor krigen 1914-1918?, i serien Den Første Verdenskrig (1983).

Ole Helmer Jensen: Den første verdenskrig – fra begyndelsen til enden, i serien Den Første Verdenskrig (1983)

Ole Karup Pedersen: Den vanskelige fred. Fred og ny international orden 1918-1926, i serien Den Første Verdenskrig (1983).

 

Krigen mellem verdens stormagter 1914-1918 står som århundredets største katastrofe. En helt anderledes rystelse end 2. Verdenskrig fordi den på alle punkter var uforudset. Blodbadet på slagmarken - 10 millioner døde og lige så mange lemlæstede - oversteg enhver prognose. Også blandt de fredsforkæmpere som siden århundredeskiftet havde advaret mod krigen. Det økonomiske kaos som fulgte, var helt forskelligt fra det man kendte til i tidligere krigs- og efterkrigstider. Det militære forløb af krigen med stivnede fronter uden bevægelse i årevis afveg ligeledes fra tidligere krige. Og de politiske konsekvenser - tre kejserrigers fald, fuldstændig ommøblering af europakortet og en revolutionær stormflod blandt kontinentets arbejdermasser - var overhovedet ikke tænkt mulig - hverken af socialister eller nationalister.

Det var sådan set forudsigeligt, at en krig ville bryde ud i sommeren 1914, og at den fik karakter af stormagtskonflikt pga. det alliancemønster der siden århundredeskiftet var cementeret mellem magterne. Baggrunden var umiddelbart den indre uro blandt Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Da habsburgertronfølgeren efter tidens stil blev skudt af en serbisk attentatmand i Sarajevo den 28. juni 1914, regnede Østrig-Ungarn med og fik støtte fra sin alliancepartner Tyskland i den efterfølgende konflikt. Konflikten gjaldt i første omgang forholdet til Rusland, der traditionelt havde støttet de slaviske folk på Balkan. Det var for så vidt ventet, at zaren ville mobilisere, da det viste sig, at Østrig ikke accepterede Serbiens beklagelse. Ligeledes var det forudsigeligt, at det tyske engagementet inddrog vestmagterne England og Frankrig. Den tyske militære strategi havde siden Bismarcks tid fulgt tesen om at undgå tofrontskrigen - dvs. militær konfrontation med både øst (Rusland) og vest (Frankrig). Hjælpen til Østrig medførte derfor, at den tyske generalstab øjeblikkeligt mobiliserede for hurtigt at slå til mod vest gennem Belgien og Holland mod Frankrig, før kampkraften kunne rettes mod øst. Da den serbiske konflikt i løbet af nogle sommeruger ikke lod sig løse, var det derfor alliancemønstret der gjorde, at konfrontationen hurtigt bredte sig over europakortet. I 1914 sluttede Tyrkiet sig til Tyskland-Østrig og i 1915 Bulgarien. I 1914 kom Japan, i 1915 Italien og i 1917 USA med på britisk-fransk side.

Det ejendommelige ved udbruddet af denne krig var, at konflikten til forskel fra Marokkokrisen i 1905, Balkankrisen i 1912-13 og Agadir i 1911, ikke lod sig bilægge før hele militærapparatet var kastet ind. Europas stormagter havde gennem hundrede år løst deres konflikter ved en kombinationen af hurtige felttog, nøje afgrænsede konflikter og internationale konferencer. Dette system havde med stort held fungeret siden Napoleon. Samtlige klassiske stridigheder - balkanspørgsmålet, de tysk-franske rivaliseringer, Ruslands ekspansion omkring Sortehavet, til og med de relativt nye kolonirivaliseringer - var på denne måde blevet tilfredsstillende løst. Der gængse opfattelse var, at udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåden, med stadig stigende international arbejdsdeling og dermed stigende afhængighed, havde fremmet de hurtige løsninger. Og det kan påvises, at bankkapitalen faktisk spillede en meget stor fredsbevarende rolle gennem hele 1800 tallet. Det var helt uventet, at dette system skulle bryde sammen i 1914.

Spørgsmålet om årsagen til første verdenskrig er således intimt forbundet med udviklingen af den kapitalistiske økonomi og dermed sammenbruddet af de traditionelle konfliktløsende mekanismer. Forsøg på at forklare krigen ud fra nationalitetsproblemer, alliancegeometri eller militærdynamik, som den litteraturen er ganske rig på, fører erfaringsmæssigt ingen steder hen, da situationen i sommeren 1914 egentlig var velkendt. Det nye var, at den ikke blev løst i tide. Forklaringen på dette synes tydeligt at ligge på tysk side. Nemlig i det forhold at tysk storindustri gennem dens særlige forbindelser til statsmagten i 1914 stod i en stilling, hvor en storkrig indgik som kalkuleret risiko. Det er den tyske historiker Fritz Fischers banebrydende værk fra 1961, «Griff nach der Weltmacht», og den debat og forskningstendens der fulgte denne bog, der har ført til, at denne tolkning i dag står som den samlende. Serbienskonflikten i sommeren 1914 udviklede sig til en Verdenskrig, fordi tysk industri arbejdede for en udenrigspolitik, med det perspektiv at gøre Tyskland til en verdensmagt. Gennem at samle hele Europa til et marked ville Tyskland opnå den samme globale position som Storbritannien og Rusland.

I stedet for tysk markedsekspansion kom krigen til at betyde forandringer i mange af kapitalismens forudsætninger. Først og fremmest skyldtes dette, at krigen blev så uventet langvarig. De nye våben der blev udviklet under krigen, fik ringe betydning for krigens gang, for allerede fra efteråret 1914 blev det dominerende træk ved den militære situation, at forsvars- og angrebsvåbnene holdt hinanden i skak. Både langs vestfronten (Belgien og Østfrankrig) og østfronten (Rusland) lå soldaterne stille i skyttegrave og fæstningsværker, kun afbrudt af forgæves forsøg på at storme nogle meter frem. Giftgas blev taget i brug af tyskerne i Ypres i 1915, men blev aldrig storstilet anvendt. Flyene var ikke udviklet tilstrækkeligt til at kunne spille nogen større rolle, og kampvognene der først og fremmest blev udviklet af briterne og brugt første gang ved Somme i 1916 var for tunge og ubevægelige. Først i anden verdenskrig skulle disse nye våbentyper revolutionere krigen og gøre den mobil. (Se Anden Verdenskrig.) Den eneste større bevægelse i krigen bortset fra russernes masseflugt i 1917, der endte med revolutionen og bolsjevikkernes separatfred ved Brest-Litovsk i vinteren 1917/18, var tyskernes gennembrud ved Marne i foråret 1918. I en uge så det ret slemt ud for vestmagterne, indtil også denne offensiv blev standset.

Krigen krævede en aktiv statslig styring af produktionen. I første række for at dække ammunitions- og forsyningsbehovene, men i næste omgang endvidere som led i den storstilede økonomiske krigsførelse der blev indledt specielt fra vestmagternes side for at udsulte Tyskland. Den statslige aktivitet steg i alle lande, og den offentlige sektor blev aldrig siden reduceret til førkrigsniveauet. Markedsregulering og toldgrænser blev fast indført. Verdenshandelen tog delvis nye veje. Bl.a. blev Europas kornforsyning omlagt fra Sortehavsområdet til Nordamerika. USA overhalede Storbritannien som verdens kreditornation nummer et, og Wall Street i New York overhalede City of London som kapitalismens internationale centrum. Råvaremarkedet blev ændret pga. den intensive udvikling af erstatningsstoffer for olie og nitrater. Et område hvor den tyske industri gik i spidsen.

De sociale følger af fire års krig kan dårligt overvurderes. Behovet for soldater var enormt. I alt 65 millioner blev sendt i krig - de fleste under det nye system med tvungen udskrivning. I hjemmemarkedsproduktionen blev arbejdsmarkedet åbnet for kvinderne, og livsstil, levemåde og kønsroller blev ændret - specielt blandt byborgerskabet. Cigaretten blev opfundet, og fik en vid udbredelse ved fronten pga. behovet for hurtig og praktisk rygning. Den erobrede også et kvindeligt marked af rygere. Stemmeretten for kvinder blev indført i en række lande under og efter krigen. De moralske værdier ændrede sig hurtigt med den produktionsfriske ungdoms behov: Selskabsdans, enkel klædedragt, mindre paternalisme. Børnebegrænsning blev almindelig. Delvist ved hjælp af kondomet, som blev meget mere almindelig end tidligere.

Arbejderklassen blev radikaliseret. Krigen, mobiliseringen og presset både ved fronten og i produktionsapparatet gav grundlag for en omfattende revolutionær bevægelse fra og med krigens tredje år. Hverken den tyske eller den russiske revolution kan forstås uden det sociale udgangspunkt i de demobiliserede og/eller deserterende soldater. Og med begivenhederne i 1917 bredte den revolutionære stemning sig tydeligt fra land til land. Til og med i Havana dannede arbejderne «sovjetter».

Vestmagterne påtvang Tyskland strenge fredsbetingelser ved krigsafslutningen den 11. november 1918. Versaillestraktaten blev et åbent sår i den tyske opinion og den tyske politik helt frem til Hitlers magtovertagelse. Endvidere førte fredsforhandlingerne i Paris i 1918-19 til store ændringer på europakortet (se Folkeforbundet). Syv nye stater fik deres selvstændighed: Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn - alle republikker. Det tyske, det Østrig-ungarske og det russiske kejserdømme blev alle afviklet, ligesom det tyrkiske sultanat. Parlamentariske regimer blev almindelige og almindelig stemmeret ligeså. De fleste lande planlagde eller gennemførte store arbejdsreformer, med medbestemmelsesret og udbyttedeling i industrien og jordreformer i landbruget. Verdenskrigen - «krigen for at afslutte krigen»  var en folkelig krig, baseret på massedeltagelse og medførte en social udjævning. Den næste krig skulle lede endnu kraftigere i denne retning

 

1. verdenskrig (oprindeligt Den store krig) var en global militær konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på slagmarker mestendels i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og sporadisk i Sydøstasien. Krigen kostede over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien dengang.

Krigen blev udløst af mordet den 28. juni 1914 på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem i første omgang Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden. Dermed udløstes de store spændinger Europa på denne tid var præget af, og af mange blev krigen derfor set som en lettelse, der kunne tage trykket af stormagternes provokationer over for hinanden. Man forventede i alle lande, at krigen ville være overstået i løbet af blot et par måneder.

Første Verdenskrig blev i begyndelsen hovedsageligt ført mellem Centralmagterne, det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn, på den ene side og Ententemagterne, Frankrig, Storbritanien, Rusland og Serbien på den anden side. Belgien blev pga. et tysk angreb presset ind i alliancen mod centralmagterne, en alliance som også USA (1917), Italien (1915), Rumænien (1916) og flere andre lande senere tiltrådte. Krigen endte med Centralmagternes nederlag og blev endelig formelt afsluttet ved indgåelsen af Versaillestraktaten i sommeren 1919, som pålagde Tyskland skylden for krigen og dermed en række reparationsbetalinger til især Frankrig.

Konsekvenserne af 1. verdenskrig var enorme for det europæiske kontinent. Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre østeuropæiske stater. Det slagne Tyskland blev omdannet fra monarki til republik og mistede områderne Alsace og Lorraine til Frankrig. Oktoberrevolutionen i Rusland skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen. Af mange europæiske historikere betegnes 1. verdenskrig som "urkatastrofen", fordi man med fredsslutningen ikke formåede at bilægge de iboende stridigheder mellem landene, der havde været årsagen til krigen, og hvis fjernelse var nødvendig for at skabe et stabilt og fredeligt Europa efter krigen, men at krigen og fredsslutningen i stedet blev en slags forløber for en endnu større katastrofe, 2. verdenskrig.

1. verdenskrig (oprindeligt Den store krig) var en global militær konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på slagmarker mestendels i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og sporadisk i Sydøstasien. Krigen kostede over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i verdenshistorien dengang.

Krigen blev udløst af mordet den 28. juni 1914 på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet i Sarajevo af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem i første omgang Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden. Dermed udløstes de store spændinger Europa på denne tid var præget af, og af mange blev krigen derfor set som en lettelse, der kunne tage trykket af stormagternes provokationer over for hinanden. Man forventede i alle lande, at krigen ville være overstået i løbet af blot et par måneder.

Første Verdenskrig blev i begyndelsen hovedsageligt ført mellem Centralmagterne, det Tyske kejserrige og Østrig-Ungarn, på den ene side og Ententemagterne, Frankrig, Storbritanien, Rusland og Serbien på den anden side. Belgien blev pga. et tysk angreb presset ind i alliancen mod centralmagterne, en alliance som også USA (1917), Italien (1915), Rumænien (1916) og flere andre lande senere tiltrådte. Krigen endte med Centralmagternes nederlag og blev endelig formelt afsluttet ved indgåelsen af Versaillestraktaten i sommeren 1919, som pålagde Tyskland skylden for krigen og dermed en række reparationsbetalinger til især Frankrig.

Konsekvenserne af 1. verdenskrig var enorme for det europæiske kontinent. Østrig-Ungarn og det Osmanniske Rige forsvandt og blev erstattet af en mængde mindre østeuropæiske stater. Det slagne Tyskland blev omdannet fra monarki til republik og mistede områderne Alsace og Lorraine til Frankrig. Oktoberrevolutionen i Rusland skabte den første kommunistiske stat i verden, Sovjetunionen. Af mange europæiske historikere betegnes 1. verdenskrig som "urkatastrofen", fordi man med fredsslutningen ikke formåede at bilægge de iboende stridigheder mellem landene, der havde været årsagen til krigen, og hvis fjernelse var nødvendig for at skabe et stabilt og fredeligt Europa efter krigen, men at krigen og fredsslutningen i stedet blev en slags forløber for en endnu større katastrofe, 2. verdenskrig.

Indholdsfortegnelse [skjul] 1 Baggrund 1.1 Magtbalance og alliancesystemer 1.2 Flådekapløbet 2 Anledningen 2.1 Julikrisen 3 Kronologi 3.1 Krigen i vest 1914 3.1.1 Skyttegravskrigene 3.2 Krigen i øst 1914 3.3 1915 3.4 1916 3.5 1917 3.6 1918 3.6.1 Freden 3.7 Liste over de vigtigste slag 4 Udenfor Europa 4.1 Afrika 4.2 Mellemøsten 4.3 Stillehavsområdet 4.4 Slaget ved Falklandsøerne 4.5 Ubådskrigen 5 Teknologi og taktikker 5.1 Strategisk bombning 5.2 Gaskrig 5.3 Kampvogne 6 Danmark under 1. verdenskrig 7 Tabstal for 1. verdenskrig 7.1 Ententemagterne 7.2 Centralmagterne 7.3 Civile dræbte: ca. 6.500.000 8 1. verdenskrig i litteratur og kunst 8.1 Billedkunst 8.2 Litteratur 9 Se også 10 Eksterne kilder/henvisninger 10.1 Fodnoter

[redigér] Baggrund

[redigér] Magtbalance og alliancesystemer

Perioden efter den fransk-tyske krig i 1871 og frem til 1914 var set ud fra europæisk perspektiv en relativ fredelig periode. Det var mange hundrede år siden at de europæiske stormagter i så lang tid ikke havde været i krig med hinanden. Denne situation kunne især tilskrives "Jernkansleren" Otto von Bismarck, der meget pragmatisk havde indrettet et sindrigt og kompliceret alliancesystem, der skulle forhindre Tyskland i at skulle kæmpe en tofrontskrig mod Frankrig/England i vest og mod Rusland i øst.

Den fransk-preussiske krig i 1871 havde skabt et nyt Europa. Tyskland var blevet den største magt på kontinentet, og der var opstået en dyb splittelse mellem Tyskland og Frankrig. Frankrig var besat af hævnlyst efter den tabte krig, og især af et ønske om at genvinde det tabte område Alsace-Lorraine, som var blevet erobret af tyskerne i 1871 ( Versailles-traktaten efter første verdenskrig gav områderne tilbage til Frankrig). Det var især faren fra det hævngerrige Frankrig, der fik Bismarck til at koncentrere sig om alliancer. Tyskland og Østrig-Ungarn indgik en forsvarsalliance i 1878. Den vigtigste alliance var dog den alliance han sammen med den østrigske kejser indgik med Rusland i 1881, også kendt under navnet de tre kejseres alliance, den tyske kejser Wilhelm 1., den østrigske kejser Franz Joseph og den russiske zar Alexander 2. I 1882 kom også Italien ind i Bismarcks alliancesystem, som blev kendt under navnet "Tripelalliancen".

Den blev fornyet i 1912. Frankrig indgik på trods af store politiske divergenser en alliance med Rusland i 1893. Begge lande mente, at denne alliance ville hindre en storkrig i Europa, fordi Tyskland ikke ville være i stand til at udkæmpe en krig på to fronter. Storbritannien kom med i den fransk-russiske alliance på grundlag af ret uformelle aftaler med Frankrig i 1904 og Rusland i 1907. Denne alliance blev kaldt "Tripelententen".

Kolonikapløbet styrkede alliancesystemerne yderligere. Storbritanniens entente med Frankrig kom i stand i forbindelse med løsningen af de fransk-britiske tvister om områder i Afrika. Tyskland anså ententen for svag og uholdbar og satte den på prøve ved at erklære den franske koloni Marokko for uafhængig i 1905. Men Marokkokrisen endte i et diplomatisk nederlag for Tyskland, mens ententen kom styrket ud. Også andre tyske fremstød endte med at styrke ententen. I 1911 blussede der en ny Marokkokrise op, mens italienske ambitioner udløste Balkankrisen, som skulle vare frem til 1914. Alle stormagter havde interesser på Balkan, og næsten alt pegede mod en større europæisk konflikt.

[redigér] Flådekapløbet

Flådekapløbet begyndte i slutningen af halvfemserne, da Tyskland ønskede en mægtig flåde for at beskytte sine kolonier og for at understrege egen storhed. Denne oprustning truede det britiske imperium. For at beskytte imperiet var Storbritannien afhængig af at kunne kontrollere verdenshavene gennem et flådeherredømme. Tysklands flådeoprustning var i direkte konflikt med Storbritanniens officielle politik, der gik ud på at have en dobbelt så stor flåde, som nr. 2 og 3 i verden havde tilsammen. I 1903 begyndte det at gå op for Storbritannien, at Tysklands flådeoprustning kunne true britiske interesser i hele verden, og som en følge af dette besluttede Storbritannien at opbygge en stor flåde i Nordsøen med base i Skotland. Denne flådemagt blev yderligere styrket gennem britiske aftaler med Frankrig, Japan og USA, der medførte, at Storbritannien kunne trække store dele af sin flåde tilbage til Nordsøen. Den tyske flådeoprustning havde sit udgangspunkt i den såkaldte "risikoteori". Denne gik ud på, at Tysklands flåde kunne nøjes med at udfordre den britiske nordsøflåde, men det var ikke taget med i teorien, at briterne kunne trække dele af deres flådestyrker fra Stillehavet, Caribien og Middelhavet hjem. Resultatet var, at den tyske flådes manøvrerum efter Søslaget ved Jylland blev begrænset til Østersøen.

Opfattelsen i Europa i begyndelsen af 1914 var, at en europæisk storkrig nærmest var uundgåelig. Dette var et resultat af spændingerne i magtbalancen og den enorme militære oprustning i Europa, som var begyndt med flådekapløbet. Tyskland var den største landmilitære magt i Europa, og hvis den store krig var uundgåelig, var der mange tyske officerer, som mente, at den burde komme snart. Der var ikke råd til at vente på resultaterne af den store oprustning, der foregik i Frankrig og Rusland.

[redigér] Anledningen

Det hele startede med, at den kun 19-årige serbiske student og nationalist Gavrilo Princip myrdede tronfølgeren til det Østrig-Ungarn, Franz Ferdinand, og dennes hustru, Sophie, i Sarajevo den 28. juni 1914. Motivet for mordet var, at Østrig-Ungarn havde annekteret det selvstændige kongerige Bosnien i 1908.

Franz Ferdinand havde valgt at gøre sit indtog i Sarajevo på den serbiske nationaldag, hvilket var en stor provokation for serberne. Derfor blev der hurtigt lagt planer om at myrde Franz Ferdinand. Det lykkedes dog ikke i første omgang, da en bombe ikke helt ramte målet og i stedet sprængte et hjul på Franz Ferdinands køretøj. Det afskrækkede dog ikke ærkehertugen. Ved et tilfælde kørte chaufføren dog senere på dagen forkert ind i en gade, hvor Princip befandt sig. Han udnyttede hurtigt situationen og skød både Franz Ferdinand og dennes hustru.

Princip døde i 1918 af tuberkulose, mens han afsonede dommen på 20 års fængsel.

[redigér] Julikrisen

Julikrisen begyndte med Princips skud i Sarajevo 28. juni 1914. Denne del af Balkan havde været østrigsk område siden 1908. Mange i Østrig-Ungarn så det som vigtigt for imperiets egen sikkerhed at holde Balkan i en fast hånd. Nogle tysknationale medlemmer af regeringen håbede også at kunne fremprovokere en krig med Serbien for at give dem en lærestreg. De opstillede derfor en række punkter, der skulle vise, hvordan situationen i Serbien kunne løses, og 14. juli stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum på ti punkter, som skulle accepteres i løbet af 48 timer. Hvis ikke Serbien sørgede for at slå ned på anti-østrigske og serbisk-nationalistiske strømninger, ville østrig-ungarerne gå militært ind i Serbien.

Kansleren i Tyskland slog fast, at Tyskland ville støtte Østrig-Ungarn militært, hvis Rusland blandede sig. Østrig-Ungarn forventede derfor ikke, at Rusland ville blande sig til trods for dets store interesser på Balkan. Serbien sendte 24. juli en appel til tsaren, Nikolaj II og bad om hjælp med begrundelsen, at kravene til dem var nedværdigende, og tidsfristen var for kort. Tsaren svarede, at ultimatumet var for ydmygende, og at Østrig-Ungarn var ved at fremprovokere en krig. 25. juli begyndte Rusland mobiliseringen, selv om den officielle mobiliseringsordre ikke blev givet før 30. juli. Det blev klart, at en krig var uundgåelig.

Storbritannien ønskede at løse situationen diplomatisk og holde Frankrig udenfor krigen. Storbritannien inviterede 26. juli Tyskland og Frankrig til at diskutere situationen. Tyskland afslog og pressede Østrig-Ungarn til hurtigt at påbegynde angrebet på Serbien. Men Østrig-Ungarn mente ikke at have tilstrækkelige styrker hertil. Samtidig kom de første svage hentydninger fra Storbritannien om, at man ville støtte Frankrig, hvis det blev angrebet.

25. juli afbrød Østrig-Ungarn samtalerne med Serbien, og 28. juli kom krigserklæringen i form af et telegram. Frankrig var i alliance med Rusland, og en krig mod Rusland ville derfor blive en tofrontskrig for Tyskland. Da Tyskland 1. august kom med sin krigserklæring mod Rusland, betød dette i praksis også en krigserklæring mod Frankrig.

Den engelske historiker A.J.P. Taylor kommer i sin bog War By Time Table (1969) med den provokerende påstand, at krigen var en følge af togenes køreplaner.^[2] Et lands mobilisering var baseret på tusindevis af tog, som skulle køre rettidigt for ikke at ende i kaos. Det var nærmest umuligt med kort varsel at ændre i køreplanerne, som herved tvang mobiliseringen til at følge en meget stiv plan, som ikke kunne ændres eller sættes på stand-by, når den først var sat i gang. Desuden kunne man ikke gennemføre en "halv" mobilisering, da der ikke var udarbejdet sådanne planer. Altså kunne Østrig-Ungarn ikke mobilisere mod Serbien uden samtidig at mobilisere mod Ruslands grænse. Rusland kunne ikke mobilisere mod Østrig-Ungarn uden at mobilisere mod Tysklands grænse, og endelig kunne Tyskland ikke mobilisere mod Rusland uden samtidig at mobilisere mod Frankrig. Den tyske mobiliseringsplan var offensiv og indebar troppesamlinger langt inde i Belgien. Herved var verdenskrigen en realitet. Konklusionen er trukket skarpt op, men der er næppe tvivl om, at de stive mobiliseringsplaner var med til at eskalere konflikten og forhindre en forhandlingsløsning. Danmark, Sverige og Norge erklærede sig alle neutrale i krigen.

[redigér] Kronologi

[redigér] Krigen i vest 1914

Tyskerne var klar over, at en to-fronts-krig mod Frankrig og Storbritannien mod vest og Rusland mod øst ikke ville kunne vindes i længden. Den tyske krigsplan for et sådant to-fronts-scenarie, den 10 år gamle Schlieffen-plan, opererede med en ide om, at man måtte koncentrere al den tyske krigsindsats på vestfronten, og så slå Frankrig ud af krigen gennem et overvældende voldsomt angreb. Man mente, at Ruslands størrelse og ringe infrastruktur ville betyde en længere russisk mobiliseringsperiode, hvilket gjorde Rusland ude af stand til et ordentligt angreb den første måneds tid. For at kunne angribe mest hurtigt og effektivt skulle de tyske tropper omgå den stærke franske forsvarslinje op til den tyske grænse ved overraskende at gå igennem det neutrale Belgien og angribe Frankrig fra den mindre beskyttede nordlige del af landet.

Den 4. august 1914 angreb tyske tropper i strid med folkeretten og uden krigserklæring Belgien. Denne krigshandling mod det neutrale lille Belgien fik straks England over på fransk side. England sendte straks sin ekspeditionsstyrke på 100.000 mand over den engelske kanal. I mellemtiden var man begyndt med mindre skududvekslinger ved den fransk-tyske grænse. Det var franskmændenes plan gennem et storstilet angreb at trænge ind i Tyskland gennem de på dette tidspunkt tyske provinser Alsace og Lorraine. De franske angreb løb dog trods et stort overtal over for de tyske tropper ind i vanskeligheder allerede tidligt i august.

Tyskernes plan var at lade franskmændene angribe langt ind i Tyskland, mens de tyske tropper i Belgien kunne angribe nordfra. Når man så begyndte at gå igen mod franskmændene ved den fransk-tyske grænse, ville den franske hovedstyrke være for langt væk fra hovedstaden, og man ville kunne fange dem i en knibtangsmanøvre. Den 16. august besluttede den tyske øverstbefalende for den 6. arme, der skulle lade sig falde tilbage, dog i strid med planen at angribe de franske tropper i Alsace-Lorraine.

Den 4. september var tyskerne nået et godt stykke ind i Frankrig, og stod blot cirka 50 km fra den franske hovedstad. Situationen så alvorlig ud. Ved Slaget ved Marne lykkedes det dog franske tropper med assistance fra nogle britiske nærmest mirakuløst at stoppe den tyske fremmarsch efter 7 dages hårde kampe. Tysklands eneste håb om at tilvejebringe en sejr ved hjælp af militære midler på vestfronten syntes dermed at være blevet tabt, og efter en række mindre slag i retning af den engelske kanal låste situationen på vestfronten sig fuldstændig fast, og skyttegravskrigen kunne tage sin begyndelse. De næste fire år blev der stort set ikke givet en meter til modstanderen på vestfronten.

[redigér] Skyttegravskrigene

1. verdenskrig er blevet berygtet for sine blodige skyttegravskrige. Krigen var især på vestfronten en stillestående krig. Med dette menes, at den ikke havde de bevægelige fronter, som var karakteristiske for 2. verdenskrig og de fleste andre krige.

Vestfronten (fronten mellem Tyskland og Frankrig) var ekstremt statisk. Den eneste periode, hvor der var større ændringer i fronten, var i den indledende fase, da Tyskland angreb gennem Belgien i henhold til (den såkaldte) Schlieffen-plan. Den tyske fremrykning sommeren 1914 var succesfuld, og en overgang i august var Paris truet. Det lykkedes imidlertid franskmændene at stoppe fremrykningen i begyndelsen af september 1914 i slaget ved Marne, og fra da af blev fronten statisk og kendetegnet af skyttegravskrig. Generalerne drømte om det store gennembrud – et gennembrud som aldrig kom.

Årsagen til den fastlåste krig med skyttegravene var, at de militære planlæggere ikke havde tænkt den nye teknologi ind i de taktiske og strategiske overvejelser. Offensiverne var dømt til at strande, fordi den til enhver tid forsvarende part havde alle fordelene.

En offensiv under første verdenskrig blev gennemført ved, at angriberen indledte med et enormt artilleribombardement af fjendens linjer. Dette bombardement havde som regel ikke tilstrækkelig effekt, fordi den forsvarende part havde en delvis beskyttelse i sin befæstede stilling. Efter dage med artilleriild stoppede beskydningen, og infanteriet eller måske kavaleriet gik til angreb. Artilleriilden havde ikke været i stand til at slå fjenden ud, men den havde gjort terrænet mellem frontlinjerne, det såkaldte ingenmandsland, til et månelandskab og fremrykningen blev forsinket. Den forsvarende part havde imidlertid haft god tid til at komme ud af hullerne og få bemandet maskingeværerne. Dette nye våben gjorde det lettere at tilbagevise et angreb, som ikke var støttet af kampvogne. (Disse blev ikke taget i brug før mod slutningen af krigen).

Den forsvarende part havde også en anden fordel. Hvis det lykkedes angriberne at få slået et lille hul i frontlinjen havde de kun mulighed for at komme frem til fods, og det gik langsomt på grund af det oprodede terræn. Endnu værre var det naturligvis for artilleriet og det tunge materiel, som skulle følge efter. Den forsvarende part havde også et fungerende vej- og jernbanenet helt op til fronten, således at man hurtigt kunne sætte friske tropper ind og rulle offensiven tilbage før hullet blev for stort.

Denne mangel på anvendelig offensiv taktik medførte, at første verdenskrig blev en udmattelseskrig, det vil sige at hver side prøvede at vinde ved at få modstanderen til at udtømme sine ressourcer: fødevarer, industri og personel. Denne udmattelsesstrategi gav Ententen en fordel, fordi de kunne få råvare- og madforsyninger fra det britiske imperium og USA, og den britiske marine kunne blokere for centralmagternes import fra verden uden for Europa. Desuden førte udmattelsesstrategien til en frygtelig tilværelse for soldaterne i skyttegravene; de blev beordret til meningsløse angreb som indebar tab i hundredetusindvis i de enkelte slag.

Et af de mere blodige slag i 1. verdenskrig, og et af dem der forekom allermest meningsløst, var slaget ved Somme, der varede mere end 4 måneder. Mere end 300.000 soldater mistede livet i den forbindelse. Der var mere end 60.000 døde, sårede, tilfangetagne og forsvundne engelske soldater bare på den første dag, heraf lidt over 20.000 faldne.

[redigér] Krigen i øst 1914

I øst var Østrig-Ungarn involveret i den krig mod Serbien, der havde udløst 1. verdenskrig. De serbiske tropper var dog forskanset i nogle stærke defensive positioner, som ville komme til at præge krigen, og allerede i august havde Østrig-Ungarn lidt store tab i forgæves angreb. Østrig-ungarerne havde håbet på en hurtig sejr over serberne ved hjælp af en stærk offensiv. Østrig-Ungarn havde håbet, at Tyskland ville beskytte den nordlige flanke mod russerne, men tyskerne havde hovedparten af sine styrker involveret i det store angreb på vestfronten, og østrig-ungarerne måtte derfor kæmpe en to-fronts-krig mod både russere og serbere.Ved Slaget ved Kolubara i slutningen af 1914 led østrig-ungarerne et stort nederlag og mistede 240.000 mand mod serbernes 170.000.

I Tysklands østligste regioner havde russerne overraskende hurtigt fået mobiliseret og startet de første angreb mod Østpreussen, hvor tyskerne kun havde meget få styrker. Snart stod russiske styrker på tysk territorium, hvilket faktisk var det eneste sted Ententemagterne nåede at stå på tysk jord i løbet af fire års krig. De tidligere generaler blev på grund af russernes fremmarsch allerede i august 1914 afløst af generalerne Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg. Den 26. til den 31. august viste de deres evner ved at besejre en stor russisk styrke ved Slaget ved Tannenberg, og dermed redde en truende situation i øst.

[redigér] 1915

1915 var præget af kampe især omkring det osmanniske rige, hvor russiske tropper i januar slog osmanniske eftertrykkeligt i Kaukasus-området. På grundlag af mistanker om armensk samarbejde med russerne påbegyndte tyrkerne det armenske folkemord. I april 1915 kunne osmannerne dog vinde en stor sejr over Ententen, da de slog et angreb på sydvestkysten tilbage i slaget ved Gallipoli.

På Vestfronten var der for det meste stilstand. Franskmændene afprøvede med mindre held en ny artilleritaktik umiddelbart op til et angreb, men de tyske tropper overlevede bombardementerne, og kunne stoppe franske stormløb mod skyttegravene. Den 22. april anvendte tyske tropper for første gang, ligeledes med mindre held, gift mod modstanderen i form af klorgas.

[redigér] 1916

I 1916 besluttede den tyske hærledelse under efterfølgeren til Moltke den yngre, der som følge af dårlige resultater allerede i 1914 var blevet afsat, general Erich von Falkenhayn at genstarte en tysk offensiv på vestfronten. Man ville lokke franskmændene til at ofre enorme antal soldater ved at tvinge dem til et hasarderet forsvar af Verdun-fæstningen. Planen gik dog ikke helt op, også tyskerne led store tab, og slaget ved Verdun blev et af de blodigste under hele krigen. Et endnu mere blodigt slag blev slaget ved Somme samme år, hvor englænderne forsøgte at udnytte tyskernes engagement andetsteds til at bryde igennem fronten, uden held.

Også andre steder blev 1916 præget af slag med enorme menneskelige omkostninger, uden at man kom nærmere en krigsafslutning af den grund. Italiens indtræden i krigen i april 1915 betød, at de sydlige alper nu også var blevet hjemsted for krigshandlinger, og her iværksatte Italien fra juni til november en voldsom offensiv ved slaget ved Isonzo. Offensiven havde nogen, men ikke megen, succes.

Den 27. august trådte Rumænien over på Ententens side og angreb det østrig-ungarske område Siebenbürgen. Centralmagternes modoffensiv førte dog den 6. december til indtagelsen af den rumænske hovedstad Bukarest, og reelt Rumæniens udtræden af krigen.

[redigér] 1917

I marts 1917 kom det på grund af utilfredshed med krigen til større demonstrationer i den russiske by St. Petersborg, og den russiske februarrevolution betød, at den russiske zar måtte gå af til fordel for en republik.

I april 1917 trådte USA ind på Ententens side, da Tyskland i desperation over ikke at kunne vinde herredømmet til søs havde påbegyndt en uindskrænket ubådskrig, og derigennem havde sænket civile amerikanske skibe.

Storbritannien og Frankrig forsøgte igen i starten af 1917 på at gennemtrænge den tyske front gennem enorme angreb, og igen blev de effektivt afvist fra de beskyttede skyttegrave med kæmpe tab til følge. I foråret 1917 førte den inkompetente krigsføring til strejker og mytteri i flere franske enheder, der en overgang truede med at føre til Frankrigs udtræden af krigen.

I længden kunne den russiske republik ikke udholde de store byrder krigen mod Tyskland kostede i materiel, menneskeliv og penge, og den blev derfor afskaffet, da Lenin i November startede den kommunistiske Oktoberrevolution. Lenin ønskede fred med det samme, men han måtte indgå den på meget svære betingelser, da hans kommunistiske regime stod midt i en borgerkrig. Brest-Litovsk-freden betød, at store dele af Østeuropa var underlagt Tyskland indtil 1. verdenskrigs afslutning.

[redigér] 1918

At tyskerne nu fik frigjort store tropperessourcer gav dem en forhåbning om, at de ville kunne ændre tingenes tilstand på vestfronten, hvor de tyske stillinger var blevet stadig mere sårbare pga. mangel på soldater. Den tyske forårsoffensiv blev indledt den 21. marts 1918 og blev sat ind i området lige præcis mellem de britiske og franske tropper. Angrebet overrumplede Ententen, og tyskerne nåede de næste fire måneder gennem fortsatte angreb langt ind i Frankrig, før offensiven løb tør for kræfter. De tyske generaler havde satset alt på dette sidste angreb, og de tyske tropper havde ikke meget at sætte imod med, da briterne, franskmændene og de nyankomne amerikanske soldater i løbet af august 1918 indledte modoffensiven. Den 14. august bedømte den øverste tyske hærledelse situationen til at være udsigtsløs. De tyske fronter begyndte at falde sammen, og den 29. september bad de tyske generaler Ludendorff og Hindenburg den tyske kejser om at forhandle om fred. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson ville dog kun forhandle med en demokratisk-sindet regering, og Ententen nægtede derfor forhandling med den tyske kejser. Tyskland nægtede at forhandle fred på disse betingelser.

I slutningen af oktober fald den tyske alliancepartner Østrig-Ungarn dog fuldstændig sammen, og blev opløst i forskellige nydannede stater, der alle søgte fred med Ententen. I Tyskland brød der nu også uroligheder ud over den fortsatte krigsførelse, og kansler prins Maximilian von Baden bekendtgjorde derfor egenhændigt kejserens aftrædelse og overlod regeringsmagten til det tyske socialdemokrati under Friedrich Ebert. Den 11. november kl 5 om morgenen underskrev begge parter en våbenhvile med Tysklands ultimative overgivelse til følge og et løfte om snarlig fredsforhandling. Den 11. november præcis kl 11 ophørte 1. verdenskrig.

[redigér] Freden

Af historiske årsager ønskede man at krigen sluttede d. 11. dag i den 11. måned klokken 11:00. Derfor skulle de krigstrætte soldater fortsat kæmpe videre indtil dette tidspunkt i 1918.^[3] Fredsforhandlingerne fra 1918 til 1920 blev en ren katastrofe for Centralmagterne. Tyskland blev økonomisk udsultet, og det var indirekte det, der førte til 2. verdenskrig. Den økonomiske gæld endte ud i et slutbeløb på 269 milliarder tyske guldmark.

I 1918 fremlagde USA's præsident Woodrow Wilson en 14-punkters fredsplan for Europa. Bl.a. at nationale mindretal skulle have selvbestemmelsesret mht. hvilken stat de ville tilhøre.

Den sidste tyske regering i Tyskland før revolutionen forsøgte at tilfredsstille Danmark ved at tilbyde en afståelse af Haderslev Amt. Den danske regering under ledelse af Carl Theodor Zahle afslog med den begrundelse, at man ville afvente en fredsaftale. Versailles-freden i 1919 bestemte, at der skulle afholdes folkeafstemninger i Slesvig, én i Nordslesvig og én i Mellemslesvig. Afstemningen i Nordslesvig skete den 10. februar 1920. 75 procent danske stemmer mod 25 procent tyske. Man stemte en bloc, således at flertallet skulle bestemme det statlige tilhørsforhold for et udelt Nordslesvig. I Mellemslesvig, herunder i Flensborg, afholdtes afstemningen den 14. marts. 25 procent danske stemmer og 75 procent tyske. Den 15. juni 1920 var genforeningsdagen, hvor Christian den 10. red over den gamle grænse nord for Christiansfeld. (Se: Genforeningen 1920)

Traktaten førte til dannelsen af Folkeforbundet, en vigtig målsætning for den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Formålet med organisationen var at intervenere i konflikter mellem nationer, før de gik i krig.

Andre dele af traktaten inkluderede tab af tyske kolonier og tab af tysk territorium. Listen over tidligere tyske provinser som blev afstået:

• Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig,
• det meste af Posen-provinsen og Vestpreussen, dele af Schlesien til Polen,
• byen Danzig med Weichsels delta ved Østersøen blev udråbt som Fristaden Danzig under Folkeforbundets og Polens autoritet.

Artikel 156 i traktaten overførte det tyske herredømme over Shandong i Kina til Japan i stedet for til Kina. Det kinesiske raseri over denne artikel førte til demonstrationer og stiftelsen af den kulturelle bevægelse kendt som 4. maj-bevægelsen.

Krigen mellem verdens stormagter 1914-1918 står som århundredets største katastrofe. Blodbadet på slagmarken - 10 millioner døde og lige så mange lemlæstede - oversteg enhver prognose. Også blandt de fredsforkæmpere som siden århundredeskiftet havde advaret mod krigen. Det økonomiske kaos som fulgte, var helt forskelligt fra det man kendte til i tidligere krigs- og efterkrigstider. Det militære forløb af krigen med stivnede fronter uden bevægelse i årevis afveg ligeledes fra tidligere krige. Og de politiske konsekvenser - tre kejserrigers fald, fuldstændig ommøblering af europakortet og en revolutionær stormflod blandt kontinentets arbejdermasser - var overhovedet ikke tænkt mulig - hverken af socialister eller nationalister.

Det var sådan set forudsigeligt, at en krig ville bryde ud i sommeren 1914, og at den fik karakter af stormagtskonflikt pga. det alliancemønster der siden århundredeskiftet var cementeret mellem magterne. Baggrunden var umiddelbart den indre uro blandt Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Da habsburgertronfølgeren efter tidens stil blev skudt af en serbisk attentatmand i Sarajevo den 28. juni 1914, regnede Østrig-Ungarn med og fik støtte fra sin alliancepartner Tyskland. Dette berømte mord på det Østrig-ungarske tronfølgerpar i Sarajevo i sommeren 1914 udnyttes til at formulere et fast krav til Serbien og dermed hele den ene blok. Kort tid efter er krigen en realitet, og med flere store slag i både Øst og Vest kæmpes der om hver en meter af Europa. Efter en blodig skyttegravskrig trænges Centralmagterne langsomt tilbage og med USA's indtrædelse i krigen på Ententens side tipper magten - trods Ruslands udtrædelse af krigen.

Over fire års blodig krig afsluttes med fred ved den såkaldte Versailles-konference, hvor der efter fredsafslutningen opstår helt nye stater i Europa, og de besejrede blev ydmyget. Grunden til næste verdenskrig var dermed lagt

[redigér] Liste over de vigtigste slag

• Slaget ved Tannenberg, august 1914, en ekstrem vigtig stor tysk sejr på østfronten, hvor store dele af den russiske hær blev spærret inde og taget til fange.

• Slaget ved Marne i september 1914, hvor franskmændene stoppede tyskernes fremrykning, da de nærmede sig Paris, af franskmændene er slaget også døbt "Vidunderet ved Marne". Hermed endte tyskernes håb om en hurtig sejr.

• Gallipoli-kampagnen februar 1915, hvor Ententen bliver kastet tilbage af osmannerne i forsøg på landgang i Lilleasien.

• Slaget ved Verdun februar-december 1916, er også kendt som et af de blodigste slag nogensinde.

Den største militærkirkegård i området er Ossuaire de Douaumont også kaldet Benhuset. På kirkegården ligger ca. 300.000 ukendte franske og tyske soldater begravet.

• Søslaget ved Jylland Juni 1916 , også kaldet Skagerrakslaget, var det vigtigste søslag i krigen, og med 258 deltagende skibe det største i verdenshistorien.

• Slaget ved Somme indledt af englænderne den 1. juli 1916 for at aflaste franskmændene ved Verdun. Ingen afgørelse men store tabstal for begge sider.

• 3.Ypres 31.juli til 10.november 1917 indledt afenglænderne for at fratage Tyskland u båds baser på den belgiske kyst, og fratage dem de vigtige højdedrag omkring Ypres. Endte med store tab til de engelske og ANZAC tropper.

• Slaget ved Cambrai 1917, hvor tanks for første gang i verdenshistorien indsættes en masse.

• Slaget ved Caporetto oktober 1917, den tyske og østrigske hær får tvunget den italienske flere hundrede kilometer tilbage, og Italien er ved at træde ud af krigen.

• Den tyske forårsoffensiv marts-juli 1918, i et sidste desperat forsøg på at vinde krigen, lykkes det tyskerne med hjælp fra de fritsatte tropper fra østfronten at trænge langt ind i Frankrig, før offensiven går i stå.

• Slaget ved Belleau Wood juni 1918, første alvorlige ilddåb for de nyankomne amerikanske tropper, der formåede at holde de tyske tropper tilbage. De amerikanske soldater var dygtige skytter og havde gå-på-mod, modsat de efterhånden apatiske europæiske tropper.^[4]
• Meuse–Argonne offensiven - det sidste store slag på vestfronten under første verdenskrig, september 1918.

[redigér] Udenfor Europa

[redigér] Afrika

Tyskland havde få kolonier i Afrika: Togo, Kamerun (Cameroun), Tysk Østafrika (Tanzania, Burundi og Rwanda) og Tysk Sydvestafrika (Namibia). Kolonisoldater fra Ententen invaderede disse områder: Togo erobredes i 1914, Kamerun i 1916, Sydafrika løb tyskerne over ende i Tysk Sydvestafrika i 1915, men Ententen mødte hårdnakket modstand fra lejede askari-tropper under oberst von Lettow-Vorbeck i Tysk Østafrika. Det var først tre dage efter at Berlin havde strakt våben at briterne kunne overtage landet.^[5]

[redigér] Mellemøsten

Det meste af Mellemøsten var en del af det Osmanniske Rige. Den britiske arkæolog T. E. Lawrence samlede de stridende beduiner i en succesrig kamp mod tyrkerne. Lawrence of Arabia blev udstyret med et falsk løfte om en arabisk nationalstat, uden at vide at London halvt om halvt havde bortlovet Palæstina til zionisterne. Resten af Mellemøsten blev delt mellem Frankrig og Storbritannien efter krigen^[6].

[redigér] Stillehavsområdet

I 1914 besatte Australien Kaiser Wilhelms Land (den nordøstlige del af Ny Guinea), Bismarckøerne og Karolinerne, New Zealand besatte Vestsamoa og Japan besatte Marianerne, Marshalløerne, Palau og havnebyen/flådebasen Tsingtao i Kina. Det var altsammen tyske kolonier og ved Tsingtao og på Ny Guinea kom det til kamphandlinger.^[7]

[redigér] Slaget ved Falklandsøerne

Den 8. december 1914 tilintetgjorde Royal Navy viceadmiral Graf Spees Ostasiengeschwader, der var den tyske flåde i Kina på vej hjem. Slaget foregik ud for Argentina. Ironisk nok blev lommeslagskibet DKM Admiral Graf Spee sænket d. 17. december 1939 få hundrede sømil fra vraget af viceadmiralens flagskib.^[8]

[redigér] Ubådskrigen

Tyske ubåde sænkede en del af Ententens handelsskibe. Da torpedoer kun var medbragt i et begrænset antal, forsøgte man ofte at sænke skibene med dækskanonerne. Søfolkene fik derved tid til at gå i redningsbådene før sænkningen. De såkaldte Q-både var udadtil plimsollere men under dæk havde de skjulte kanoner. Q-bådene havde to besætninger; den ene var en samling tilsyneladende kujoner der gik i bådene og den anden tog kampen op mod den overraskede ubåd. Modtrækket var d. 1. februar 1917 at Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig mod alle handelsskibe.^[9]

[redigér] Teknologi og taktikker

Op til og og under første verdenskrig blev der udviklet mange nye taktikker og teknologier, som aldrig før havde været afprøvet i en så stor krig, som 1. verdenskrig var. Første Verdenskrig var den første fuldstændigt industrielle krig, hvor den industrielle masseproduktion var en forudsætning for verdenskrigens millionhære og deres masseproducerede materiel som våben og uniformer

[redigér] Strategisk bombning

Sammenlignet med den anden verdenskrigs systematiske tæppebombninger var den første verdenskrigs luftbombardementer sporadiske nålestik. Vejret og teknikken udgjorde større problemer end fjendens luftforsvar.

Igor Sikorsky havde i 1913 udviklet et firmotoret passagerfly Ilya Muromets til 16 passagerer, med badeværelse. Ved krigsudbruddet blev flyene ombygget til strategiske bombefly og kunne relativt uhindret bombe Tyskland. Efterhånden udgjorde de tyske jagerfly en trussel mod bombeflyene og i 1916 blev de trukket tilbage^[10].

Efter at Italien havde erklæret krig mod Østrig-Ungarn sendte de fra august 1915 tremotorede Capronibombefly mod Wien. Bombeflyene skulle overflyve Alperne og besætningsmedlemmerne fik en iltslange i munden.

Fra januar 1915 begyndte zeppelinere fra den tyske hær og flåde at terrorbombe Paris og London. Dette blev gjort om natten, for at mindske tabene. De ustadige vinde i højden gjorde det dog til en besværlig affære at bombardere disse byer og præcisionen var dårlig. Cirka 60 ud af 88 zeppelinere gik tabt under angrebene, især i 1916.

Efter zeppelinernes store tab skiftede tyskerne over til at bombe London med tomotorede Gotha-bombefly fra foråret 1917. Bombeflyene startede fra Gent i det tyskbesatte Belgien. Da de bedste britiske jagereskadriller var udstationeret i Frankrig mødte de kun modstand på skrømt. Tabene i menneskeliv blev brugt som argument for dannelsen af det selvstændige britiske luftvåben; Royal Air Force i april 1918.^[11]

Den britiske hærs Royal Flying Corps og efterfølgeren RAF anvendte tomotorede Handley Page O/100 og O/400 til at bombe Ruhr-distriktet fra starten af 1917. Det firmotorede Handley Page V/1500 blev udviklet til at kunne nå Berlin og tre dage før krigsafslutningen blev det første luftbombardement af Berlin aflyst på grund af tekniske fejl^[10].

[redigér] Gaskrig

I 1915 anvendte tyskerne klorgas for første gang. Kloret vil i forbindelse med fugtighed danne saltsyre i øjne og i lungerne. Som en nødforanstaltning brugte soldater lommetørklæder vædet i urin til at beskytte sig mod gassen – senere fik de udleveret gasmasker. Klorgassen var grønlig og udløste hostereflekser, derfor var den mindre egnet. Senere i 1915 anvendte tyskerne fosgengas der var usynlig og kun kunne opdages når soldaterne faldt om. I 1917 anvendtes for første gang sennepsgas der også optages gennem huden ved ætsning. Gasmaskerne hjalp derfor kun halvt og da sennepsgassen var en tung gas kunne den gøre skyttegravene ubrugelige i længere tid. Tyskerne anvendte gas på både Øst- og Vestfronten og både Frankrig og Storbritannien udviklede kort efter de samme krigsgasser.^[12]

[redigér] Kampvogne

Briterne anvendte de første kampvogne ved Flers d. 15. september 1916. Kampvognen skulle genindføre den mobile krigsførelse ved at være immun overfor maskingeværild og derfor kunne bryde igennem tyskernes skyttegrave. For at skjule formålet blev de nittede panserplader omtalt som tanks (vandtanke), et ord der siden er blevet hængende. De første tanks/kampvogne hed blot Mark I, kunne køre 6-7 km/t og havde en besætning på otte mand. I stedet for et tårn havde de våbnene anbragt i konsoller på siderne. De fandtes i en 'kvindelig' udgave med maskingeværer og en 'mandlig' udgave der også havde to 57 mm kanoner. Den lave hastighed og tekniske upålidelighed gjorde at de ikke fik brudt dødvandet^[13].

I Frankrig i 1917 udviklede bilfabrikken Renault FT-17. Det var en moderne udseende kampvogn med et drejeligt tårn med enten en 37 mm kanon eller et 8 mm maskingevær. De amerikanske pansertropper anvendte 514 Renault FT-17, bl.a. under kommando af den fra anden verdenskrig kendte pansergeneral George Patton^[13].

Tyskland havde ikke det store behov for kampvogne og anvendte erobrede britiske. Dog udviklede de A7V Stürmpanzerkraftwagen i 1918 – et veritabelt 'landskib' med 18 mands besætning herunder en maskinmester. Kun tyve A7V blev fremstillet og hver var blevet døbt ved afleveringen^[13].

[redigér] Danmark under 1. verdenskrig

Danmarks mål var så vidt muligt at forholde sig neutralt under 1. verdenskrig. Gennem opretholdelsen af en streng neutralitet håbede man at kunne forhindre at blive indblandet i krigen. Udenrigsminister Erik Scavenius var hovedmanden bag denne politik under krigen. Danmark indkaldte en sikringsstyrke til at sikre Danmarks neutralitet. 40.000 soldater beskyttede hovedstaden og 10.000 beskyttede Jylland. Den danske marine havde moderne fartøjer og minerede de danske farvande som et led i neutralitetsbestræbelserne^[14].

Mange danskere blev nyrige under første verdenskrig på at sælge selvdøde heste og andet dubiøst kødaffald til Tyskland. De blev nedsættende betegnet som gullaschbaroner da de strøede om sig med penge uden at have klasse. ^[14]

Et tragisk dansk kapitel i 1. verdenskrig var de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær pga. Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side. Endvidere mistede 722 danske søfolk og fiskere livet, når de stødte på miner udlagt i bl.a. Nordsøen eller blev sænket af tyske ubåde.^[15] Ved Marselisborg Slot i Århus er der rejst et mindemonument med 4.140 navne på faldne i 1. verdenskrig.

Sønderjyden Christian Johannsen fløj en Albatros D.III i de kejserlige Fliegertruppen og nedskød tre franske, 1 britisk, 1 italiensk og 1 amerikansk fly.^[16] Luftskibsbasen i Tønder blev i 1918 bombet af britiske hangarskibsfly.^[17]

[redigér] Tabstal for 1. verdenskrig

Deltagende soldater: 70 mio. Faldne soldater: 9 mio. Sårede og invaliderede soldater: 22 mio. Savnede soldater: 5 mio. ^[18]

[redigér] Ententemagterne

Samlede antal dræbte soldater cirka 5.700.000.

• Belgien: 43.000
• Britiske imperium:
  • Australien: 62.000
  • Canada: 65.000
  • Indien: 25.000
  • Newfoundland: 1.254
  • New Zealand: 16.000
  • Sydafrika: 9.500
  • Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland: 815.000 (35.000 fra Irland)
• Frankrig: 1.398.000 (heraf fra de franske kolonier: 100.000)
• Grækenland: 26.000
• Italien: 651.000
• Japan: 415
• Montenegro: 3.000
• Portugal: 7.200
• Rumænien: 250.000
• Russiske Kejserrige: 1.800.000
• Serbien: 275.000
• USA: 116.708

[redigér] Centralmagterne

Soldater dræbt: ca. 4.000.000 ^{[Kilde mangler]}

• Bulgarien: 87.500
• Tyske kejserrige: 2.037.000
• Osmanniske Rige: 800.000
• Østrig-Ungarn: 1.100.000
• 30.000 danskere fra Sønderjylland var tvunget til at deltage på tysk side. Heraf omkom ca. 4.000.

[redigér] Civile dræbte: ca. 6.500.000

• Armenien: 1.150.000
• Belgien: 30.000
• Bulgarien: 275.000
• Danmark: 722 (fiskere og søfolk)^[15]
• Frankrig: 40.000
• Grækenland: 132.000
• Norge: 1.900 (civile søfolk)
• Rumænien: 275.000
• Russiske Kejserrige: 2.000.000
• Serbien: 950.000
• Storbritannien: 31.000
• Tyske kejserrige: 760.000
• Osmanniske Rige: 1.000.000
• Østrig-Ungarn: 300.000

[redigér] 1. verdenskrig i litteratur og kunst

1. verdenskrig er kunstnerisk interessant, fordi mange af de unge mænd der kom til at kæmpe i den oplevede en stor desillusion i forhold til deres idealer og fremskridtstro op til krigen. Denne desillusion kommer i høj grad til udtryk i de mange skildringer af denne moderne krigserfaring i litteratur og billedkunst. Enkelte, som fx Ernst Jünger, beskrev dog tidligt krigen som en først og fremmest heroisk handling.

[redigér] Billedkunst

• Otto Dix (adskillige malerier 1914-1926)
• Ernst Ludvig Kirchner (fx Selvportræt som soldat, 1915)
• Fernand Léger (fx Kortspillet, 1917)
• C.R.W. Nevinson (fx Machine-Gun, 1915)

[redigér] Litteratur

• Henri Barbusse: Ilden (1916)
• Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende (1932)
• Ernest Hemingway: In Our Time (1925), Farvel til våbnene (1929)
• Ernst Jünger: In Stahlgewittern (1920), Der Kampf als inneres Erlebnis (1922)
• Erich Maria Remarque: Intet nyt fra vestfronten (1929)
• Ludwig Renn: Krig (1928)

[redigér] Se også

• Mata Hari - Spion for Tyskland.
• Telegrammet fra Zimmermann - Tysk invitation til Mexico.
• Den Røde baron - Tysk flyveres.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: 1. verdenskrig

• Første Verdenskrig Links til artikler og materialer om begivenheder omkring krigens udbrud, forløb og afslutning. (På Modkraft.dk)
• Krigsbreve.dk er en "blog" hvor breve fra en sønderjysk krigdeltager offentliggøres i den takt, de blev skrevet.
• Første verdenskrig - de sønderjyske krigsdeltagere fokuserer på Sønderjyllands særlige rolle.
• Danmark og Sønderjylland under 1. verdenskrig 1914 - 1918
• Historisk gennemgang af 1. verdenskrig på dansk
• Det Store Opgør - Verdenskrigen 1914-18, oversat af Stig Jensen, 1967, Forlaget Skrifola, intet ISBN

[redigér] Fodnoter

LA-ikon

SOLDATER Der deltog mere end 70 millioner soldater i Første Verdenskrig. 13,4 millioner af dem var tyske eller deltog som soldater i den tyske hær. En lille del af dem var fra det nuværende Sønderjylland, som da var tysk. Formodentlig blev ca. 35.000 indkaldt fra det nuværende Sønderjylland til den tyske hær i løbet af krigen. De tyske soldater var mellem 17 og 49 år gamle, de yngste årgange havde knap forladt skolen, mens de ældre soldater ofte måtte forlade hustru, børn og arbejde. Der befandt sig sønderjyder i alle våbenarter og de kæmpede på alle fronter. Krigsdeltagelsen og krigsoplevelsen kunne derfor være meget forskellig fra person til person. Nogle kom til at deltage i det ene store slag efter det andet, mens andre uddannede rekrutter bag fronten eller holdt vagt i Tyskland. Men langt de fleste var ved infanteriet og tjente på Øst- eller Vestfronten. Her præsenteres en række af sønderjyske soldaterskæbner gennem et udvalg af deres egne breve og dagbøger. Denne del af hjemmesiden er under fortsat udbygning og man er meget velkommen til at bidrage med breve og dagbøger fra sønderjyske krigdeltagere. OM BREVENE OG DAGBØGERNE Generelt - Om soldaterbrevene og dagbøgernes funktion og begrænsninger. Renskrivning og læsning - Om principperne for renskrivning af brevene og læseråd. Ordliste - Oversigt og forklaringer på usædvanlige ord og forkortelser. SOLDATERBREVE OG DAGBØGER Campradt, Christian Clausen, Nicolai Henningsen, Iver Iversen, Otto Jacobsen, Christian Knust, Heinrich Kraack, Nicolai Møller, Jens H. Nissen, Friedrich Paulsen, Paul Har du feltpost og dagbøger? Hvis man har breve, dagbøger eller billeder fra sønderjyske krigsdeltager, er det muligt at få dem medtaget på denne side. På den måde kan man bidrage til at kaste yderligere lys over de sønderjyske soldaters skæbne i Første Verdenskrig. Kontakt webmasteren Første Verdenskrig 1914-18 08.05.07 Det længe opbyggende våbenkapløb og fjendtligsindede alliancer blandt Europas stormagter brød til sidst ud i krig i 1914. Aftrækkeren til konflikten var attentatet på Østrigs ærkehertug Frans Ferdinand ved Sarajevo (i det nuværende Bosnien), den 28. juni. Selvom en undersøgelse ikke var i stand til at fastslå den serbiske regerings (Peter I) meddelagtighed, sendte kejser Franz Josef af Østrig-Ungarn et ultimatum til Beograd den 23. juli. Det østrigsk-ungarske kejserrige, som anså det serbiske svar for utilfredsstillende, erklærede krig fem dage senere. Rusland (Nikolaj II) var forpligtet til at støtte Serbien og beordrede en generel mobilisering den 30. juli. To dage senere erklærede Tyskland (Wilhelm II), som var allieret med Østrig og Italien i Tripelalliancen, krig mod Rusland, og derefter den 3. august mod Frankrig (præsident Raymond Poincaré), som var i forbund med Rusland og Storbritannien i Tripelententen. Den 4. august erklærede Tyskland krig mod Belgien (Albert I) og invaderede dette land. Storbritannien (George V) kom Belgien til hjælp samme dag. (Italien nægtede at støtte Tyskland og Østrig-Ungarn, og gik til sidst ind i krig mod dem den følgende maj).    Tyskland og Østrig, som snart blev kaldt Centralmagterne, fik tilslutning af Tyrkiet den 2. november og af Bulgarien den 14. oktober 1915. Serbien, Rusland. Frankrig, Belgien og Storbritan-nien blev kendt som de allierede. Senere var aktive deltagere i krigen på allieret side Montenegro (5. august 1914), Japan (23. august 1914, Italien (23. maj 1915), Portugal (9. marts 1916), Rumænien (27. august 1915), USA (6. april 1917) og Grækenland (27. juni 1917). Endnu et dusin lande erklærede krig mod Centralmagterne, men bidrog ikke til kampene.    Kampene rasede rundt omkring i verden, men størstedelen af slagene fandt sted på Vestfronten i det nordlige Frankrig og Belgien; Østfronten langs grænserne til Rusland; den italienske front overfor Østrig-Ungarn; Balkanfronten i Serbien, Tyrkiet og Rumænien; den tyrkiske front i Egypten, Palæstina og Mesopotamien; Afrika; Kina; og til søs. Disse slag så oprindelsen til størstedelen af de kraftige våbensystemer i Anden Verdenskrig, især kamp-vogne, ubåde, fly og maskingevær og hurtig-skydende artilleripjecer.    Rusland var den første stormagt der forlod krigen, den 3. marts 1918. Bulgarien overgav sig den 29. september, Tyrkiet den 31. oktober, og Østrig-Ungarn den 3. november. På vestfronten fik to enorme allierede offensiver, indledt den 26. og 27. september, de tyske arméer til at smuldre efter mere end fire års dødvande. Kejser Wilhelm II abdicerede den 9. november og dage senere sluttede en våbenhvile kampene. En række af traktater, underskrevet i 1919, bragte fred til Europa. I alt kostede Første Verdenskrig næsten 10.000.000 døde og omkring 20.000.000 sårede. Stormagternes tab var: ALLIEREDE - Dræbte Sårede Storbritannien 947.000 3.122.000 Frankrig 1.385.000 3.044.000 Rusland 1.700.000 4.950.000 Italien 460.000 947.000 USA 115.000 206.000 CENTRALMAGTERNE - Dræbte Sårede Tyskland 1.808.000 4.247.000 Østrig-Ungarn 1.200.000 3.620.000 Tyrkiet 325.000 400.000 Vestfronten Liége, 1914 Mulhouse, 1914 Haelen, 1914 Namur II, 1914 Frankrigs grænser, 1914 Lorraine, 1914 Ardennerne I, 1914 Charleroi, 1914 Mons II, 1914 Guise, 1914 Le Cateau, 1914 Marne-floden I, 1914 Ourcq-floden, 1914 Moselle-floden, 1914 Aisne-floden I, 1914 Artois I, 1914 Antwerpen II, 1914 Ypres I, 1914 Champagne I, 1914-15 Neuve-Chapelle, 1915 Ypres II, 1915 Artois II, 1915 Champagne II, 1915 Artois-Loos, 1915 Verdun, 1916 Fort Douaumont, 1916 Fort de Vaux, 1916 Somme-floden I, 1916 Arras II, 1917 Vimy Ridge, 1917 Aisne-floden II, 1917 Messines, 1917 Ypres III, 1917 Passchendaele, 1917 Cambrai, 1917 Somme-floden II, 1918 Lys-floden, 1918 Aisne-floden III, 1918 Chateau-Thierry, 1918 Cantigny, 1918 Belleau-skoven, 1918 Noyon-Montdidier, 1918 Marne-floden II, 1918 Champagne/Marne-floden, 1918 Aisne-Marne floderne, 1918 Amiens, 1918 Saint-Mihiel, 1918 Meuse-floden/Argonne-skoven, 1918 Cambrai/Saint-Quentin, 1918 Østfronten Gumbinnen, 1914 Stallupönen, 1914 Galizien, 1914 Krasnik, 1914 Gnila Lipa-floden, 1914 Lemberg I, 1914-15 Rava Russkava, 1914 Przemysl, 1914-15 Tannenberg II, 1914 Masuriske Søer I, 1914 Vistula-floden/Warszawa, 1914 Lódz, 1914 Masuriske Søer II, 1915 Gorlice-Tarnów, 1915 Warszawa III, 1915 Naroch-søen, 1915 Kovel-Stanislav, 1916 Lemberg II, 1917 Riga II, 1917 Italienske front Isonzo-floden I-XI, 1915-17 Asiago, 1916 Caporetto, 1917 Piave-floden, 1918 Vittorio Veneto, 1918 Balkanfronten Jadar-floden, 1914 Rudnik-højdedragene, 1914 Gallipoli, 1915-16 Serbien, 1915 Salonika II, 1915-18 Rumænien, 1916-17 Tyrkiske front Sarikamis, 1914-15 Kut-al-Imara I, 1915 Ctesiphon III, 1915 Kut-al-Imara II, 1915-16 Erzurum-Erzincan, 1916 Rumani, 1916 Baghdad IV, 1917 Gaza II, 1917 Ramadi, 1917 Gaza III, 1917 Megiddo III, 1918 Sharqat, 1918 Afrika Windhoek, 1915 Rufiji-floden, 1917 Kina Tsingtao, 1914 Krigen til søs Helgoland-bugten, 1914 Coronel, 1914 Falklandsøerne, 1914 Doggerbanken II, 1915 Atlanterhavet I, 1915-17 Dardanellerne, 1915 Jylland, 1916 for at høre nærmere - tryk her.

 

 

 

1920-1929

Den Store Depression, eller blot Depressionen, var en dramatisk og verdensomspændende recession, som i de fleste steder begyndte i 1929 og sluttede på forskellige tidspunkter i 1930’erne, alt afhængig af, hvilket land der er tale om. Det var den største og hidtil vigtigste økonomiske depression i verdenshistorien. Depressionen begyndte i USA og spredte sig herefter til resten af verden. Depressionens omfang blev med blandet succes forsøgt stoppet med New Deal, da Franklin D. Roosevelt blev præsident i 1933.

Årsagen til depressionen er stadig til debat blandt økonomer og der er foretaget omfattende studier af de specifikke økonomiske begivenheder, som indtraf under depressionen. Ligeledes synes historikere heller ikke at kunne enes om andet end, at en vigtig faktor var krakket på Wall Street den 29 oktober, 1929 (Sorte Tirsdag). En mulig forklaring er dog, at den amerikanske centralbank har meget af skylden, eftersom den havde ført en særdeles ekspansiv pengepolitik i 1920’erne, og fordi en forøgelse af mængden af penge i et samfund altid vil føre til inflation. Denne inflation bevirkede, at der opstod et kreditbaseret boom indenfor både kapitalgoder og værdipapirer, som centralbanken først for sent forsøgte at stoppe, ved i 1928 at begrænse kreditgivningen til landets banker.

De hårdest ramte områder var USA og Tyskland, men også det øvrige Europa og Australien blev hårdt ramt. Resten af verden mærkede også følgevirkningerne af den økonomiske krise i vesten, da deres internationale handel naturligvis også ramtes af vesten svært forringede købekraft.

Indholdsfortegnelse [skjul] 1 Depressionen i USA 2 Det inflationære boom i 1920'erne 3 Præsident Herbert Hoover (1929-1933) 4 Depressionen i Tyskland 5 Videre læsning 6 Referencer

[redigér] Depressionen i USA

Krakket på Wall Street i 1929 er den traditionelle begyndelse for depressionen i USA. Den første følgevirkning var devalueringen af dollaren, hvorpå mange virksomheder måtte lukke og arbejdsløsheden blev stor. Der opstod snart den myte, at velstanden var mod vest og der var det til at få job, så perioden blev meget præget af en vandring mod de vestlige stater, hvor især Californien var eftertragtet.

[redigér] Det inflationære boom i 1920'erne

Det menes at perioden med højkonjukturer startede i Juli 1921 og sluttede 8 år efter i Juli 1929 ^[2]. I den periode blev pengemængden øget med i gennemsnit 7,7% pr. år. At pengemængden kunne øges så kraftigt skyldes hovedsageligt oprettelsen af Federal Reserve System i 1913 skulle sikre en elastisk pengemængde, så man ville undgå bankkonkurser som det sås i Panic of 1907.

Særligt var 2 hovedfaktorer medvirkende til det inflationære boom: 1) Kravet til egenkapitaen i forhold til udlånet blev mindre, og 2) den totale egenkapital voksede hos bankerne voksede. Andelen af tidsindskud (udlånet varer en bestemt periode) steg i forhold til andelen af anfordringer (kreditor kan gøre krav på at få gælden indbetalt øjeblikkeligt) steg. Anfordringer anses som mere sikre udlån, eftersom banken kan gøre krav på gælden med det samme hvis den kommer i likvide mangler, og derfor var kravet til egenkapitalen mindre. Den stigende andel af tidsindskud medførte således, at de gennemsnitlige krav til egenkapitalen blev mindsket, og dermed blev antallet af udlån øget i forhold til hvor mange penge banken i realiteten havde.

Stigningen i den totale egenkapital skyldes, at the Federal Reserve System købte statsobligationer og værdipapirer af bankerne og i stedet gav dem penge. Udlånene til banker til en kunstig lav rente (under markedsrenten) medførte, at bankernes finansieringsomkostningerne blev mindsket. Alle disse tiltag resulterede i, at bankerne lånte unaturligt mange penge ud til en kunstig lav rente. En af årsagerne til udvidelsen i pengemængden var, at England tabte mere og mere guld til USA, og Montagu Norman, leder af Bank of England, overtalte lederen af Federal Reserve Bank of New York Benjamin Strong til at sætte renten lavere, så det ikke blev så attraktivt at have guld i USA relativt til England.

Udvidelsen i pengemængden blev dog aldrig rigtig set som et problem, eftersom forbrugerprisindekset ikke steg, og man dermed opnåede prisstabilitet. ^[3] Den udvidede pengemængde gjorde godt nok pengene mindre værd, men det blev opvejet af, at man blev mere effektive til at producere i perioden, og dermed kunne mindske omkostningerne og priserne. Men selvom BNP voksede, var det jf. Austrian Business Cycle Theory bygget på et falsk grundlag, eftersom det var printede penge og ikke virkelig opsparing, der blev udlånt. Den lave rente gjorde det muligt for forretningsfolk at lave misinvesteringer, da de blev manipuleret til at tro, at økonomien var sundere end den i virkeligheden var. Dermed begyndte de på alt for mange projekter, og aktionærerne spekulerede ivrigt, da det var nemt at låne penge, samt at, virksomhederne så ud til at være sunde.

 

[redigér] Præsident Herbert Hoover (1929-1933)

Herbert Hoover er i historisk sammenhæng kendt som en laissez-faire præsident, men fakta er dog noget anderledes. ^[4] I starten af hans præsidentperiode forsøgte han sig med møder med forretningsfolk og ledere i industrien, og opfordrede dem til ikke at sænke lønnen, da han mente det ville mindske lønmodtagernes købekraft, som så ville forværre krisen. Det fik bl.a. Henry Ford til at hæve lønningerne, på trods af depressionen, for hans ansatte ^[5]

Mens førnævnte aktion var frivillig, blev de næste af hans aktioner bygget på mere direkte statlig indblanding. Med Smoot-Hawley Tariff Act i 1930, hævede han tolden på importerede varer, hvilket bl.a. resulterede i at en stor del af verden førte protektionisk politik. ^[6] I 1932 kom Federal Home Loan Bank Act, som var en statslig udlånsinstution, der skulle gøre det nemmere at få lån til at købe hus. Herbert Hoover var bestemt ikke begejstret over den stigende arbejdsløshed, hvilket han forsøgte at løse ved at begrænse indvandringen, så arbejdsløsheden blandt amerikanere ikke steg. Han forsøgte ligeledes at løse den stigende arbejdsløshed ved at gøre det sværere for arbejdsgiverne at fyre deres ansatte. Derudover var det nærmest en mærkesag for Hoover at sikre gode vilkår for landmændende, og således etablerede han i 1929 The Federal Farm Board, der skulle udlåne penge til landmændende, samt fungerede som et kartel, hvor de landmændende kunne aftale solgte mængder.

De offentlige udgifter blev kraftig forøget i perioden 1929-1931, mens de faldt en smule 1932, bl.a. grundet faldet i BNP. Samlet set blev de offentlige udgifter i forhold til det private produkt næsten fordoblet i perioden fra ca. 15 % til 28 %. De stigende offentlige udgifter forsøgte man at finansiere ved i 1932 at hæve marginalskatten fra 25 % til 63 %. Boligskatten blev fordoblet, og selskabskatten steg ligeledes. Derudover kom en skat på alle bank checks, hvilket ifølge økonomer William D. Lastrapes og George Selgin fik pengemængden til at blive mindre. ^[7]

Det kan dermed konkluderes, at præsiden Hoover i daværende tid, var den præsident der havde øget statens indflydelse mest, og var alt andet end laissez-faire præsident. Nedenstående citat af Hoover på The American Bankers’ Association i 1930 udtrykker meget vel hans holdning til hvorledes staten skal blande sig i markedet.

The Government has expanded public works, assisted in credit to agriculture,and has restricted immigration. These measures have maintained a higher degree of consumption than would otherwise have been the case. ^[8]

Ovenstående citat er typisk keynesiansk tankegang om at øget forbrug vil stimulere økonomien og sørge for at man undgår en recession. Det høje offentlige forbrug og den stigende gæld fik (ironisk nok) kommende præsident Roosevelt kritiserede ham i valgkampen for at bruge alt for mange penge ^[9] . Men i sidste ende må det vurderes, at hans politik ikke hjalp, eftersom BNP faldt kraftigt og arbejdsløsheden nåede op på 23,2 % i 1932 i forhold til 3,2 % i 1929 ^[10]

[redigér] Depressionen i Tyskland

Efter Wall Street-krakket i 1929 blev de amerikanske banker tvunget til at tilbagekalde mange af deres lån, herunder de lån de havde givet til Tyskland for at landet kunne betale de krigsskadeserstatninger de var blevet påtvunget efter 1. verdenskrig. Dette hjalp til at arbejdsløsheden ramte 25 % i 1932. Den tyske regering turde ikke øge det offentlige forbrug for at bøde på dette af frygt for at hyperinflationen fra 1920'erne skulle vende tilbage. Regeringens manglende handling medførte at befolkningen blev utilfreds og regeringen spillede således en vigtig rolle i at Adolf Hitler og nazistpartiet kunne få magten.

[redigér] Videre læsning

Den store depression i 1930erne var den værste økonomiske krise USA oplevede i 1900-tallet. En ny undersøgelse publiceret i tidsskriftet 'Proceedings of the National Academy of Science' har set på folkesundheden under de værste kriseår 1930-1933.

Ifølge de to forskere José A. Tapia Granados og Ana V. Diez Roux fra University of Michigan faldt dødeligheden, mens krisen var værst. De mener også, at den forventede levealder steg, og at folkesundheden ikke blev svækket.

»Vore resultater er det modsatte af, hvad man skulle forvente. De fleste forventer jo, at perioder med høj arbejdsløshed går ud over helbredet,« siger Tapia Granados i en pressemeddelelse.

I den dugfriske undersøgelse viser forfatterne, at der var et fald i dødeligheden for alle aldersgrupper i årene 1930-1933. Faldet gælder begge køn og forskellige etniske grupper.

Færre ulykker

Flere undersøgelser peger i samme retning. Fra Norge er det kendt, at folkesundheden blev bedre på nogle områder under den tyske besættelse - formodentligt på grund af, at mange blev nødt til at leve sundere.

En lignende effekt kan ses i økonomiske nedgangstider. Blandt andet viser forskningen, at kriser giver færre dødsfald i trafikken på grund af, at folk kører mindre i bil.

Samtidig er der mange forskningsresultater som viser en sammenhæng mellem arbejdsløshed og øget hyppighed af dødelige sygdomme.

Flere selvmord

Den nye undersøgelse af forholdene i USA fra 1930 til 1933 viser, at antallet af dødsfald som følge af trafikulykker gik ned.

Det samme gjaldt dødsfald som følge af tuberkulose. Nedgangen for tuberkulose skal imidlertid ses i sammenhæng med en længere tendens, hvor sygdommen gik kraftigt tilbage gennem hele mellemkrigstiden, uafhængigt af den økonomiske udvikling.

Forskerne har også set på hjerte- og karsygdomme, kræft, lungebetændelse og andre sygdomme og fundet ud af, at folkesundheden ikke blev svækket på trods af, at økonomien lå i ruiner og arbejdsløsheden steg til over 20 procent. Den eneste markante faktor i negativ retning, som de to forskerne har fundet, er en stigning i hyppigheden af selvmord.

Mindre stress

LÆS OGSÅ

Du bliver syg af at miste jobbet Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne?

Tapia Granados og Roux har ikke lagt vægt på mulige eftervirkninger i årene efter krisen i 1930-1933. Deres undersøgelse føjer sig imidlertid til en række af forskningsresultater, som viser, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem økonomiske kriser og dårlig folkesundhed.

Nogle peger på, at folkesundheden kan påvirkes positivt af økonomiske nedgangstider. Der har været henvist til, at folk drikker og ryger mindre i krisetider, og at de får mere søvn og udsættes for mindre stress.

Øget forurening og hyppigere arbejdsrelaterede ulykker er derimod knyttet til økonomisk fremgang. Nogle mener også, at økonomisk fremgang falder sammen med social isolation og mindre støtte fra omgivelserne.

Vanskelige sammenhænge

Professor i socialmedicin ved Universitetet i Oslo, Gunnar Tellnes, siger at det er vanskeligt at udtrække klare konklusioner om årsag og virkning, når det gælder økonomiske tendenser og sundhed. Han peger på, at offentligt talmateriale fra forskellige lande ofte er behæftet med fejl, og at man bør være varsom med at sammenligne mellem forskellige lande, selv når det drejer sig om nyere data.

»Den nordiske velfærdsmodel tager hånd om folk på en helt anden måde i nedgangstider end i et land som USA, hvor en stor del af befolkningen for eksempel ikke er omfattet af sygeforsikring,« siger Tellnes til forskning.no.

Nogle forskere har valgt at fokusere på hurtige stigninger i arbejdsløsheden som et udtryk for krise snarere end at vægte vedvarende højt niveau af ledighed. Tanken er, at det er når arbejdsløsheden stiger hurtigt, at mennesker kastes ud i en krise.

En stor undersøgelse, præsenteret i det medicinske tidsskrift 'The Lancet' tidligere i år, fandt en klar sammenhæng mellem hurtige stigninger i arbejdsløsheden og hyppigere dødsfald som følge af selvmord og alkoholmisbrug.

Kan beskytte

Holdet bag den undersøgelse kiggede på 26 EU-lande i perioden 1970-2007. Ifølge undersøgelsen var der et fald i antal dødsfald som følge af trafikulykker og en stigning i antal drab under økonomiske nedgangstider.

Det er imidlertid muligt for myndighederne at sætte ind med tiltag, som hjælper.

Et vigtigt resultat var, at lande som Sverige og Finland - som har gode sociale ordninger og omfattende arbejdsmarkedstiltag - ikke oplevede den stigning i selvmord som andre lande, da de to lande oplevede en stærk stigning i arbejdsløsheden i begyndelsen af 1990erne.

Offentlige tiltag for at holde folk i beskæftigelse, tiltag for at hjælpe arbejdsløse økonomisk og tiltag for at få arbejdsløse hurtigt i arbejde, kan være vigtige faktorer, mener forfatterne bag undersøgelsen i 'The Lancet'.

 

Referencer og links

José A. Tapia Granados and Ana V. Diez Roux: "Life and death during the Great Depression", Proceedings of the National Academy of Science, publiceret "online before print" 28. september 2009. DOI: 10.1073/pnas.0904491106 David Stuckler, Sanjay Basu, Marc Suhrcke, Adam Coutts and Martin McKee: "The public health effect of economic crises and alternative policy responses in Europe: an empirical analysis", The Lancet, udgave nr. 9686, vol. 374, 25. juli 2009. DOI: 10.1016/S0140-6736(09)61124-7 Andreas Lundin and Tomas Hemmingsson:"Unemployment and suicide," kommentar i The Lancet 25. juli 2009. DOI: 10.1016/S0140-6736(09)61202-2 Læs også på videnskab.dk: Du bliver syg af at miste jobbet Hvad er forskellen på finanskrisen nu og i 1930erne?  Finanskrisen giver færre hajangreb  Vil finanskrisen ramme mig?  Hvorfor kan jeg ikke mærke finanskrisen

 

 

Adolf Hitler blev født den 20. april 1889 i en lille østrigsk landsby, Braunau tæt på grænsen til Bayern i Tyskland. Han var søn af Alois Hitler (1837-1903) og Klara Pölzl (1860-1907). Alois Hitler arbejdede ved det østrigske toldvæsen, og opnåede gennem hårdt arbejde en god stilling. De blev gift i 1885, efter at faderen var blevet enkemand for anden gang. Alois' to børn, Alois jr. og Angela overværede brylluppet. Klara var gravid på det tidspunkt. Klara fik tre børn, som alle døde, inden Adolf blev født i 1889. Faderen var temperamentsfuld og irritabel, mens moderen var mild og eftergivende. Forståeligt i betragtning af, at hendes tre tidligere børn var døde som små. I 1893 fødte hun sit femte barn, sønnen Edmund.

I 1895 begyndte den 6-årige Adolf Hitler i en landsbyskole i nærheden af Linz i Østrig. Faderen blev pensioneret samme år, men han havde tilsyneladende problemer med at forsone sig med pensionisttilværelsen. Hans strenge behandling af børnene førte til, at den 14-årige Alois jr. løb hjemmefra. Året efter fødte moderen sit 6. og sidste barn, Paula (1896-1960). Familien flyttede flere gange i denne periode, og i nogle år gik Adolf i en katolsk skole på et benedictinerkloster. Han havde efter sigende en smuk sangstemme og sang i koret, og han har fortalt, at messerne og de katolske ceremonier gjorde stort indtryk på ham. I 1899 ramte endnu en ulykke hjemmet: Adolfs lillebroder Edmund døde 6 år gammel af mæslinger.

I 1900 sendte faderen Adolf til den videregående skole i Linz. Han blev aldrig nogen god elev, og hans skoleresultater var utilfredsstillende. Han blev beskrevet som doven, ukoncentreret og uden disciplin. Han måtte gå det første år om på grund af dårlige resultater i matematik og naturhistorie. Adolf skriver senere i Mein Kampf, at faderen ønskede, at Adolf skulle kvalificere sig til at få arbejde i den ofentlige forvaltning som han selv, mens Adolf selv ønskede at blive kunstner. Faderen var som østrigsk embedsmand glødende tilhænger af det habsburgske monarki. Måske i trods hertil følte den rebelske Adolf sig tiltrukket af den tyske nationalisme og læste med begejstring om tyske helte som Bismark og Frederik den Store. 12 år gammel overværede Adolf en opera af Richard Wagner og blev betaget både af den tyske musik, de hedenske myter og de gamle konger og ridderes kamp mod de onde kræfter.

I januar 1903 døde faderen pludselig, og den 13-årige Hitler var nu familiens mandlige overhoved. Han klarede sig fortsat dårligt i skolen, som han med moderens tilladelse forlod i 1905 uden den afsluttende eksamen. Fra han forlod skolen i 1905 og indtil moderens død to år senere, lavede Adolf tilsyneladende intet fornuftigt udover at dagdrømme om at blive kunstner. I foråret 1906 opholdt Adolf sig to uger i Wien, hvor han gik i teater og operaen.

Året efter i 1907 rejste Adolf igen til Wien; denne gang for at uddanne sig på kunstakademiet. Han blev imidlertid ikke antaget, da man ikke fandt hans evner tilstrækkelige. Han modtog meddelelse om, at hans moder Klara lå for døden, og han rejste straks hjem. Han viste stor omsorg for moderen, som imidlertid døde kort tid efter.

Efter moderens død rejste Adolf tilbage til Wien. Han havde så mange penge efter sine forældre, at han kunne leve komfortabelt uden at arbejde. Han forsøgte at komme ind på arkitektskole, men blev afvist på grund af den manglende eksamen.

Hitlers (eneste) barndomsven fra Linz, August Kubizek flyttede til Wien, og de boede sammen på et værelse i en periode. Kubizek fortæller, at Hitler virkede ustabil og havde et forfærdeligt temperament. Hitler forsøgte igen i efteråret 1908 at blive optaget på kunstakademiet, men blev også denne gang afvist og fik ikke engang lov til at deltage i adgangsprøven, da de prøver, han indleverede til bedømmelse, blev fundet utilfredsstillende. Kubizek derimod blev optaget på konservatoriet og begyndte at studere musik. Hitler brød snart med vennen. Da Kubizek vendte tilbage til Wien efter to måneders militærtjeneste, var Hitler flyttet fra deres fælles værelse uden at efterlade nogen ny adresse. Hitler havde ikke brug for sin ven og forsøgte aldrig siden at komme i forbindelse med ham.

De følgende år levede Hitler alene og flyttede fra værelse til værelse. Skønt pengene var små, forsøgte han ikke at få et regulært arbejde. Han klarede sig bl.a. ved at tigge penge af folk og sov undertiden på bænke i byens parker. Han boede et par år på et hjem for hjemløse. Han opdagede, at han kunne leve af at male motiver fra byen og sælge dem til turister og andre. En anden beboer på hjemmet, Reinhold Hanish var agent for Hitler og solgte hans malerier. Hitler, som elskede at diskutere politik, blev uvenner med Hanish, som han beskyldte for at stjæle fra sig, og det endte med, at Hanish kom en uge i fængsel. (I 1938 lader Hitler Hanish myrde, efter at denne havde givet oplysninger til pressen om ham). Hitler begyndte nu selv at sælge sine malerier til kunstforretninger i byen. Hitler læste meget i den periode, aviser og politiske skrifter, og han lånte mange bøger fra biblioteket om tysk historie og nordisk mytologi. Hans omgangskreds var udelukkende mænd, og kvinder syntes ikke at interessere ham.

Efter at have overværet en protestmarch af socialdemokratiske arbejdere begyndte Hitler at studere partiet og arbejderbevægelsen. Han blev imponeret over deres evne til at organisere store demonstrationer med optog og symboler, ligesom det gik op for ham, hvor kraftigt et politisk våben terror, frygt og propaganda er. Flere af byens partier var nationalistiske og antisemitiske. På det tidspunkt var omkring 10% af byens 2 millioner indbyggere jøder, og i modsætning til jøderne i Linz gik mange af disse i traditionel etnisk klædedragt. I Mein Kampf [MK side 62-71] beskriver Hitler, hvorledes han gradvis skiftede syn på jøderne. Han begyndte at studere antisemitisk litteratur, som var tilgængelig i store mængder. Han begyndte også at studere jøder, som han mødte i byen: "...jo mere jeg så, jo tydeligere adskilte de sig i mine øjne fra resten af menneskeheden..." Ikke desto mindre fortsatte Hitler med at afsætte sine malerier til jødiske butikker, ligesom han var ven med Josef Neumann, som var jøde. Men hadet til jøderne var plantet i hans sind og skulle snart slå ud i lys lue. I Wien fik Hitler også den overbevisning, at marxismen var folkets fjende, som forførte arbejderen til unational tænkning. Dissse overbevisninger udviklede sig over tiden til rene tvangsforestillinger hos ham.

I 1913 forlod Hitler Wien og rejste til München, da han håbede på den måde at slippe for at blive indkaldt til det østrigske militær. Da det østrigske politi blev klar over, at Hitler var taget til München, fik han i 1914 besked på at melde sig til militærtjeneste, men på sessionen blev han kasseret pga fysisk uegnethed. (Da Hitler blev rigskansler, forsøgte han forgæves at få Gestapo til at opspore de mindre flatterende militærpapirer.) 24 år senere skulle Adolf Hitler vende tilbage til Wien i triumf som befrier og som führer over det tyske rige. I München genoptog Hitler sin levevej med at male og sælge billeder af byens seværdigheder. Tiden blev tilbragt på caféer og knejper, hvor man diskuterede politik.

Den 1. august 1914 deltog Hitler i en forsamling på Odeonplatz i München, hvor han sammen med en tusindtallig oprømt skare fejrede, at Tyskland havde erklæret krig mod Rusland. To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Hitler beretter efterfølgende i Mein Kampf [MK side 169], at han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte, fordi den skænkede mig den lykke at få lov til at opleve denne tid". Han så her en mulighed for at komme ud af sin triste og udsigtsløse tilværelse. Hitler kom til et bayersk regiment, det såkaldte Listregiment, hvor han mødte Rudolf Hess og andre, som siden skulle blive hans nære medarbejdere.

Efter en kort militær uddannelse blev han sendt til fronten, hvor han gjorde tjeneste som ordonnans. Her i de mudrede skyttegrave fandt Adolf Hitler meningen med livet efter år med usikkerhed, ensomhed og fattigdom i kampen for sit nye fædreland (Han blev dog først tysk statsborger i 1932). Alle forventede, at krigen ville blive kortvarig, men i stedet skulle den koste millioner af soldater livet - næsten en hel generation af unge mænd gik tabt.I oktober 1914 faldt eller såredes 2500 af omkring 3000 mænd i Hitlers regiment, mens Hitler selv slap uden en skramme. Under fire års tjeneste som ordonnans, hvor han ofte bevægede sig i de mest udsatte positioner, blev han kun såret to gange. I oktober 1916 blev han ved Somme ramt i benet af en granatsplint og måtte tilbringe nogen tid på hospital. Han blev rystet over den antipati og antikrigsstemning, han oplevede blandt civilbefolkningen i Berlin og München, og han gav jøderne og marxisterne skylden for at konspirere med fjenden og underminere befolkningens moral. I marts 1917 var han tilbage ved fronten. I slutningen af juli 1918 deltog Hitlers regiment i den sidste store tyske offensiv, som kollapsede i august, og det var klart, at krigen var tabt. I august 1918 modtog Hitler jernkorset af 1. grad, hvilket var usædvanligt for en soldat med hans lave rang. På trods af sine fortjenester og gode soldaterpapirer forblev han underkorporal, idet hans overordnede mente, at han ikke havde de fornødne lederegenskaber til at blive forfremmet. I oktober 1918 blev han midlertidig blindet ved et britisk gasangreb og indlagt på et lazaret i Vorpommern. Krigslykken havde vendt for de tyske styrker, og rygter om snarlig overgivelse svirrede i luften. Den 10. november 1918 fik han af en præst at vide, at krigen var afsluttet. Hitler beskrev sine kaotiske følelser i Mein Kampf [MK side 213] således: "De dage, der fulgte, var forfærdelige, og nætterne værre endnu - jeg vidste, at alt var tabt.. i disse nætter voksede hadet til ophavsmændene til denne dåd." Det var ikke militæret, han tænkte på, men politikerne, socialisterne, kommunisterne og ikke mindst jøderne.

Efteråret 1917 havde Tyskland opnået den endelige sejr på østfronten, og sommeren 1918 syntes at skulle bringe det længe ventede gennembrud på vestfronten. I Løbet af foråret lykkedes det tyskerne at gennembryde skyttegravssystemet og trænge frem til linien Amiens-Compiegne-Marne. I juli 1918 gik offensiven totalt i stå, og med støtte af de amerikanske tropper foretog general Foch et resultatrigt modangreb. Situationen var desperat. Den effektive britiske blokade gjorde, at den tyske civilbefolkning sultede. Rationerne var på mindre end 1000 kalorier om dagen, og omkring 750.000 var døde af sult eller fejlernæring. To millionerer dræbte og næsten fem millioner sårede. De franske og britiske tropper gjorde stadig mere modstand. Tysklands allierede, Tyrkiet, Bulgarien og Østrig-Ungarn havde undertegnet en våbenstilstandaftale. Økonomien lå i ruiner, og der var politisk uro i landet. Den øverste hærledelse fastslog, at krigen var tabt og bad politikerne om at søge våbenstilstand. I oktober 1918 blev den tyske generalstabschef Erich Ludendorff klar over, at de allieredes fredsbetingelser var fuldstændig underkastelse, hvorefter han slog slog om og krævede krigen fortsat til den bitre Ende. Men så greb befolkningen ind, og den 29. oktober begyndte et flådeoprør i Wilhelmshaven, og den 9. november var revolutionen nået til Berlin. Folket vilde have fred. Forhandlingerne mellem de to sider blev afsluttet med indgåelse af en våbenstilstandsaftale den 11. november 1918.

Desværre indrømmede den tyske generalstab aldrig, at krigen i realiteten var tabt, og at våbenstilstanden var en nødvendighed. Følgelig bredte der sig den forestilling, at den tyske hær ikke blev slået på slagmarken, men at de hjemlige politikere havde dolket den i ryggen, den såkaldte "dolkestødslegende". Denne forestilling blev meget populær blandt personer, der som Hitler ikke kunne eller ville acceptere det tyske nederlag. De tyske politikere, som underskrev våbenstilstandsaftalen, blev efterfølgende omtalt som de "novemberkriminelle".

Kejser Vilhelm II abdicerede og flygtede til udlandet, hvilket markerede afslutningen på "Det 2. Rige", som var blevet grundlagt af Bismark i 1871. Forholdene især i de større byer var kaotiske, og Tyskland var på randen af revolution. Mraxistiske grupper proklamerede, at den russiske revolution havde bredt sig til Tyskland. De blev kraftigt imødegået af højreorienterede, nationalistiske grupper. De mest yderliggående - formentlig ekssoldater - jagtede kommunister og socialister i Berlin og München, og mange blev dræbt. Det udviklede sig ikke til en egentlig revolution, især fordi det dominerende socialdemokrati alene ønskede en demokratisk republik, men bl.a. Hitler, som ønskede revolutionen, opfattede og omtalte efterfølgende denne periode som Novemberrevolutionen.

Hitler var formelt set stadig i hæren, men han var meget bekymret for at blive hjemsendt, da han uden faglig eller boglig uddannelse ville have svært ved at klare en civil tilværelse. På den anden side var udsigterne i hæren næppe heller gode, da den forestående fredsafslutning efter al sandsynlighed ville medføre en drastisk reduktion af den tyske hær. Han opholdt sig indtil videre på sin kaserne i München. I begyndelsen af 1919 kom en yderliggående, kommunistisk gruppe til magten i Bayern, og det udviklede sig til et sandt terrorstyre. De tyske officerer havde fået løfte om at kunne beholde deres rang i hæren, hvis de medvirkede til at opretholde ro og orden.

I juni 1919 sendte hæren ham på et såkaldt "statspolitisk informationskursus" på universitetet i München. Her oplevede Hitler formentlig for første gang styrken af sine agitatoriske virkemidler. Han beskriver i Mein Kampf, at han på kurset beder om ordet, efter at en af de andre kursusdeltagere havde udtalt sig for jøderne. Hitler talte så overbevisende imod jøderne, at et overvældende flertal af kursisterne tilsluttede sig Hitlers synspunkter. Løjtnant Karl Mayr fra det bayerske Reichwehr overværede diskussionen og blev så imponeret, at han efterfølgende sørgede for, at Hitler "blev ansat som" efterretningsmand. (Karl Mayr døde i Buchenwald koncentrationslejr i 1945). Hitlers opgave var som så mange andre informanter på det tidspunkt at fremskaffe oplysninger om marxister og socialister, og om muligt forsøge at infiltrere disse grupper. I august 1919 fik Hitler til opgave at undervise (indoktrinere) tilbagevendte krigsfanger om kommunismens og pacifismens farer. Ved denne lejlighed afleverede han også tirader mod jøderne, og hans overordnede gav ham karakteristikken "den fødte taler".

Efter ordre fra Mayr overværede Hitler den 12. september 1919 et møde arrangeret af Deutsche Arbeiter Partei, DAP. Mødet, som havde en snes deltagere, foregik i baglokalet til en ølstue, Hitler var i civil. En af talerne foreslog, at delstaten Bayern skulle løsrive sig fra Tyskland og slutte sig til Østrig. Dette ophidsede åbenbart Hitler, som afleverede en flammende tale mod forslaget: "med det resultat, at den ærede taler, inden jeg var færdig, forlod lokalet som en våd hund" [MK side 227]. Anton Drexler, en af partiets stiftere og ledere, opfordrede Hitler til at komme igen og gav ham en politisk pamflet, der beskrev partiets politik. Da Hitler læste den, fandt han mange synspunkter, som han delte: nationalisme, promilitarisme, antisemitisme og et parti, som bestod af arbejdere. Nogle dage senere blev Hitler inviteret til et bestyrelsesmøde, hvilket han gik til. Hitler skriver siden i Mein Kampf [MK side 230], at "...bortset fra nogle ledende grundsætninger, var der ingenting, intet program, ikke noget flyverblad, overhovedet ikke noget trykt, ingen medlemskort, ikke engang et fattigt stempel, kun tydelig god tro og god vilje." På trods heraf - eller måske på grund heraf - så Hitler nogle muligheder i partiet, og det endte med, at han meldte sig ind i partiet, og blev straks udpeget til at deltage i ledelsen.

Adolf Hitler, som bortset fra sin tjeneste under 1. verdenskrig, aldrig havde haft et regulært job, kastede sig ind i partiarbejdet med stor energi. Incl. ledelsen på 7 personer havde partiet omkring 50 medlemmer. Hitlers hovedopgave blev at forestå partiets agitation for at hverve flere medlemmer. Man udarbejdede invitationer og lavede plakater, dog uden større udbytte. Et møde blev annonceret i en antisemitisk avis, og omkring 100 deltog. Hitler holdt en tale, som overraskede alle med sin meget emotionelle form, og der blev indsamlet et beløb til partiet på 300 DM. Fra det tidspunkt var Hitler partiets attraktion på møderne. I sine taler rasede han mod Versailles-traktaten og beskyldte jøderne for alle Tysklands problemer. Han påstod også, at kommunisterne planlagde revolution i Tyskland, og han sidestillede dem med jøderne. Mange af de nye medlemmer var tidligere og nuværende soldater. Hitler fik hjælp i sine hvervebestræbelser af kaptajn Ernst Röhm, som senere skulle komme til at spille en væsentlig rolle i Hitlers vej mod toppen.

I februar 1920 foreslog Hitler, at partiet skulle holde sit første, offentlige massemøde. Han blev mødt med indvendinger om, at det var for tidligt, og at mødet formentlig ville blive saboteret af marxister. Hitler, som ikke havde noget imod en evt. konfrontation med marxisterne, insisterede, og mødet blev holdt i et stor sal i München med omkring 2000 deltagere. Da Hitler gik på talerstolen, blev han mødt med tilråb fra kommunister, men han påstår selv i Mein Kampf, at tilråbene døde hen, og at han fik megen bifald. Han gennemgik partiets 25 punkts program, som var udarbejdet af ham selv og Drexler. Det omfattede bl.a. samling af alle tyskere i et stortysk rige, forkastelse af Versailles-traktaten, krav om "lebensraum" til den tyske befolkning, borgerskab baseret på race (idet jøder ikke opfattes som tyskere), konfiskering af alle ikke-arbejdsindkomster, religionsfrihed (bortset fra religioner, som udgjorde en fare for den germanske race) og et stærkt, centraliseret styre. "Der blev tændt en ild, fra hvis flamme ville komme sværdet, som en dag ville genvinde friheden for den tyske (germanske) Siegfried og livet for den tyske nation."

I juli 1920 blev Hitler valgt til partiformand, mens Anton Drexler fik den betydningsløse titel "ærespræsident". Hitler blev klar over, at partiet eller bevægelsen manglede et symbol, og i sommeren 1920 valgte han hagekorset - swastika, som blev anbragt i en hvid cirkel på rød baggrund. Desuden ændredes partiet navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP. I december 1920 købte partiet ugeavisen Völkischer Beobachter. Ved udgangen af 1920 havde det omkring 3.000 medlemmer.

Nazistpartiet var centreret i München, som var en rotterede af ultra-højreeorienterede nationalister, som drømte om at knuse kommunismen og vælte det unge, tyske demokrati, som var centreret i Berlin. Siden nationalstatens oprettelse havde der i Bayern været modstand mod at blive regeret fra det prøjsiske og protestantiske Berlin, og de modrevolutionære grupper nød en vis beskyttelse fra politiet. I marts 1920 blev der oprettet en højrefløjsregering under Gustav von Kahr. I sommeren 1921 rejste Hitler til Berlin for om muligt at udbrede sin bevægelse til de nationalistiske grupperinger, som befandt sig her. Under hans fravær indgik NSDAP en alliance med en gruppe socialister fra Augsburg. Ved sin tilbagekomst bekendtgjorde en rasende Hitler, at han ville forlade partiet. Partiledelsen var klar over, at man ikke kunne klare sig uden Hitler, og han udnyttede situationen til at kræve formandskabet og få diktatoriske beføjelser. Ved en partiafstemning blev Hitlers krav imødekommet med 543 stemmer mod 1. På den næste samling blev Hitler præsenteret som partiets Führer (fører). Som flere gange senere havde Hitler spillet højt spil i en afgørende situation - og vundet.

Baggrunden for det såkaldte "ølstuekup" var Tysklands manglende evne til at betale den pådømte krigsskadeerstatning. Man havde anmodet om udsættelse, hvilket Frankrig nægtede og besatte Ruhr-området, som husede Tysklands vigtigste industrier samt den livsvigtige kulforsyning. D-marken faldt og faldt, lønnen blev udbetalt i stort set værdiløse sedler, varepriserne steg til himlen, og der udbrød hungersnød. De yderliggående grupper, ikke mindst i Bayern, fik stor tilgang. Den 26. september 1923 blev Bayern erklæret i undtagelsestilstand, og Gustav von Kahr blev udnævnt til statskommissær. I Berlin trådte regeringen tilbage, og der blev indført militær undtagelsestilstand i hele Tyskland.

Hitler, som var under stort pres fra sine tilhængere på grund af mange uindfriede løfter, besluttede at lave et statskup mod regeringen i Berlin, og han slog til om aftenen den 8. november 1923 i forbindelse med et offentligt politisk møde i Bürgerbräukeller, en ølkælder i byen. Kahr og andre ledende figurer fra Bayern såsom lederen af politiet, oberst Hans von Seisser og lederen af den tyske hær i Bayern, general Otto von Lossow var til stede. Hitler lod 600 SA-mænd under ledelse af Hermann Göring omringe ølkælderen, og en ½ time inde i mødet stormede Hitler ind i lokalet, affyrede en pistol op i loftet og bekendtgjorde, at en national revolution var brudt ud. Regeringen af "novemberkriminelle" ville blive fjernet sammen med præsidenten, og en ny national regering ville blive udråbt her i München. Herefter ville man marchere mod Berlin og frelse det tyske folk. Hitler var formentlig inspireret af de italienske fascister, som året i forvejen ved deres "march mod Rom" havde vist, at man kunne tage magten i egne hænder, hvis bare statsmagten var tilstrækkelig mør.

Hitlers folk gennede de tre førnævnte ledende personer i Bayern ind i et baglokale og fortalte dem, at de ville blive en del af den nye regering, hvis de ville hjælpe ham med at proklamere en nazistisk revolution. Men til Hitlers overraskelse, ønskede de slet ikke at tale med ham. Nu dukkede general Ludendorff op på scenen, og på Hitlers opfordring bad han de tre kidnappede ledere i baglokalet om at samarbejde om den nazistiske revolution. De indvilligede modstræbende og aflagde løfte om loyalitet mod det nye regime.

Desværre - for Hitler - viste det sig, at Ernst Röhm og hans SA-stormtroppers forsøg på at indtage byens kaserner var slået fejl, og Hitler var nødt til at forlade ølkælderen for selv at søge at løse problemet. I mellemtiden lykkedes det Kahr, Lossow og Seisser at slippe afsted, mens Hitler uden held prøvede at overtale soldaterne til at overgive sig.

Den dårligt planlagte revolte begyndte nu at løbe ud i sandet. General Ludendorff gav den desperate Hitler den idé, at de skulle marchere til byens rådhus og overtage ledelsen. Næste formiddag gik 3.000 nazister med Hitler, Ludendorff og Heinrich Himmler i spidsen gennem byen. Her stod de ansigt til ansigt med en gruppe politifolk. Hitler opfordrede dem til at overgive sig, men de nægtede, og det kom til ildkamp. 16 nazister og 3 politifolk blev dræbt. Kahr erklærede sig naturligt nok løst fra sit løfte til Hitler, som jo var afgivet under tvang, og han beordrede NSDAP forbudt og SA opløst. Nogle dage senere blev Hitler sammen med en del andre nazister arresteret og anbragt i Landsberg fængslet.

Retsagen mod Hitler for højforrædderi blev ikke enden på Hitlers politiske karriere - snarere begyndelsen. Hitler, som hidtil stort set kun havde været kendt i Bayern, blev nu landskendt pga presseomtalen. Dommerne i sagen viste sig at være nazivenlige, så Hitler fik en propagandaplatform i retslokalet, hvorfra han fik lov til at komme med lange taler.

I modsætning til de øvrige tiltalte indrømmede Hitler, at han havde ønsket at omstyrte regeringen, men hans påstand var, at han gjorde dette som en sand patriot, og at det var "novemberregeringen", som var de egentlig kriminelle, og at han derfor ikke havde begået højforrædderi. Mange aviser gengav Hitlers udtalelser under den 24 dage lange retsag. Den milde dom lød på 5 års fængsel med mulighed for løsladelse efter 6 måneder. Som så ofte før under Weimarrepublikken havde domstolen valgt at vende det blinde øje til under en politisk retssag.

Den 11. november 1923 blev Hitler indsat til afsoning i Landsberg fængsel lidt udenfor München, hvor han sad sammen med godt 40 andre nationalsocialister. Hitler fik en enecelle, men måtte modtage gæster udefra. Han læste en del bøger, især tysk historie og politisk filosofi. Han omtalte senere lidt foragtende fængselsopholdet "et statsbetalt studium". Rudolf Hess, en af hans mest hengiven tilhængere, fungerede som hans privatsekretær. Hitler brugte bl.a. tiden til at skrive Mein Kampf, der er en blanding af en forherligende selvbiografi og politisk manifest. Hans ønske var at få etableret sin position i partiet, ikke kun som politiker, men også som en intellektuel autoritet, der selv om han aldrig havde studeret og havde måttet forlade skolen uden eksamen var en original tænker. Hitlers oprindelige titel på bogen var Viereinhalb Jahre Kampfes gegen Lüge, Dummheit und Feigheit - Fire og et halvt års kamp mod løgn, dumhed og kujoneri. Heri fremlagde Hitler sin 'verdensanskuelse', som er:

• En racistisk fortolkning af historien, hvor den ariske race er 'kulturskabende', mens den jødiske race er 'kulturødelæggende'.
• Den ariske races biologiske overlegenhed, som forudsætter "blodets renhed", dvs at racerne ikke må blandes.
• Et social-darwinistisk syn på livet, hvor den stærke overlever, og den svage bukker under.
• Troen på, at Tyskland kan og vil blive en stormagt.

En forfatter, som inspirerede Hitler, var Henry Ford, den amerikanske bilfabrikant, som ikke alene var imod fagforeninger og kommunister, men også var besat af jødehad. Han udgav The International Jew, hvori han beskrev forekomsten af en jødisk konspiration om overtagelse af verdensherredømmet. Hitler nedskrev ikke selv bogen, men dikterede den til Rudolf Hess, først i fængslet, siden i Berchtesgaden, og det er formentlig derfor, den minder mere om en kamptale end et litterært værk. Det vil føre for vidt her, at beskrive bogens indhold i detaljer. Af påstanden om, at medlemmer af den ariske race er "overmennesker", følger, at der også må eksistere "untermenschen". Det er iflg Hitler jøder og slaver, især tjekker, polakker og russere. Det er derfor afgørende, at det ariske blod ikke fordærves ved at blive blandet med blod fra disse undermennesker. Hitler påstår, at jøderne af alle kræfter søger at forhindre den ariske race i at indtage sin retmæssige position som verdens herre, og at der foregår en verdensomspændende kamp på det racemæssige, kulturelle og politiske plan, hvor jøderne dominerer den globale finansverden og pressen.

Som den førende race kan arierne kræve alle de territorier, som er nødvendige, og dette "lebensraum" må om nødvendigt erobres med magt. De oprindelige beboere af ikke-arisk herkomst må enten deporteres, elimineres eller tjene som slaver. For at opnå disse mål må Tyskland først besejre sin gamle fjende Frankrig og sikre sin vestgrænse.

Da Mein Kampf udkom i 1925, blev den ikke solgt i mange eksemplarer. Det vendte, da Hitler blev kansler i 1933, hvorefter der blev solgt millioner af eksemplarer, og den var en populær gave til brudepar. Alle soldater fik et gratis eksemplar. Det menes ikke, at Mein Kampf blev læst i større omfang, og den er blevet karakteriseret som "verdens mindst læste best seller". Man kan begræde, at Mein Kampf ikke blev læst af et større publikum, da den udkom, da den indeholdt tydelige varsler om, hvad der ville ske i Europa de følgende 20 år. Der udkom en engelsk udgave af Mein Kampf før 2, verdenskrig, men "desværre" havde man fjernet de mest antisemitiske og militaristiske udtalelser.

Hitler blev løsladt lige før jul i 1924. Efter det mislykkede kupforsøg var nazistpartiet og dets avis, Völkischer Beobachter blevet forbudt. Under Hitlers fængselsophold var partiet delvist gået i opløsning, og de ledere, som ikke var blevet arresteret, var flygtet. Fx opholdt Göring sig i Sverige til 1927. Under fængselsopholdet var Hitler kommet til den erkendelse, at en magtovertagelse i Tyskland ikke kunne ske ved magt, men måtte ske ad parlamentarisk vej - uanset at han foragtede parlamentarisme og demokrati. Hitler opsøgte premierministeren i Bayern, Heinrich Held og overbeviste ham om, at han og nazistpartiet for fremtiden ville acceptere de demokratiske regler, hvorefter Held ophævede forbudet mod NSDAP og partibladet.

På et møde den 27. februar 1925 indtrådte Hitler på ny i sin tidligere position som partiets leder. I sin flammende tale for omkring 4000 nazister faldt han imidlertid tilbage til sin vante retorik med trusler mod jøder, kommunister og den demokratiske forfatning. Han afsluttede sin to timer lange tale således: "Der findes kun to tænkelige udgange på vores kamp: enten går fjender over vores lig, eller vi går over deres, og det er mit ønske, hvis jeg falder i kampen, at man vil svøbe mit lig i hagekorsflaget.". Denne tale medførte, at Hitler fik 2 års forbud mod at tale offentligt. Det var et alvorligt handicap for en politiker, hvis største aktiv har hans oratoriske evner, men Hitler måtte respektere forbudet, da han var prøveløsladt fra fængslet og frygtede deportation til Østrig.

Nazistpartiet begyndte at organisere sig, og oprettede en "skyggeregering", som kunne overtage ledelsen af landet, når partiet kom til magten. Tyskland blev opdelt i 34 distrikter, Gauen med hver en Gauleiter i spidsen. Hvert distrikt blev opdelt i et antal kredse, hver med en kredsleder osv. Organisationen Hitler Jugend blev dannet, bestående af drenge i alderen 15-18. Den blev modelleret efter den populære spejderbevægelse. For piger var der en tilsvarende bevægelse, Bund Deutscher Mädel.

Hitler begyndte også at reorganisere SA, de nazistiske stormtropper, hvis oprindelige opgave var at sikre, at nazistiske møder ikke blev forstyrret af kommunister. Medlemmerne, hvoraf de fleste var primitive slagsbrødre, blev udstyret med brune uniformer, sorte støvler, nazikorsarmbånd mv. Indenfor SA blev oprettet en personlig livgarde for Hitler, Schutzstaffel, oftest benævnt SS. Efter italiensk, fascistisk mode anlagde de sorte uniformer. Den første leder af SS var Josef Berchtold. Et af de menige medlemmer var Heinrich Himmler.

Desværre for nazistpartiet begyndte det at gå bedre i Tyskland. Økonomien blev bedre, D-marken stabiliseredes, arbejdsløsheden faldt, investeringerne fra bl.a. USA steg osv. Det medførte, at tilgangen til NSDAP faldt mærkbart. Ved valget i 1925 blev den stærkt højreorienterede Paul von Hindenburg Weimarrepublikkens 2. præsident. Hindenburg havde været feltmarskal under 1. verdenskrig og havde erhvervet enorm popularitet og respekt i befolkningen. Han var en af ophavsmændene til den famøse dolkestødslegende, som gik ud på, at den tyske hær var ved at vinde krigen, da den blev opgivet af bureaukraterne i Berlin. Selv om han selv i september 1918 havde tilrådet, at man søgte våbenstilstand, forlod han måneden efter hæren i protest. Udenrigsminister Stresemann indgik i 1925 den såkaldte Locarnoaftale, som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast sæde i sikkerhedsrådet. Denne aftale resulterede i, at Stresemann fik Nobels fredspris.

Hitler har selv beskrevet årene 1926-1929 som de bedste i hans liv, hvor han i landsbyen Berchtesgaden i de majestætiske bjerge i bayerske alper drømte om en strålende fremtid for det tyske rige med ham selv i spidsen. I en rød mercedes med chauffør kørte han omkring i det smukke landskab og sikrede, at han ikke helt blev overset. Partiet havde omkring 17.000 medlemmer i 1926. Som nævnt havde Hitler fået forbud mod at tale offentligt, hvilket han følte sig nødsaget til at respektere. Han var reelt prøveløsladt fra afsoning af dommen efter "ølstuekuppet" og risikerede også udvisning til Østrig, da han jo ikke var tysk statsborger (endnu).

I disse år blev Hitler opmærksom på Joseph Goebbels, gauleiter i Berlin fra 1926. Usædvanligt for partiets medlemmer var Goebbels akademiker, ph.D. i litteratur og filosofi fra Heidelberg. På grund af en klumpfod havde han ikke deltaget i 1. verdenskrig. Han viste sig at være en stor oratorisk begavelse og havde et ekstremt talent for propaganda. Goebbels fattede en næsegrus beundring for Hitler, grænsende til tilbedelse, og Hitler belønnede dette ved at sende ham til Berlin som gauleiter. Her skulle han arbejde på at lancere det nærmest ukendte nazistparti. Han skulle senere komme til at spille en afgørende rolle som propagandaminister, efter at Hitler kom til magten. Nazistpartiet fik et uventet dårligt valg med 2.6% af stemmerne. Goebbels var blandt de 12 nazister, som fik sæde i rigsdagen. I de for landet gode tider havde NSDAP ingen appel til den almindelige tyske borger, og partiet blev marginaliseret.

I en anden del af verden, nemlig på Wall Street i New York indtrådte der begivenheder, som skulle bringe Adolf Hitler og nazistpartiet på banen igen. Den 29. oktober 1929 - "sorte tirsdag" - kollapsede børsen i New York med katastrofale følger for hele verden. De nationale regeringer var magtesløse overfor de vældige kræfter, og i stedet for at forsøge at løse problemet i fællesskab, lavede de nationale tiltag som importbegrænsninger o.l., som kun forværrede problemet. Hitler vidste, at hans time var kommet.

Den tyske økonomi var særlig sårbar overfor krisen, da den primært var baseret på udenlandsk (amerikansk) lånekapital og samtidig stærkt afhængighed af udenlandshandelen. Da lånene blev opsagt, og eksportmulighederne forsvandt, gik det tyske erhvervsliv i stå. Virksomheder lukkede, banker gik ned, befolkningen mistede deres opsparing, arbejdsløsheden bredte sig, og inflationen eksploderede. I september 1929 var der næsten 2 millioner arbejdsløse. Den økonomiske krise udviklede sig også hurtigt til en politisk krise, hvor de politiske partiet i rigsdagen bekæmpede hinanden.

I marts 1930 måtte regeringen give op - dog uden at der blev udskrevet valg. Præsident Hindenburg udpegede Heinrich Brüning fra Katolsk Centrumparti til kansler. Da Brüning ikke kunne komme igennem med sine planer i rigsdagen, måtte han pågive og anmodede den 18. juli 1930 Hindenburg om at udskrive valg.

Adolf Hitler indledte en hidtil uset valgkamp for nazistpartiet, selv om han som østrigsk statsborger selvfølgelig ikke kunne stille op som kandidat. Han rejste land og rige rundt og holdt medrivende taler for store forsamlinger. Han lovede arbejde til de arbejdsløse, afslutning af klassekamp og korruption, indføre social tryghed og bringe orden i kaos. Han ville udvide hæren og genskabe det tyske riges fordums storhed. Versailles-traktaten skulle rives i stykker, krigsskadeerstatninger skulle ikke længere betales, og der ville blive gjort op med jøder og kommunister. Han deltog i møder, poserede for fotografer, trykkede hænder - ikke meget ulig nutidens valgkampagner. Goebbels organiserede utallige møder og parader med blafrende faner og øredøvende militærmusik, fik opsat plakater overalt og trykt specialudgaver af nazistiske aviser i millionoplag. Et af de største massemøder afholdtes i september, hvor Hitler taler til mere end 100.000 mennesker i Sportspalast i Berlin.

På valgdagen den 14. september 1930 fik NSDAP mere end 18% af stemmerne. Det var en strålende sejr for Hitler og partiet, som rykkede ind i rigsdagen med 107 mandater. Nazistpartiet gik fra at være det mindste til at blive det næststørste parti i Tyskland. Den 13. oktober marcherede de 107 nazister ind i rigsdagen iført deres brune skjorter, og ved navneopråbet skreg de "Til stede! Heil Hitler!". Disse rigsdagsmedlemmer havde ingen intentioner om at samarbejde med de øvrige partier eller regeringen - tvært imod.

Nazistpartiet indrettede et nyt hovedkvarter i München, "det brune hus", og Hitler gik i gang med at skabe alliancer. Den tyske generalstab, som brændende ønskede Versailles-traktatens begrænsninger ophævet (fx om at hæren ikke måtte overstige 100.000 mand), blev forsikret om, at Hitler ikke havde planer om at lade hæren afløse af SA-stormtropper. Hitler havde dog en del problemer med SA, som havde mere end 60.000 medlemmer. Mange ønskede, at SA skulle blive en egentlig revolutionshær, og han måtte lade sin personlige livvagtstyrke, SS under ledelse af Heinrich Himmler slå en mindre revolte i Berlin ned. Han genudnævnte Ernst Röhm som leder af SS, en beslutning som nogle år senere ville give en del problemer. Under optøjerne i Berlin blev en ung nationalsocialist skudt af kommunisterne. Goebbels udnyttede situationen til at erklære ham for martyr, og et digt, som den unge mand havde skrevet, blev SA's marchsang, Horst Wessel Lied.

Hitlers Mein Kampf blev en bestseller og gav ham gode indtægter. I 1928 havde Hitler lejet en bolig i de bayerske bjerge og fået sin (halv)søster, Angela til komme fra Wien og overtage den daglige husholdning. Angela kom med sine to døtre, Friedl og Geli. Geli var en charmerende pige på kun 20 år, og Hitler, som var 39, blev straks forelsket i sin unge niece. Han tog hende med på teater, til koncerter og på cafeer. Geli skal have haft flere romancer, heraf en med Hitlers chauffør, som blev bortvist. Den jaloux Hitler installerede Geli i sin 9-værelses lejlighed i München under opsyn af to chaperoner, og den unge pige havde formentlig en uudholdelig tilværelse, som endte med, at hun begik selvmord. Hitler fik en depression, som han overvandt for at kaste sig ind i partiarbejdet med endnu større energi.

I 1932 skulle der være præsidentvalg. Hindenburg, som havde forsøgt at holde sammen på det skrøbelige tyske demokrati, var ikke interesseret i at genopstille. Han ville i givet fald være 92 år gammel ved udløbet af den 7-årige præsidentperiode. I begyndelsen af 1932 modtog Adolf Hitler et telegram fra kansler Brüning med anmodning om at komme til Berlin for at diskutere mulighederne for at få genvalgt Hindenburg. Hitler var ekstatisk, ikke fordi han ville støtte den gamle krigshelt, men fordi han var "kommet ind i varmen". Da Hindenburg modstræbende indvilligede i at genopstille, meldte Hitler sig som modkandidat. Hitler havde opnået statsborgerskab i februar 1932.

Joseph Goebbels iscenesatte en propagandakampagne, som overgik den nazistiske valgkamp til rigsdagen i 1930. Tyskere i stort tal vendte sig i deres elendighed til den karismatiske nazistiske leder, som lovede at løse alle deres problemer. Ved præsidentvalget den 13. marts 1932 fik Hitler mere end 11 millioner stemmer (30%), mens Hindenburg fik mere end 18 millioner (49%). Da ingen af kandidaterne havde fået absolut flertal, skulle det afgørende valg finde sted den 10. april 1932. I ugen forud for valget fløj Hitler fra by til by og besøgte 21 større byer. Den lidt tvetydige parole var "Hitler over Tyskland". Hitler fik godt 13 millioner stemmer (36%), mens Hindenburg fik godt 19 millioner (53%). Selv om Hitler altså ikke havde opnået præsidentposten, havde han fået sikret nazistpartiet en fantastisk fremgang.

Nu begyndte en magtkamp bag kulisserne i Berlin. Hitler var klar over, at han ville behøve støtte fra den tyske hær for at komme til magten. Men SA, som nu havde omkring 400.000 medlemmer, var en anstødssten, og mange forventede, at de ville lave et kup. Et særligt problem var dets leder, Ernst Röhm, som var homoseksuel. Der opstod rygter om, at han havde misbrugt nogle unge drenge, men det lykkedes Hitler at få disse rygter manet til jorden, så Röhm beholdt ledelsen af SA. [2 år senere lader Hitler dog Röhm henrette med det påskud, at han planlagde et kup. I virkeligheden skyldtes det, at det magtfulde SA var ved at komme ud af Hitlers kontrol.] Den 14. april 1932 udstedte kansler Brüning et dekret, som forbød SA og SS, og nazisterne blev selvfølgelig rasende. Dekretet havde følgende motivering: "Disse organisationer er en privat hær, som i virkeligheden danner en stat i staten. Hvis man tolererer en sådan partiorganisation, vil det uundgåeligt føre til sammenstød og til forhold, som kan sammenlignes med borgerkrig".

Allerede den 24. april skulle der igen være valg; denne gang til den prøjsiske landdag. Hitler gentog sin flyvende kampagne og besøgte 26 byer på 8 dage. Resultatet blev, at nazistpartiet blev det største i Prøjsen, dog uden at man opnåede det ønskede flertal. Goebbels skrev fortvivlet i sin dagbog: "Nu må der ske noget. Inden længe må vi have magten, ellers vil vore sejre blive en pyrrhussejr".

I den for nazistpartiet så fortvivlede situation dukkede en ny aktør op på scenen. Den 8. maj 1932 blev Hitler opsøgt af general Kurt von Schleicher, en ambitiøs officer fra hæren (Reichswehr), der fungerede som forbindelsesled mellem hæren og de civile myndigheder. Han gav Hitler et tilbud: Hvis Hitler ville støtte ham med at danne en konservativ, nationalistisk regering, ville von Schleicher sørge for, at kansler Brüning ville blive afsat, at der blev udskrevet valg til rigsdagen, og at forbuddet mod SA og SS ville blive ophævet. Hitler, som efter sin store valgsejr endnu ikke havde opnået nogen indflydelse på statens styre, gik ind på forslaget.

Schleicher gik i gang med at underminere Brünings position, som i forvejen var vanskelig. Han havde flere gange måtte udstede dekreter for at løse stridigheder i rigsdagen. Det var tilladt iht forfatningen, men en farlig vej for demokratiet. Hans forsøg på at bedre den tyske økonomi var ikke lykkedes, der var mere end 6 millioner arbejdsløse, og hans tilnavn i befolkningen var "sultkansleren". Brüning fik den ide at udlodde de store tyske jordbesiddelser, som tilhørte den fallerede, tyske overklasse og give dem til bønderne. Disse aristokrater blev rasende over dette marxistiske forslag og klagede til Hindenburg, som bad Heinrich Brüning om at træde tilbage, hvilket han gjorde den 30. maj 1932.

Schleicher valgte nu den ret ukendte Franz von Papen til at efterfølge Brüning som kansler. Den aristokratiske von Papen var officer, indtil han i 1913 gik ind i diplomatiet. Han var militærattache i Washington, men vendte tilbage til Tyskland i 1915 for at gøre tjeneste under 1. verdenskrig. Han forlod hæren i 1918 og tilsluttede sig det katolske centrumsparti, hvor han tilhørte højrefløjen. Hindenburg havde sympati for von Papen og opmuntrede ham til at tage kanslerposten. Da Hindenburg spurgte Hitler, om han ville støtte von Papen som kansler, var svaret ja. Von Papen samlede et kabinet bestående af aristokrater som han selv samt en række industrifolk. Den 4. juni 1932 blev rigsdagen opløst og nyvalg udskrevet. Den 15. juni 1932 blev forbuddet mod SA og SS ophævet. Schleicher havde holdt sit løfte.

Nu begyndte blodet at flyde i gaderne, og brunskjorterne gik løs på deres fjender, kommunisterne og jøderne. Efter at 19 personer var blevet dræbt og omkring 300 sårede i et nazistisk overfald på en kommunistisk bydel i Hamborg, erklærede von Papen krigsretstilstand i Berlin og overtog selv magten over delstaten Prøjsen. Hitler besluttede, at det var på tide at skille sig af med von Papen. Ved valget den 31. juli 1932 fik nazisterne næsten 14 millioner stemmer (37% af stemmerne), og erobrede 230 sæder i rigsdage. NSDAP var nu det største parti i Tyskland.

Hitler præsenterede Schleicher for sine krav: kanslerposten samt tre ministerposter. Til gengæld ville Schleicher få posten som forsvarsminister. Imidlertid havde præsident Hindenburg mistet tilliden til Hitler, ikke mindst som følge af SA-troppernes opførsel. Han kaldte Hitler til sit kontor, hvor den tidligere feltmarskal og krigshelt satte den "lille korporal" på plads. Hitlers chancespil om magten var i hvert fald indtil videre fejlet. Han gav SA-tropperne to ugers orlov og tog selv til Berchtesgaden for at vinde tid.

Den 12. september 1932 afleverede rigsdagsformand Hermann Göring et mistillidsvotum til von Papen, men før afstemningen nået at blive foretaget, opløste von Papen rigsdagen og udskrev - endnu en gang - valg.

Denne gang lykkedes det ikke nazisterne at få deres valgmaskine op i fulde omdrejninger. En af årsagerne var, at Hitlers veninde, Eva Braun havde forsøgt at begå selvmord, og Hitler, som stadig plagedes af minderne om sin elskede nieces selvmord nogle år forinden, måtte bruge en del tid og opmærksomhed på at berolige den forsømte pige. De stadige kampe mellem SA og kommunisterne forskrækkede også de borgerlige vælgere. Den 6. november 1932 mistede nazistpartiet 2 millioner stemmer og 34 pladser i rigsdagen. Det var dog stadig ikke muligt at danne en duelig regering, og den 17. november 1932 måtte von Papen indgive sin afskedsbegæring.

Hitler insisterede endnu en gang på, at han ville have kanslerposten, da kun nazisterne var i stand til at imødegå faren fra kommunisterne, men Hindenburg afviste kravet. Hindenburg foreslog, at der blev dannet en samarbejdsregering, hvilket Hitler afslog. En gruppe af landets mægtigste industriherrer og bankledere henvendte sig nu til Hindenburg og anmodede ham om at udnævne Hitler til kansler.

Hindenburg var nu i en forfærdelig knibe. Han tilkaldte von Papen og Schleicher og bad om deres råd. Von Papen foreslog, at han igen blev udnævnt til kansler for efterfølgende alene at regere ved udstedelse af dekreter, dvs helt omgå rigsdagen. Dette ville i praksis være en tilbagevenden til diktaturet. Schleicher protesterede og mente, at han selv skulle være kansler, og han kunne skaffe sig et flertal i rigsdagen ved at få 60 nazistiske medlemmer til at skifte til hans side. Han påstod også, at han havde hæren på sin side. Det endte med, at Hindenburg den 2. december 1932 følte sig nødsaget til at udnævne Kurt von Schleicher til kansler.

Som lovet gik Schleicher i gang med at splitte nazistpartiet. Han holdt hemmelige møder med Gregor Strasser, en af NSDAP's grundlæggere, og tilbød han vicekanslerposten samt ledelsen af Prøjsen. Strasser var ikke helt afvisende. Han følte sig frastødt af partiets militante og brutale linie, og han var ikke sikker på, at Hitlers alt-eller-intet strategi var optimal for partiet. På et møde den 5. december insisterede Strasser på, at Hitler og nazistpartiet samarbejdede med eller i det mindste accepterede en regering ledet af Schleicher. Göring og Goebbels modsatte sig forslaget, som også blev afvist af Hitler. Strasser fremførte, at Hitler ødelagde partiet, mens Hitler påstod, at Strasser dolkede ham i ryggen. Et par dage efter nedlagde Strasser alle sine poster i partiet. Det var et stort slag for bevægelsen, at et af partiets grundlæggere og mest betroede tilhængere sprang fra. Hitler blev som så ofte før grebet af depression og truede med at skyde sig selv.

Intrigerne og magtkampen skulle fortsætte i det nye år. Den 4. januar 1933 mødtes Hitler med von Papen hos en af de fremtrædende bankfolk, Kurt von Schröder. Her foreslog von Papen, at de udmanøvrerede Schleicher og dannede en Papen-Hitler regering, hvor han selv og Hitler var sidestillede. Hitler insisterede på, at han ville være kansler, men at han ville arbejde sammen med von Papen og hans ministre. Von Papen gav efter. Da Schleicher fik nys om sammensværgelsen, gik han til Hindenburg og anklagede von Papen for højforræderi. Hindenburg nægtede at forfølge sagen, men gav i det skjulte von Papen tilladelse til at forhandle med Hitler.

Den 22. januar 1933 blev der afholdt et hemmeligt møde hos Joachim von Ribbentrop, som både var medlem af NSDAP (siden 1932) og gammel ven med von Papen. På mødet deltog von Papen, Hindenburgs søn Oskar samt Hitler og Göring. Hitler tog Oskar i enrum og overbeviste ham om, at det var nødvendigt for landet, at nazisterne kom i regeringen. Von Papen erklærede sin loyalitet overfor Hitler.

Den 28. januar 1933 gik Schleicher til Hindenburg og bad ham endnu en gang om at opløse rigsdagen, men Hindenburg sagde nej, hvorefter Schleicher i en håbløs situation trak sig fra kanslerposten. Von Papen og præsidentens egen søn Oskar forsøgte at overtale Hindenburg til at udnævne en Hitler-Papen regering. Hindenburg, som efterhånden var blevet mør af alle disse intriger, var modstræbende. Men da det (falske) rygte opstod, at Schleicher havde planer om at arrestere Hindenburg og lave et militærkup, besluttede han at udnævne Hitler til tysk kansler. Ved middagstid den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler taget i ed som kansler på præsidentpaladset. Adolf Hitler, søn af et underordnet toldfunktionær, tidligere logerende på et mandsherberg i Wien, ordonnans under 1, verdenskrig var blevet tysk rigskansler.

Om aftenen var alle medlemmer af SA og SS på gaden i uniform for at fejre deres førers udnævnelse til kansler. Med fakler i hænderne og syngende Horst Wessel sangen spadserede de gennem Brandenburger Tor og til præsidentpaladset. Her hilste de på Hindenburg, da han kiggede ud af vinduet. Da Hitler dukkede op (efter en af Goebbels nøje planlagt effektfuld forsinkelse) brød jublen løs, og rød-gyldne nazibannere blev præsenteret til lyden af trommer. Over hele Tyskland lyttede befolkningen i radioen på den nye kansler. Sejrsråbet "Sieg Heil!" blev gentaget igen og igen.

Hitler blev leder af en regering på 11 medlemmer, heraf var kun tre nazister: Hitler selv, Hermann Göring var minister uden portefølje (og indenrigsminister i delstaten Prøjsen), Wilhelm Frick, som havde siddet i rigsdagen siden 1924, var indenrigsminister og Franz von Papen vicekansler.

Præsident Hindenburg modtog kort efter et telegram med dette indhold: "Ved udnævnelse af Hitler til rigskansler har De overgivet vort hellige tyske fædreland til en af alle tiders største demagoger. Jeg forudsiger Dem, at dette onde menneske vil styrte vores rige i afgrunden og påføre vores nation umådelige lidelser. Fremtidige generationer vil forbande Dem i deres grav for denne handling." Telegrammet kom fra en af Hitlers tidligere støtter - og en af hovedmændene i det famøse "ølstuekup" i 1923 - general Erich Ludendorff. Det originale telegram er aldrig kommet for dagens lys, men både Hans Frank (senere minister og generalguvernør i Polen) og kaptajn Wilhelm Breuker, som arbejdede for Ludendorff, omtaler telegrammet. Under alle omstændigheder en uhyggelig varsel om, hvad der ville komme til at ske.

Dagen efter, at Hitler var blevet kansler, skrev Goebbels følgende i sin dagbog: "Først må bolsjevikkernes forsøg på en revolution blusse op i lys lue. I det givne øjeblik vil vi slå til". Det kunne ligne en profetisk forudsigelse af, hvad der skulle komme til at ske.

Hitler fik på sin første dag som kansler Hindenburg til at opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Dette blev fastlagt til den 5. marts 1933. Om aftenen deltog Hitler i en middag med generalstaben. Her fortalte han, at den tyske hær ville begynde at genopruste med henblik på et genindtage sin oprindelige position i verden. Han antydede også, at der ville ske territoriale udvidelser mod øst. Endelig beroligede han generalerne med, at han ikke havde planer om at erstatte de regulære tyske soldater med SA-stormtropper. Som sædvanlig fortalte Hitler sine tilhørere det, som de ønskede at vide.

Hindenburg udstedte et dekret, som lagde magten over Prøjsen i hænderne på vicekansler von Papen, mens Göring fik kontrol over politiet. Göring udskiftede hundreder af politifolk med tro nazister og gav ordre til, at politiet ikke måtte blande sig i SA og SS's forhold. Den 24. februar 1933 overfaldt en gruppe SA-medlemmer det kommunistiske hovedkvarter i Berlin. Göring påstod, at han havde afsløret planer for en kommunistisk magtovertagelse og beslaglagde kommunisternes medlemskartotek.

Den 27. februar 1933 brød en mentalt forstyrret kommunist, hollænderen Marinus van der Lubbe ind i rigsdagsbygningen og satte ild med en fakkel. Han havde åbenlyst talt om at sætte ild til offentlige bygninger i Berlin for at starte en kommunistisk revolution. Det har været nævnt, at handlingen var inspireret af Göring og Goebbels for at skabe panik i befolkningen, men det er (mig bekendt) ikke bevist. Detaljerne er lidt uklare, men det menes, at nazistiske SA-folk under ledelse af Göring hjalp til ved brandstiftelsen. Hitler og Goebbels dukkede hurtigt op på stedet, hvor Göring fortalte, at van der Lubbe var anholdt for brandstiftelsen. (Han blev senere dømt til døden og halshugget).

Næste morgen forlangte Hitler, at der blev udstedt et dekret, så han kunne imødegå den kommunistiske trussel, og den gamle præsident Hindenburg underskrev dekretet samme aften:

§1: Det tyske Riges Forfatning artikel 114, 115, 117, 118, 123, 1245 og 153 sættes indtil videre ud af kraft. Der tillades således indskrænkninger i den personlige frihed, ytringsfriheden, endvidere pressefriheden, forenings- og forsamlingsfriheden, indgreb i brev-, post-, telegraf- og telegramhemmeligheden, anordninger om husundersøgelser, beslaglæggelse af såvel som indskrænkninger i ejendom, også uden for de i øvrigt fastsatte lovmæssige grænser.

'Rigsdagsbrandforordningen' var oprindeligt beregnet til at være i kraft i en kortere periode. I praksis fungerede den frem til 1945. Med den i hånden gik SA i gang med at arrestere ikke alene kommunister, men også socialdemokrater og liberale. Nazistiske aviser fortalte befolkningen, at Hitler havde forhindret en kommunistisk magtovertagelse. Goebbels fik kontrol over statsradioen, som udsendte Hitlers taler til hele befolkningen.

Ved valget den 5. marts 1933 fik NSDAP 44% af stemmerne - ikke det absolutte flertal, som Hitler havde ønsket. Selv om nazistpartiet blev det største parti i rigsdagen, kunne det kun opnå flertal ved samarbejde med DNVP, Deutsche Nationale Volks Partei. Den nazistiske valgkamp var delvist finansieret af store industrikoncernen som Krupp og I.G. Farben. Göring "beroligede" industribaronerne med, at det sikkert var det sidste valg i de næste 10, sandsynligvis de næste 100 år.

Efter valget begyndte nazisterne systematisk at overtage alle offentlige funktioner i Tyskland og beklæde posterne med nazister. Politiske fjender i tusindvis blev arresteret og mange anbragt i koncentrationslejre under ledelse af SA og SS. Målet var at bringe det skrøbelige, tyske demokrati til fald.

Den 21. marts 1933 blev der i Garnisonskirken i Potsdam - hvor Frederik den Store lå begravet; hans rester blev i 1991 overført til Sanssouci palace - afholdt en ceremoni, På samme dato 62 år tidligere havde Bismarck overværet den første rigsdag under "det 2. rige". Formålet med denne begivenhed, som blev transmitteret over radioen, var at præsentere "det 3. rige" som arvtager af det tidligere kejserdømme og samtidig berolige skeptikerne og modstanderne af Hitlers magtovertagelse. Man så en tilsyneladende ydmyg og respektfuld Hitler trykke den gamle præsidents hånd. Billederne gik verden over.

Samme dag underskrev Hindenburg to dekreter: det ene gav amnesti til alle fængslede nazister, det andet tillod arrestation af enhver, som kritiserede regeringen og nazistpartiet. Et tredje dekret fra samme dag, som dog kun blev underskrevet af Hitler og Papen, tillod oprettelse af politiske særdomstole.

Den 23 marts 1933 lykkedes det Hitler med 441 stemmer for og 84 (socialdemokratiske) stemmer imod at få vedtaget en bemyndigelseslov, som reelt satte rigsdagen ud af kraft og overlod magten til regeringen, dvs Hitler. 81 kommunistiske rigsdagsmedlemmer blev udelukket inden afstemningen, så Hitler kunne opnå det nødvendige flertal på 2/3. Regeringen kunne nu uden at have et faktisk flertal udstede love udenom rigsdagen. Hitler fik også bemyndigelse til at indgå aftaler med fremmede magter. Dette var afslutningen på det tyske demokrati, som blev indført i 1918, og som således fik en levetid på mindre end 15 år. Det 12-årige diktatur, som fulgte, kastede ikke alene verden ud i en omfattende krig, men medførte grusomheder i hidtil ukendt målestok.

I det følgende vil jeg forsøge at give mit bidrag til forståelse af, hvorledes en person uden formel uddannelse kunne forføre et helt folk med en ikke særligt sammenhængende ideologi og sætte verden i brand. Jeg vil behandle følgende forhold:

• Mennesket Hitler
• Nederlaget i 1. verdenskrig og Weimarforfatningen
• Versailles-traktaten
• Nazismen
• Hitlers udnyttelse af mulighederne
• Undervurdering af magtmennesket Hitler

Mennesket Hitler.
Mange har ment, at Hitler havde pådraget sig psykologiske problemer som følge af en ulykkelig barndom med en meget dominerende og hård fader på den ene side og en yderst eftergivende og kærlig moder på den anden. Dette gav sig bl.a. udtryk ved regulære hysteriske udbrud, når noget mishagede ham eller gik ham imod. Disse udbrud (anfald) blev ofte efterfulgt af perioder med depression. Hans nederlag på det kunstneriske område har formentlig også haft en meget negativ indvirken på hans mentale situation. Bortset fra kærlighedsforhold til to yngre kvinder knyttede han ikke tætte relationer til andre mennesker, og der er næppe tvivl om, at Hitler manglede evnen til empati. I sine taler erklærede han ofte, at "han var gift med det tyske folk". Efter min usagkyndige vurdering har Hitler formentlig været psykopat.

Afslutning på krigen og Weimarforfatningen.
Krigen var næppe overstået, før Tyskland uden forberedelse overgik fra en meget autoritær styreform til en demokratisk forfatning. Tyskland var en relativ ny statsdannelse (1871) og havde ingen demokratisk tradition, og især i partierne til højre for socialdemokratiet var der stadig mange monarkister. Mange embedsmænd, som i stort omfang var monarkister, blev siddende i deres stillinger. Selv domstolene viste i mange tilfælde sympati for de grupper, som forsøgte at omstyrte det unge demokrati. Weimarforfatningen var i sit indhold strengt demokratisk: lighed for alle, den politiske magt placeret hos befolkningen, repræsentation af politiske minoriteter i rigsdagen, en regering og en kansler valgt af rigsdagen og en folkevalgt præsident. Desværre var der i den meget broget sammensatte rigsdag mange medlemmer, som bevidst arbejdede for at nedbryde forfatningen. Det førte til ekstremt mange nyvalg gennem 1920'er og 30'erne. I perioder måtte præsidenten styre ved hjælp af dekreter - dvs udenom rigsdagen. Dette var tilladt iflg forfatningen, men var ikke tænkt som et dagligdags instrument for præsidenten, og det nedbrød selvfølgelig respekten for demokratiet.

Nationalforsamlingen udpegede socialdemokraten Friedrich Ebert til republikkens første præsident. Efter Eberts død i 1925 endte det med, at tidligere generalstabschef Paul von Hindenburg blev valgt. Han var dybt respekteret som krigshelt, men var selv overbevist monarkist, hvilket senere viste sig at være meget problematisk.

Traditionalisme og modernitet stod skarpere overfor hinanden i Tyskland end i nabolandene. Tyskland var allerede før 1. verdenskrig et meget sammensat samfund med lige dele gammeldags feudalisme og moderne industrialisering. Under 1. verdenskrig var der i befolkningen opbygget en meget stærk nationalitetsfølelse.

Tyskland stod efter krigen overfor enorme problemer. Omkring 10 millioner soldater skulle hjemsendes og integreres i arbejdsmarkedet og samfundet, produktionsapparatet var totalt nedslidt, og statens økonomi ødelagt. Det første år efter krigen var der fortsat blokade mod Tyskland, hvor der var regulær hungersnød.

Versailles-traktaten.
Efter 1. verdenskrig blev Tyskland tvunget til at underskrive en hård og - efter tyskernes opfattelse - ydmygende fredstraktat. Tyskland, som ikke fik lov til at deltage i fredsforhandlingerne, havde syv dage til at studere aftalen, som blev udformet af et uforsonligt Frankrig, som havde mistet 1½ million unge mænd i krigen, og som formentlig stadig havde ar i sjælen efter nederlaget til Tyskland (Prøjsen) 50 år tidligere. Den tyske ydmygelse blev forstærket af, at fredstraktaten skulle underskrives i spejlsalen i Versailles, i den samme sal, hvor Bismarck knap 50 år tidligere havde udråbt Vilhelm I til tysk kejser i det 2. rige.

Traktaten placerede hele skylden for krigen på Tyskland og dets allierede. Den medførte tysk afståelse af store landområder, hvorved seks millioner tyskere blev borgere i et andet land. Bl.a. skulle det omstridte Alsace-Lorraine gives tilbage til Frankrig. Tyskland mistede 13% af sit landområde; her lå 48% af jernproduktionen og 16% af kulproduktionen. Det tyske Rhinland skulle være okkuperet af de allieredes tropper i 15 år, og Tyskland måtte ikke have tropper i området. Hæren skulle reduceres til 100.000 mand - til sammenligning havde den franske efterkrigshær 800.000 mand. Det er udtrykt således, at Tyskland nu var "ehrlos, heerlos und wehrlos", dvs "æreløs, forsvarsløs og værgeløs". Ikke mærkeligt, at den tidligere omtalte "dolkestødslegende" fæstnede sig i befolkningen. Størsteparten af den tyske handelsflåde skulle udleveres, og Tyskland skulle betale krigsskadeerstatninger på 132 milliarder Mark i guld. De demokratiske partier, især Socialdemokratiet fik i et vist omfang skylden for ikke alene krigen med også den ydmygende og belastende fred. Hitler omtalte konsekvent underskriverne af traktaten som "de novemberkriminelle". USA ratificerede aldrig aftalen, da man fandt den for hård. Der var mange blandt sejrherrerne som frygtede, at traktaten indeholdt kimen til en ny verdenskrig. Den franske politiker, marskal Ferdinand Foch udtalte profetisk ved kontraktens underskrivelse: "Dette er ikke fred; det er 20 års våbenstilstilstand."

På denne scene dukkede verdens hidtil største folkeforfører og demagog, Adolf Hitler op.

Nazismen.
Hitler fremlagde en samlet løsning på folkets problemer i form af en politisk ideologi, nazismen. Måske er det for meget at betegne nazismen som en ideologi, da den i så vidt omfang er baseret på et enkelt menneskes anskuelser. Hitler var nationalsocialismen og omvendt. Hitler var ingen original tænker, og alt tankegods, som han medbragte, var allerede kendt. Den baserer sig på konstruerede fjendebilleder og ulogiske forudsætninger og bygger mere på kritik end på egne forslag. Nazismen er antisemitisk, hvor jøderne (i en absurd kombination med kommunismen) bruges som forklaring på alle landets ulykker. Den er racistisk og bygger på en forestilling om den ariske races overlegenhed i forhold til alle andre folkeslag. Denne overlegenhed giver landet et naturligt krav på de territorier, som er nødvendige for dets vækst. Nazismen er stærkt autoritær og sætter nationen over individet.

Hitler præsenterede den tyske befolkning for en simpel forklaring på alle dets problemer. Det var det internationale jødesamfund, som i en sammensværgelse med kommunismen var skyld i Tysklands nederlag i krigen. Det var demokraterne (Weimarforfatningen), som var ansvarlig for den ydmygende fredstraktat. Det var de folkevalgte politikere, som var ansvarlige for den økonomiske depression osv. Opfindelse af fælles fjender (jøder, kommunister, liberale, sigøjnere, homoseksuelle, muslimer, kristne osv.) har altid været et godt middel til at samle en nation. Racistiske holdninger baseret på påstået biologisk overlegenhed var "acceptable" på den tid (jvf eugenikken). Hitlers til sidste detalje indstuderede taler med deres forenklinger og gentagelser talte ikke til intellektet, men følelserne.

Hitlers udnyttelse af mulighederne.
Hitler yndede at beskrive sin vej til magten som et nøje planlagt felttog. I Wien var det gået op for ham, at det østrig-ungarnske imperium blevet svækket af dets heterogene befolkning, ikke mindst jøderne. På lazarettet, hvor han lå blindet efter et gasangreb, gik det op for ham, at "han var udset til at befri Tyskland og gøre det større". Under sit fængselsophold havde han foretaget omfattende studier, som bl.a. havde påvist den ariske races overlegenhed osv. I virkeligheden skyldes nazismens udvikling efter min mening, at Hitler havde en djævelsk evne til at udnytte de muligheder, som blev spillet ham i hænde. Jeg vil kort gennemgå nogle eksempler på dette.

I april 1921 præsenterede sejrsmagterne Tyskland for et krav på 33 milliarder dollars i krigsskadeerstatning, hvilket startede en hyperinflation i landet. Tyskland bad om udsættelse med betalingen, hvilket Frankrig nægtede, og i januar 1923 besatte den franske hær Ruhr-området. D-marken faldt og faldt, varepriserne steg til himlen, og der udbrød hungersnød. Tyskland var på randen af kaos, og de yderliggående grupper fik stor tilgang, ikke mindst i Bayern.

Børskrakket i New York i oktober 1929 var en katastrofe for den tyske økonomi, som siden 1924 havde været afhængige af kortfristede, amerikanske lån. Disse blev opsagt, og det var ikke muligt at genfinansiere disse. Arbejdsløsheden steg fra knap 2 millioner i 1929 til godt 6 millioner i 1932. Mange langtidsarbejdsløse var ikke længere understøttelsesberettigede. Yderpartierne - især på højrefløjen - fik vind i sejlene.

I 1932 havde Hitler tabt præsidentvalget til Hindenburg i april. Ved valget i november 1932 gik nazisterne tilbage fra 37.2% til 33.1%, og Hitlers prestige var svindende. Samtidig var depressionen aftagende. På dette afgørende tidspunkt blev Hitler kontaktet af kansler Franz von Papen, som tilbød ham sæde i regeringen.

Rigsdagsbranden den 27. februar 1933 blev af Hitler udnyttet til at tage livet af det vaklende demokrati.

Undervurdering af magtmennesket Hitler.
Hitler var en mester i at tilpasse sit budskab efter det publikum, han stod overfor. Han talte socialisme til arbejderne, liberalisme til de selvstændige, militarisme til militærfolk osv. Når han talte med storkapitalen, bedyrede han, at "den socialistiske" del af NSDAP's program (ophævelse af virksomhedkarteller, overskudsdeling og forbud mod kapitalindkomst), aldrig ville blive gennemført. Papen, de store finansfyrster og industrifolk samt ledende militærfolk, som havde hjulpet Hitler til magten, troede, at Hitler ville være tilfreds, når han havde fået kanslerembedet. De forestillede sig, at de kunne manipulere med ham og genindføre et autoritært regime. Det skulle vise sig, at de alle undervurderede Hitler. Hitler havde forlængst indset, at en revolution skal gennemføres med statsmagten. og ikke imod.

Afslutningsvis vil jeg konkludere, at uden 1. verdenskrig ville Hitler næppe være blevet andet end "ølstuepolitiker". Uden den radikalisering, som skete efter det tyske nederlag og den ydmygende fredsslutning, ville Hitler aldrig have fået så stor en tilhængerskare

 

Tekst

Begyndelsen på jødeforfølgelser Den 1. april 1933, en uge efter Hitlers magtovertagelse, organiserede Goebbels en boykot af alle jødiske forretninger. Angiveligt som følge af nogle mindre flaterende avisartikler om det nye tyske regime i engelske og amerikanske aviser. Det var nazisternes opfattelse, at alle redaktioner var styret af jøder eller jødesympatisører. Boykotten varede kun denne ene dag, men var et varsel om, hvad der ville komme. I de følgende 12 år skulle mere end 400 love og dekreter, som alle var rettet mod jøder, blive vedtaget. I samme måned vedtoges "Lov om retablering af embedsmandsstanden", som medførte, at alene arier (medlemmer af den "ariske race") kunne være ansat i offentlig tjeneste. Loven definerede en "ikke-arier" som en person, der har ikke-ariske (læs jødiske) forældre eller bedsteforældre. Det var tilstrækkeligt at, at den ene af forældrene eller bedsteforældrene ikke var arisk. Embedsmænd, som var ansat efter 1. august 1914, skulle dokumentere, at de var af arisk afstamning eller havde deltaget aktivt i 1. verdenskrig. Ca. 30.000 offentligt ansatte blev fyret. Jøder blev forbudt at udøve kunst og måtte fx ikke udgive bøger. Det blev muligt at inddrage jødiske sagføreres bestalling. I juli 1933 indførtes tvangssterilisation på et racemæssigt grundlag, og omkring 200.000 blev tvangsteriliseret. Som vi ved, er dette kun begyndelsen. Bogbrænding Allerede i 1821 havde den tysk-jødiske forfatter, Heinrich Heine sagt "Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen" - "Hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker." Om aftenen den 10. maj 1933 samledes en stor flok tyske studenter og lærere sammen med SA-tropper på Opernplatz i Berlin overfor det estimerede Humboldt Universitet. Her brændte man bøger med et "ikke-tysk" indhold, mens man sang nazistsange og heilede. Blandt de 20.000 bind, som gik op i flammer, var værker af Henri Barbusse, Albert Einstein, Lion Feuchtwanger, Friedrich Förster, Sigmund Freud, André Gide, Maxim Gorki, Erich Kästner, Helen Keller, Alfred Kerr, Heinrich Mann, Thomas Mann, Karl Marx, Marcel Proust, Erich Maria Remarque, Kurt Tucholsky, Emilé Zola, Arnold Zweig og Stefan Zweig. Propagandaminister Joseph Goebbels holdt en tale ved bålet, hvor han hetzede mod alt det, som var utysk og entartet (degenereret). Hele den følgende uge foretog studenter tilsvarende autodafeer i andre større tyske byer. Det er anslået, at omkring 20% af alle tyske universitetslærere blev fyret i 1933-1934, heriblandt 20 nuværende og kommende modtagere af nobelprisen. Mange videnskabsmænd og kunstnere som Albert Einstein og brødrene Mann valgte at forlade landet og tage til fx USA. I september oprettede Goebbels et såkaldt "Reichkulturkammer", som fik til opgave at fremme "ægte kultur og kunst", Alle udøvende kunstnere være optaget i et af de syv underkamre (for litteratur, musik, teater, film osv.) for at måtte publicere deres værker. Jødiske kunstnere kunne ikke optages, hvorfor mange emigrerede. Gestapo Umiddelbart efter Hitlers udnævnelse til kansler blev Hermann Göring udpeget som indenrigsminister i Prøjsen. Prøjsen var på det tidspunkt den langt mest betydningsfulde stat i Tyskland. Görings første embedshandling var at forbyde "det almindelige politi" at blande sig i, hvad brunskjorterne, SA'erne foretog sig. Det betød, at den tyske borger ikke havde nogen steder at henvende sig, hvis han eller hun blev forulempet af disse bøller. Herefter udrensede han alle politifolk med en ikke-nazistisk indstilling af korpset og udnævnte omkring 50.000 stormtropper som specialbetjente, Hilfspolizei eller HIPO. Disse stormtropper benyttede i stort omfang deres muligheder for at arrestere folk, og snart var fængslerne oversvømmet. Dette førte til oprettelse af de første koncentrationslejre til internering af politiske modstandere. I april 1933 blev det hemmelige, politiske politi, Geheime Staats Polizei eller Gestapo, oprettet med Rudolf Diels som chef. Diels fik bl.a. ordre på at udbygge de hemmelige kartoteker om nazilederne for at sikre den ambitiøse Görings position i partitoppen. I 1934 overtog selv Göring ledelsen af Gestapo, og fra det tidspunkt blev korpsets opgave at "undersøge og bekæmpe alle farlige tendenser rettet mod staten", herunder lukke munden på Hitlers politiske modstandere. Vedtagelsen i februar 1936 af den såkaldte "Gestapo-lov" fratog domstolene muligheden for at beskæftige sig med Gestapos anliggender, hvorved Gestapo i virkeligheden blev hævet over loven. Nazijuristen dr. Werner Best fastslog, at "så længe Gestapo optræder i overensstemmelse med ledelsens ønsker, optræder det lovligt". Efter en mindre magtkamp mellem Göring og Heinrich Himmler, leder af SS, overlod Hitler ledelsen af Gestapo til Himmler med Reinhard Heydrich som næstkommanderende. Gestapo talte på sit højeste omkring 40.000 medlemmer. Omkring Gestapo-agenterne opererede et omfattende netværk af spioner og meddelere. Ingen kunne føle sig sikker for, om ens nabo, kollega, handlende osv. var meddeler for Gestapo. Gestapo benyttede sig af bestialske forhørsmetoder og skabte snart et rædselsregime. Sektion B4 af Gestapo, som tog sig af "det jødiske spørgsmål", blev ledet af Adolf Eichmann. Oprettelse af koncentrationslejre I marts 1933, da Heinrich Himmler blev leder af politiet i München, oprettede han en koncentrationslejr i en nedlagt ammunitionsfabrik i byen Dachau, en snes kilometer nordvest for München. Lejret blev styret af SS, og kommandanten hed Theodor Eicke. Himmler bragte ham tilbage fra Italien, hvortil han vart flygtet efter at have deltaget i nogle politiske bombninger. Han tilbragte et par måneder på en psykiatrisk klinik efter sammenstød med den lokale gauleiter, men Himmler fik ham løsladt og gav ham opgaven med at styre koncentrationslejren Dachau. Det så ud til, at Eicke var den rette mand til opgaven. Hans behandling af fangerne, som blev opfattet som fjender af staten, var en blanding af streng disciplin, spartanske forhold og hårdt fysisk arbejde. Nyankomne fanger fik aldrig at vide, hvor længe de skulle være fængslet. Ofte blev de sendt til Dachau første gang, de var i forbindelse med politiet. Mange kom fordi de var blevet angivet, uden nogensinde at kende anklagen mod dem. Eicke indførte regler som disse: En fange vil blive hængt, hvis han holder politiske taler, udleverer eller modtager propaganda materiale, indsamler eller videregiver oplysninger om forholdene i lejren osv". En anden regel sagde, at en fange vil blive skudt ned, hvis han nægter at adlyde en ordre fra en af fangevogterne. Den døde fanges aske ville efterfølgende blive leveret ved familiens fordør med besked om, at han var skudt under flugtforsøg. Over indgangen hang et metalskilt, hvis tekst var forfattet af Eicke; det lød: "Arbeit Macht Frei". Lejren bestod af 34 træbarakker med plads til 270 fanger i hver, dvs lejren havde en kapacitet på godt 9.000 fanger. Hver barak var opdelt i fem rum med 54 personer i hvert. Dachau var så stor en succes, at den dannede model for hundredvis af tilsvarende lejre over hele Tyskland. De lange knives nat Den største trussel mod Hitler kom imidlertid ikke fra hans politiske modstandere, men fra hans eget SA-korps, som var under ledelse af Ernst Röhm. Röhm, som var en dekoreret krigshelt fra 1. verdenskrig, havde været med Hitler lige fra starten. Det var i høj grad SA-korpsets fortjeneste, at Hitler var kommet til magten. Korpset var efterhånden blevet en belastning for Hitler, ikke mindst da det så sig selv som kernen i en folkets revolutionshær. Det gav Hitler problemer i forhold til den ordinære hær, hvis støtte var nødvendig for Hitler i hans kamp for at beholde magten. Forud for magtovertagelsen havde Hitler forsikret generalstaben om, at han ville bringe den tyske hær til ære og værdighed igen, at den forhadte Versailles-traktat ville blive brudt, og at han aldrig ville lade SA overtage hærens rolle. Et andet problem var, at SA med deres krav om en socialistisk revolution skræmte de industri- og finansfolk, som havde støttet Hitler. I februar 1934 holdt Hitler et møde med SA's ledelse incl Röhm og forsvarsministeren, hvor Röhm blev orienteret om, at SA ikke ville blive en revolutionshær, men i stedet skulle anvendes til løsning af politiske opgaver. Efter mødet erklærede Röhm, at han ikke ville respektere dette, et synspunkt han også udtrykte overfor den udenlandske presse: "SA er den nationalsocialistiske Revolution!" Röhms ambition var, at SA skulle blive en tredje magtsøjle ved siden af politiet og hæren. I begyndelsen af juni overtalte Hitler Röhm til at lade sig sygemelde og sende SA-korpset på ferie i hele juli måned. Imidlertid kom vicekansler Papen på tværs af disse planer, idet han i en tale dels klagede over SA-korpsets bøllemanerer, dels udtalte sin frygt for, at SA ville indlede en revolution, og han opfordrede Hitler til at forhindre dette. Papens tale forhøjede øjeblikkelig mistroen mellem SA og hæren. Den 21. juni blev Hitler kaldt til præsident Hindenburg, hvor han i overværelse af general Blomberg fik at vide, at problemet med SA skulle løses. Ellers ville præsidenten erklære landet i undtagelsestilstand og lade den tyske hær overtage ledelsen af landet. Det ville være afslutningen på det nazistiske regime. Himmler, som var leder af det hitlertro SS, Göring og Heydrich holdt hemmelige møder med generalstaben for at sikre sig hærens støtte ved udrensning indenfor SA. Hæren lovede at levere våben og transport og i øvrigt forholde sig i ro på deres kaserner. Problemet var nu at få Hitler til at afgive ordren til udrensning. Den 28. juni var Hitler og Göring gæster ved et bryllup i Essen. Under dette blev Hitler kaldt til telefonen og fik at vide af Himmler, at der var overhængende risiko for et kup af Röhm. Desuden meldte Himler, at magtfulde konservative arbejdede på at få Hindenburg til at erklære undtagelsestilstand. Hitler sendte Göring tilbage til Berlin med ordre til at destruere SA og ødelægge de konservatives planer. Hitler selv fløj til München for personligt at konfrontere Röhm og andre SA-ledere, som opholdt sig der. Ledsaget af sin SS-livvagt kørte han til Röhms hotel og lod ham sammen med andre ledende SS-folk arrestere og anbringe i Stadelheim fængslet udenfor München. Herefter gav Hitler telefonisk besked til Göring i Berlin om at gå i gang med udrensningen. I Berlin og 20 andre byer henrettede SS ledende SA-folk. Göring og Himmler havde udfærdiget en dødsliste med navne på personer, som ikke var tilsluttet SA. Denne liste indeholdt bl.a. følgende prominente personer: Gregor Strasser, en af nazistpartiets grundlæggere, som havde brudt med Hitler på grund af politiske uoverensstemmelser, blev skudt i Gestapos hovedkvarter i Berlin. Kurt von Schleicher, tidligere tysk kansler, som havde hjulpet Hitler til magten, blev skudt ned i sit hjem. Den 73 år gamle Gustav Kahr, som havde modsat sig Hitler i det famøse ølstuekup i 1923, blev fundet dræbt i en sump nær Dachau. Her fandt man også liget af fader Bernhard Stempfle, som havde hjulpet Hitler med at redigere Mein Kampf - og som mentes at vide for meget om Hitlers tragiske forhold til sin niece, Geli Raubal. Karl Ernst, leder af SA i Berlin, blev skudt sammen med tre andre, som menes indblandet i rigsdagsbranden i februar 1933. Erich Klausener, som havde skrevet Papens tale, blev skudt tillige med Papens privatsekretær. Papen selv blev sparet på grund af sit nære forhold til præsident Hindenburg, og han slap med at komme i husarrest. Göring og Himmler fik overbevist Hitler om, at Ernst Röhm måtte eksekveres. Det har formentlig selv for Hitler været en vanskelig beslutning, da Röhm havde været med siden bevægelsens start og bl.a. havde sikret et godt forhold til hæren. Det er den almindelige opfattelse, at Röhm faktisk var loyal mod Hitler, men blot ønskede, at SA skulle spille en større rolle. Röhm fik i sin celle udleveret en pistol med en enkelt kugle i og fik 10 minutter til at begå selvmord. Röhm nægtede, hvorefter to SS-officerer, heriblandt Dachaus kommandant, Theodor Eicke fuldførte opgaven. De følgende dage blev mange højtstående medlemmer af SA skudt. Forinden fik de forkyndt: "De er dømt til døden for højforrædderi. Heil Hitler!" Det vides ikke med sikkerhed hvor mange, der blev skudt. Det anslåede tal ligger mellem 200 og 1000. Mindre end halvdelen var SA-folk, idet Hitler, Göring, Himmler og Heydrich benyttede lejligheden til at få gjort op med gamle fjender. Umiddelbart efter modtog Hitler et lykønskningstelegram fra præsident Hindenburg, som gratulerede med, at "Hitler havde reddet det tyske folk fra en stor fare. Den tyske generalstab gav også udtryk for deres tilfredshed med løsningen. Den 3. juli 1934 offentliggjorde den engelske tegner David Low denne satiriske tegning, som bar titlen: "Nu hilser de med begge hænder. Ved siden af Hitler med den rygende pistol i hånden ses Göring i skikkelse af en germansk kriger fra fortiden. Under Hitlers højre fod ligger en ydmyg og underkastende Goebbels. Til højre anes den tyske hær, som holdt sig i beredskab under opgøret. Og foran ses de overgivende SA-folk. Den 13. juli holdt Hitler en to timer lang tale i rigsdagen. Heri retfærdiggjorde han mordene overfor det tyske folk og den udenlandske presse ved at fremstille alle rygter om kupplaner som kendsgerninger. Hitler tog personligt det fulde ansvar for handlingerne og sagde, at som ansvarlig for folkets skæbne havde han fungeret som højesteret. Og han advarede om, at der ville blive slået hårdt ned på alle anslag mod statens sikkerhed. Nogle uger senere fik SS selvstændig status, og de var ikke længere en underafdeling af SA. Reinhard Heydrich, hjernen bag udrensningen, blev forfremmet til SS-Gruppenführer (generalløjtnant). De SS-mænd, som havde udført drabene, fik af Himmler en SS-dolk med en særlig inskription. SA var ikke længere nogen trussel mod Hitler, og dets medlemmer blev efterfølgende opslugt af den regulære hær. Hitler bliver Fører Den gamle præsident Paul von Hindenburg lå for døden. Rigskansler Hitler havde forinden besluttet, at han ville være Führer (øverste leder) over det tyske folk - og ikke kun over medlemmerne af nazipartiet. Få timer efter præsidentens død den 2. august 1934 forelagdes en lov i rigsdagen, som fastslog, at rigspræsidentens beføjelser ved hans død ville overgå til "Føreren og rigskansleren Adolf Hitler". Loven var tilbagedateret til den 1. august 1934. Teknisk set var denne lov i strid med forfatningen, men ingen protesterede. Hitler var blevet loven. Kort efter aflagde hver enkelt soldat i hæren faneed til - ikke til flaget, ikke til nationen, ikke til forfatningen - men til Hitler: "Jeg sværger ved Gud, at jeg altid vil vise ubetinget lydighed mod Adolf Hitler, Fører af det tyske rige og folk, øverkommanderende for de væbnede tropper, og vil være parat til som tapper soldat at sætte mit liv ind for denne ed." Fra dette tidspunkt blev Hitler tituleret "Mein Führer". Ved folkeafstemning den 19. august blev Hitlers legitimitet bekræftet, idet 90% af vælgerne stemte "ja". Hermed var Hitlers (al)magt bekendtgjort for hele verden. Dagen efter blev der indført en ed for alle offentligt ansatte, som skulle sværge layalitet til Hitler. To uger senere bekendtgjorde Adolf Hitler på det årlige partimøde i Nürnberg: "Den tyske livsform er uigenkaldelig fastlagt for de næste 1000 år." Hitler lod instruktøren Leni Riefenstahl filme ugens begivenheder, og hendes film, "Viljens triumf" blev et kraftfuldt propagandastatement, som gjorde indtryk på hele verden, da den blev vist i 1936. Partidagene i Nürnberg udviklede sig til rene pilgrimsrejser, hvor flere hundrede tusinde borgere deltog i marcher bærende fakler, de overværede store militærparader og højtideligheder for afdøde nazister og - ikke mindst - de fik mulighed for at se og høre Føreren. De antisemitiske Nürnberglove I forbindelse med nazistpartiets årlige partidag i Nürnberg i september 1935 blev fremlagt de såkaldte "Nürnberglove", som er to antisemitiske love. Lovene og de efterfølgende forordninger udgjorde fundamentet for udskillelsen af jøderne fra det øvrige tyske samfund. Rigsborgerloven udelukkede ikke-ariere (først og fremmest jøder) fra det tyske "folkefællesskab" ("Volksgemeinschaft")og gjorde dem til andenrangsborgere med begrænsede borgerlige rettigheder, bl.a. fik de frataget stemmeretten. Loven til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære forbød ægteskab og seksuelle forhold mellem ariere og ikke-ariere. Denne lov skulle sikre, at det hellige tyske blod ikke blev blandet med laverestående racers. I tillæg til disse to love blev der i november 1935 udstedt en forordning, som definerede begrebet "jøde". Det mest interessante ved definitionen er, at den er baseret på "blodet". En person var jøde, hvis mindst tre bedsteforældre var af jødisk oprindelse. Havde en person to jødiske bedsteforældre, var han/hun "halvjøde" ("Mischling ersten Grades", på dansk "bastard af 1. grad"). Og med "kun" én jødisk bedsteforælder, var personen "kvartjøde". At være jøde var ikke længere et spørgsmål om religiøs overbevisning. I forbindelse med de senere jødeudryddelser kom denne definition til at betyde, at en jøde ikke ved at konvertere til kristendommen kunne undslippe sin skæbne. Ved nazisternes magtovertagelse udgjorde jøderne godt 500.000 af den samlede tyske befolkning på ca. 62 millioner, dvs 0,8% af den tyske befolkning, heraf boede omkring 70% i de større byer. Det er i dag svært at forstå, at denne lille gruppe af mennesker, hvoraf de fleste var velintegrerede borgere, som blot havde en anden religion, skulle være en dødstrussel for det store tyske rige. Nedenstående overskuelige diagrammer, som jeg har hentet fra vores førende naziforsker, Karl Christian Lammers "Vejen til Auschwitz", Gyldendal, 2000, viser systemets absurditet. Det menes, at selv de tyske bureaukrater kunne have problemer med at finde ud af, hvem der var jøde - og i givet fald hvor meget jøde? En (ren) arier tilhører det tyske blods- og folkefællesskab og kan blive statsborger. En kvartjøde tilhører alene det tyske folkefællesskab - og altså ikke blodsfællesskabet - og kan blive statsborger. En halvjøde tilhører det tyske folkefællesskab og kan blive statsborger. En trekvartjøde tilhører det jødiske blods- og folkefællesskab og kan ikke blive statsborger. En heljøde tilhører det jødiske blods- og folkefællesskab og kan ikke blive statsborger. Paradoksalt nok tog mange tyske jøder godt imod lovene, da de mente, at jødernes status nu var afklaret, og at der efterfølgende ikke ville ske flere indgreb i jødernes stilling. Den vigtigste konsekvens af Nürnberglovene var uden tvivl, at det nu blev fastlagt, hvem der var jøde og hvem der var arier. Selvsagt kom dette til at spille en helt afgørende rolle senere hen, da nazisterne påbegyndte deportation og udryddelse af de tyske jøder. I de 12 år, det nazistiske vanvid rasede, blev der indført mere end 400 begrænsninger i jødernes forhold - fra forbud mod at spille i et symfoniorkester til forbud mod at holde huskat. Genindførelse af værnepligt i Tyskland Hitler besluttede, at tiden var inde til at opfylde sine løfter/trusler til hæren og befolkningen om at bryde den forkætrede Versailles-traktat. På et pressemøde den 16. marts 1935 bekendtgjorde Goebbels, at Hitler havde besluttet at genindføre værnepligten, og at man ville opbygge en hær på 36 divisioner svarende til 550.000 mand. Ifølge traktaten måtte hærens størrelse ikke overstige 100.000. Tyskland afventede reaktionerne fra England og ikke mindst fra hovedfjenden Frankrig. Nogle af generalerne forudså endog et angreb. Bortset fra nogle diplomatiske protester udeblev reaktionerne. Begge lande havde alvorlige økonomiske problemer, og Frankrig var optaget af interne politiske kampe. For at berolige sine naboer bekendtgjorde Hitler i en tale i rigsdagen den 21. maj, at Tyskland ønskede fred og ikke ønskede at true nogen. Tyskland ville overholde traktatens øvrige bestemmelser og var villig til at indgå ikke-angrebsaftaler med sine naboer. Intet skete. Hitler havde for første gang spillet højt spil på den internationale scene - og vundet. Det skulle ikke blive sidste gang, at Hitler kom med beroligende udtalelser efter drastiske beslutninger eller handlinger. Tyskland rykker ind i Rhinlandet Hitler næste udfordring af stormagterne kom om morgenen den 7. marts 1936, hvor han lod tre batailoner af den tyske hær rykke ind i det demilitariserede Rhinland. Området indeholdt vigtige byer som Köln, Düsseldorf og Bonn og var Tysklands vigtigste industriområde. Den tyske udenrigsminister, Constantin von Neurath tilkaldte ambassadørerne fra Frankrig, England og Italien og overrakte dem et memorandum, som fastslog, at Tyskland havde overtaget kontrollen af det demilitariserede Rhinland. Da Hitler samme dag bragte nyheden til rigsdagen, blev der vild begejstring. Hitler bekendtgjorde, at han mere end nogensinde ville arbejde for forståelse mellem de vestlige nationer, at Tyskland ikke havde territoriale krav i Europa, og at Tyskland aldrig ville bryde freden. Hverken Frankrig eller England reagerede militært på de tyske indtrængen. De 30.000 let bevæbnede tyske soldater havde ellers ordre på at vende tilbage, hvis de mødte militær modstand, men intet skete. Hitler fortalte siden, at det var de mest spændende 48 timer i hans liv. De tyske tropper blev mødt af en glædestrålende befolkning, som kastede blomster og hilste det nazistiske flag. I Köln domkirke takkede kardinal Joseph Schulte Hitler (Gud?). (Schulte døde i 1941 efter et allieret luftangreb.) Et par uger senere ved en folkeafstemning godkendte 98.8% af de tyske vælgere hærens indrykning i Rhinlandet. Hitlers popularitet nåede nye højder. De Olympiske Lege i Berlin i 1936 I 1936 skulle Tyskland være vært for de olympiske lege. Legene i 1916 skulle have fundet sted i Berlin, men blev aflyst pga krigen. I 1931, før Hitler kom til magten, havde den olympiske komite besluttet at henlægge 1936-legene til Berlin. Goebbels overbeviste Hitler om, at legene ville være en spektakulær anledning til at udbrede nazistisk propagande både i Tyskland og i udlandet. Lidt udenfor Berlin byggede man et imponerende olympisk stadion med plads til 110.000 tilskuere -og med specielt indrettede pladser til Hitler og de øvrige naziledere. Formanden for den tyske olympiske komite blev afsat, da det viste sig, at en af hans bedstemødre var jødisk, og han blev erstattet af den højtstående SA-mand Hans von Osten. Osten indførte straks regler om, at kun ariere kunne deltage på det tyske hold, en beslutning som var helt i overenssemmelse med de tyske racelove. Flere jødiske atleter valgte at forlade landet og fortsætte deres karriere i udlandet. Især i USA opstod der krav om, at man enten skulle flytte legene eller boykotte dem. Formanden for den amerikanske olympiske komite Avery Brundage blev inviteret til Berlin, hvor han fik en udsøgt VIP-behandling af nazisterne. Som en gestus fik fægteren Helene Mayer, som var delvis jøde, lov til at genindtræde på det tyske hold. Hun havde vunder guld ved OL i 1928 og blev anset for verdens bedste kvindelige fægter. Det resulterede i, at Brundage efter hjemkomsten accepterede invitationen til legene. Da han blev bebrejdet denne beslutning, forsvarede han sig med, at "legene var for atleter og ikke politikere." USA stillede op med 19 sorte og 5 jødiske atleter på holdet, mens det tyske hold talte 348 atleter af arisk oprindelse. Da de forskellige delegationer ankom til Berlin, var alle de sædvanlige skilte med "Jøder ikke velkomne" fjernet, og SA m.fl. havde fået besked om at holde sig i baggrunden. På alle sportsbygninger hang det olympiske flag side om sid med det tyske hagekorsflag. Den antijødiske avis, Der Stürmer blev for en tid fjernet fra salgsstederne. Den 1. august 1936, da Hitler og hans følge kom ind på et fyldt stadion, sang et kor "Deutschland über Alles", efterfulgt af Horst Wessel sangen. Luftskibet Hindenburg hang over stadion med det olympiske flag efter sig. Nogle landes atleter gjorde nazihilsen, da de under indmarchen passerede Hitler på tribunen. De engelske og amerikanske tropper nøjedes med at se til højre på militærmaner. For første gang i legenes historie var den olympiske ild blevet bragt til værtsstedet fra Olympos i Grækenland. Herefter erklærede Hitler legene for åbne. Til nazisternes fortrydelse satte den sorte atlet, Jesse Owens rekord ved at vinde fire guldmedaljer: 100-meter, 200-meter sprint, længdespring samt 400-meter stafet. Hitler nægtede at hilse på Owens ved præmieoverrækkelsen. Der blev en del opstandelse, da to jødiske deltagere i sidste øjeblik blev taget af det amerikanske 400-meter stafethold - det menes at være sket for at tilfredsstille nazisterne. Hitler selv holdt en bemærkelsesværdig lav profil under legene og optrådte med ro og værdighed. Tyskland blev vinder af legene med 89 medaljer, mens USA blev nummer to med 56 medaljer. De olympiske lege var en stor politisk succes for Tyskland, som gennemførte det hidtil flotteste og bedst planlagte arrangement. Hitler bliver chef for hæren Da Hitler havde besluttet at rykke ind i Rhinlandet, havde han mødt modstand fra de gamle generaler, som havde frygtet et fransk angreb. I forbindelse med at Hitler havde afsløret sine planer for mere "lebensraum" havde de samme generaler også ytret betænkelighed. Nu var tiden inde til for Hitler selv at overtage magten og udskifte den gamle garde. Det kom til at gå ud over de to mest magtfulde officerer i hæren, feltmarskal Werner von Blomberg og general Werner von Fritsch. Werner von Blomberg var hengiven overfor Hitler og havde støttet ham i opgøret med SA. Han havde været enkemand siden 1932, og nu havde den 60-årige Fritsch forelsket sig i sin 25-år gamle sekretær, Erna Gruhn. Da hun kom fra en arbejderbaggrund, spurgte han Göring til råds, og Göring sagde, at det ikke ville være noget problem. De blev gift i januar 1938, og både Göring og Hitler var med til brylluppet. Mens de nygifte var på bryllupsrejse i Italien, opdagede man i politiregistret, at hustruen havde været prostitueret. Da Blomberg blev konfronteret med dette, tilbød han straks at lade sig skille for at redde sin karriere, men en rasende Hitler fyrede ham på stedet. han fik dog løfte om at kunne genindtræde i tjenesten, når blæsten havde lagt sig. Dette kom dog aldrig til at ske. Blomberg-skandalen var kun vand sammenlignet med behandlingen af Werner von Fritsch. Fritsch havde ved flere lejligheder fornærmet Himmler og hans SS-folk, og Himmler ventede på en lejlighed til at gøre op med ham. I dette blev han hjulpet af Göring, der opportunistisk håbede på at profitere af generalens fald. Samme dag, som Blomberg blev afskediget, bragte Göring Hitler en rapport fra Gestapo. Rapporten fortalte, at general Fritsch, som havde været ungkarl hele livet, i 1935 skulle have deltaget i homoseksuel sex i en gyde ved en togstation i Berlin. Dette var blevet set af en person, som angiveligt havde presset penge af generalen gennem flere år. Hitler lod Fritsch tilkalde og konfronterede ham med rapporten i overværelse af Himmler og Göring. Fritsch nægtede alt, hvorefter øjenvidnet, en tidligere straffet ved navn Hans Schmidt, blev bragt til veje. Han gentog forklaringen om, at han havde overværet begivenheden og havde presset penge af Fritsch lige siden. General Fritsch benægtede alt og krævede at komme for en militær domstol for at blive renset. Hitler reagerede ved at sende ham på orlov på ubestemt tid. Efterfølgende undersøgelser viste, at den officer, som Schmidt havde presset penge af, var en pensioneret kavaleriofficer ved navn Frisch - og ikke Fritsch. Schmidt var blevet presset til i stedet at angive General Fritsch af Heydrichs agenter. Samtidig opstod der rygter i Berlin om, at hærledelsen ville sætte Hitler fra magten. Hitler reagerede på dette ved den 4. februar 1938 at overtage det øverste ansvar for hæren. Han afskedigede hele forsvarsministeriet (som faktisk hed krigsministeriet)og erstattede det med sine håndgangne folk og satte sig selv i spidsen for hær, flåde og luftvåben. De tyske tropper blev nu ledet af en tidligere underkorporal uden strategisk eller taktisk erfaring. Göring, som havde håbet på at få denne post, blev udnævnt til feltmarskal og var nu den højest rangerende officer i riget. Nazityskland annekterer Østrig - Anschluss I februar 1938 tog Adolf Hitler en række gangstermetoder i brug for at indlemme Østrig i det tyske rige. Siden opløsningen af det hellige tysk-romerske kejserrige i 1806 havde der været tanker om at samle alle tysktalende borgere i én stat. Målet blev delvist nået i 1871 ved dannelse af den tyske nationalstat. I Østrig ønskede mange af de omkring syv millioner etniske tyskere en sammenlægning med Tyskland. Landet var på det tidspunkt udsat for kraftig nazistisk agitation, og mange ikke-tyskere så med bekymring på udviklingen i Tyskland. Den 12. februar mødtes Hitler med den østrigske kansler Kurt von Schuschnigg i Berchtesgaden. Schuschnigg var blevet kansler i 1934, efter at den hidtidige kansler Dollfuss var blevet snigmyrdet af nazister. Han førte en hård kurs overfor de østrigske nazister, hvoraf en del var blevet fængslet. Mødet var arrangeret af vicekansler Franz von Papen, som var tidligere ambassadør i Østrig. På vejen til Berchtesgaden sagde Papen, at han håbede, at Schuschnigg ikke havde noget imod, at nogle af Hitlers generaler deltog i dagens diskussion. Det har formentlig kommet som en overraskelse for den uforberedte Schuschnigg. Hitler tog grovfilen i brug med det samme: "Hele Østrigs historie har været et ubrudt forræderi. Jeg er fast besluttet på at gøre en ende på dette. Hverken England, Frankrig eller Italien vil løfte et øjenbryn, hvis Tyskland selv løser sit Østrig-problem. Østrigs forsvar vil ikke kunne sinke den stor tyske hær en halv time." Om eftermiddagen blev Schuschnigg af den tyske udenrigsminister Joachim Ribbentrop præsenteret for et tysk ultimatum: Alle nazister i østrigske fængsler skulle frigives. Forbuddet mod det østrigske nazistparti skulle ophæves. Arthur Seyss-Inquart, som var indædt nazist, skulle være indenrigsminister med fuld kontrol over politiet. Der skulle udnævnes en nazist til finansminister, som straks skulle påbegynde at integrere den østrigske økonomi i den tyske. Disse krav var ultimative, og stakkels Schuschnigg skulle underskrive øjeblikkeligt. Schuschnigg vred sig og sagde, at selv om han underskrev dokumentet, skulle det ratificeres af Østrigs præsident, Wilhelm Miklas. Det endte med, at Schuschnigg fik tre dage til at få præsidenten til at underskrive det. Ellers ville Tyskland invadere Østrig omgående. Præsident Miklas nægtede at ratificere dokumentet. Han kunne godt gå med til at give amnesti til de fængslede nazister, men han ville under ingen omstændigheder overlade ledelsen af landets politi til Seyss-Inquart. I mellemtiden beordrede Hitler de tyske tropper til at foretage militærøvelser langs grænsen til Østrig for at give udseende af, at invationen var forestående. Bluffet lykkedes, og Miklas underskrev. I Berlin den 20. februar holdt Hitler en tale, som også blev udsendt i østrigsk radio. Han beskrev de østrigske nazister som en arisk minoritet, der blev forfulgt for deres sympati med den tyske race og dens ideologi. Efter talen løb de østrigske nazister rundt i gaderne og råbte "Sieg Heil!" og "Heil Hitler!". Fire dage senere udtalte kansler Schuschnigg, som var kommet sig over chocket i Berchtesgaden, at Østrig havde strakt sig så langt som det kunne og ville overfor Tyskland. Hertil og ikke længere. Men nu begyndte de østrigske nazister at demonstrere i gaderne med hagekorsflag, mens politiet, som nu var under nazikontrol, forholdt sig passivt. Den politiske uro medførte økonomisk panik, og borgerne løb stormløb på bankerne. I et forsøg på at redde situationen bekendtgjorde kansler Schuschnig, at der ville blive afholdt folkeafstemning den 13 marts. Her skulle østrigs befolkning tilkendegive, om de ønskede at bevare deres uafhængighed af Tyskland. Hitler blev rasende og raslede igen med våbnene, og presset fra de østrigske nazister voksede. Presset på kansler Schuschnigg blev så stort, at ham måtte træde tilbage, hvorefter han blev afløst af nazistlederen Seyss-Inquart. Seyss-Inquart sendte straks efter tiltrædelsen et anmodning til Hitler, hvori han anmodede om tysk indgreben og støtte. Hiler havde imidlertid et problem i forhold til Italien. I 1934 havde de østrigske nazister, som udgjorde en del af det tyske NSDAP, forsøgt et kup, hvorunder præsident Dofffuss var blevet myrdet. Dette havde alarmeret det fascistiske Italien, som havde sendt tropper til grænsen mod Østrig. Da Hitler var i tvivl om, hvorledes Benito Mussolini ville reagere på en tysk invasion af Østrig, sendte han i hast en rapport til Rom, hvori han retfærdiggjorde militæraktionen med henvisning til, at Østrig og Tjekkoslovakiet havde planer om at angribe Tyskland og genindføre det habsburgske monarki. Hitler blev telefonisk orienteret om, at den italienske diktator ikke havde nogen interesser i Østrig, hvorefter Hitler beordrede sine generaler til at påbegynde invasionen den følgende morgen, søndag den 12. marts 1938. De tyske tanks mødte ingen modstand, og mange steder blev de budt velkomne som befriere. Mange af Østrigs syv millioner etniske tyskere ønskede at blive forenet med det store Tyskland og dets dynamiske fører, som selv var rundet af østrigsk jord. Allerede på invasionsdagen aflagde Hitler besøg i sin fødeby Braunau am Inn og tog derefter til Linz, hvor han havde gået i skole. Hverken Frankrig eller England reagerede på overgrebet. I Frankrig kom interne politiske problemer (igen) i vejen for militær indgriben. England under premierminister Neville Chamberlain havde allerede tilkendegivet, at det ville føre en eftergivenhedspolitik for at bevare freden. Tingene blev vanskeliggjort ved, at Østrig aldrig anmodede om hjælp udefra. I Tyskland fortalte de nazistiske aviser, at Østrig havde bedt den tyske regering om at sende tropper for at genoprette ro og orden. Den altid beredvillige Goebbels fabrikerede historier om kommunistiske gadekampe i Wien. Den 13. marts vedtog det østrigske parlament, hvis leder og kansler nu var Arthur Seyss-Inquart, lov om øjeblikkelig sammenlægning ("Anschluss") af Østrig og Tyskland. Østrig eksisterede ikke længere som selvstændig nation, men var nu en tysk provins. Samme dag gjorde Hitler sit indtog i det Wien, hvor han mange år tidligere havde levet nærmest som subsistensløs. Hitler beordrede en folkeafstemning og bad den østrigske befolkning om at godkende sammenlægningen med Tyskland. 99.7% af vælgerne svarede "ja". Hitler havde taget Østrig uden at affyre et eneste skud. Kansler Kurt von Schuschnigg, som forgæves søgte at hindre den nazistiske magtovertagelse, sad i fængsel, indtil han blev befriet af de amerikanske tropper i 1945. Han var professor i politisk videnskab ved St Louis University i USA fra 1948-1967. Tjekkoslovakiet - Sudeterspørgsmålet Hitler rettede sit nu sit blik mod Sudeterland, den vestlige del af Tjekkoslovakiet. Her boede omkring tre millioner etniske tyskere. I Tjekkoslovakiet, som pludselig var omgivet af Tyskland på tre sider, voksede bekymringen. Tjekkoslovakiet var blevet dannet efter 1. verdenskrig af fragmenter af det gamle Habsburgske emperium. Lige fra begyndelsen var der problemer med de forskellige etniske grupper, som talte tjekker, slovakker, ungarer og tre millioner tyskere. Sidstnævnte gruppe levede i den vestlige ende af landet, Sudeterland. Det lokale nazistparti, som blev ledet af Konrad Henlein, modtog ordrer direkte fra Berlin. Størsteparten af tyskerne var medlemmer af partiet og ønskede, "at komme hjem til Tyskland". Efter det østrigske "Anschluss" fik Henlein besked på at skabe problemer ved at fremsætte stadig mere vidtgående krav overfor den tjekkoslovakiske regering. I Tyskland blev dette fulgt op med beretninger om forfølgelse af det tyske mindretal i Suderterland. På det årlige partimøde i Nürnberg talte Hitler og Göring om det såkaldte "Sudeterspørgsmål". Strategien med at kombinere et internt og et eksternt pres mod modstanderen blev igen taget i anvendelse. Hitler sammenkaldte sine generaler og bad dem forberede sig på at skulle invadere Tjekkoslovakiet den 1. oktober 1938. Generalstaben var betænkelige, da et sådant angreb kunne mobilisere Frankrig og England og muligvis Sovjetunionen. Den franske hær alene havde mere end 100 divisioner, mens Tyskland alene havde 31 bevæbnede divisioner samt syv divisioner af reserven. Hertil kom, at Tjekkoslovakiet havde 45 divisioner, som var anbragt langs den befæstede tysk-tjekkiske grænse. General Ludwig Beck, som var chef for generalstaben, udarbejdede en detaljeret analyse over de mulige katastrofale konsekvenser af et angreb. Han indkaldte de øvrige generaler til et hemmeligt møde et par dage senere, hvor han forelagde sin analyse. Han opfordrede til, at de alle skulle træde tilbage straks. De øvrige var enige i, at der burde gøres noget, men ingen havde det fornødne mod, og det endte med, at alene Beck trådte tilbage. Hitler erstattede Beck med general Franz Halder, som ukendt for Hitler delte Becks opfattelse af de foreliggende angrebsplaner. Sammen med bl.a. admiral Wilhelm Canaris og Berlins politichef von Helldorf dannede de en konspiratorisk gruppe. Denne gruppe skulle arrestere Hitler, når/hvis han gav ordre til angreb. Ifølge deres plan skulle hæren sikre, at SS-folkene ikke kunne give problemer. Antinazistiske medlemmer af politiet skulle besætte de vigtigste regeringsbygninger og arrestere topnazister som Göring, Goebbels og Himmler. Efterfølgende skulle Hitler stilles for en særdomstol med anklage for at lede Tyskland ind i en militær katastrofe. De sammensvorne sendte en agenter til England for at oplyse om Hitlers planer om et angreb på Tjekkoslovakiet. De opfordrede til, at England og Frankrig anlagde en klart aggressiv linie overfor Hitler. Desværre reagerede man ikke på denne henvendelse, muligvis fordi man ikke havde tiltro til de tyske officerer. Münchenaftalen Da udsigterne til tysk invasion af Tjekkoslovakiet blev overhængende, anmodede den engelske premierminister Neville Chamberlain Hitler om et møde med Hitler ansigt til ansigt. Mødet fandt sted den 15. september 1938 i Berchtesgaden. I samme værelse, hvor den østrigske kansler seks måneder forinden forgæves havde forhandlet om en fredelig løsning for Østrig. Hitler var denne gang mere afdæmpet, men han fremlagde sit syn på Suderspørgsmålet og foreslog, at området blev overdraget til Tyskland aht de forfulgte etniske tyskere. Chamberlain svarede, at han ville tage det op i regeringen og bad Hitler om at afstå fra militære indgreb, indtil svaret forelå. Hitler indvilligede pådette. Chamberlain vendte tilbage til London og fik sin regerings accept af overdragelse af Sudeterland til Tyskland, ligesom han fik en positiv tilbagemelding fra Frankrig. England og Frankrigs ambassadører i Prag meddelte den tjekkoslovakiske regering, at de burde opgive de områder, hvor mere end halvdelen af beboerne var tyske. Tjekkoslovakiet, som følte, at det blev svigtet af de vestlige allierede, accepterede modstræbende. I mellemtiden havde Hitler kontaktet Polen og Ungarn og tilbudt dem hver en bid af Tjekkoslovakiet, hvis de ville lade Tyskland indtage Tjekkoslovakiet. Begge lande accepterede. Den 22. september vendte en optimistisk Chamberlain tilbage til Tyskland, hvor han mødtes med Hitler i Godesberg ved Rhinen. Da han meddelte Hitler, at han kunne få Sudeterland som ønsket, sagde Hitler, at det ikke var tilstrækkeligt. Han krævede, at alle ikke-tyskere i området skulle udvises, når den tyske hær havde besat området den 1. oktober. En rystet Chamberlain protesterede og fremførte, at Tjekkoslovakiet ikke kunne acceptere en sådan løsning, men Hitler var ubøjelig. Chamberlain, som havde sat hele sin prestige ind på at få en fredelig løsning, var blevet næste offer for Hitlers gangstermetoder. Da den skuffede Chamberlain vendte tilbage til london, blev den engelske flåde sat i beredskab, Frankrig mobiliserede 100 divisioner, som tog opstilling langs den fransk-tyske grænse, og den tjekkiske hær på 1 million mand blev mobiliseret. Europa forberedte sig tilsyneladende på krig. Hitler skiftede nu strategi og lovede, at hvis Sudeterland blev overgivet til Tyskland, ville man ikke ødelægge den øvrige del af Tjekkoslovakiet. En lettet Chamberlain greb chancen og telegraferede, at han ville komme tilbage til nye forhandlinger. Han opfordrede den italienske leder Mussolini til at deltage i topmødet, som skulle omfatte Tyskland, England, Frankrig og Italien. Hitler accepterede, og det blev aftalt, at mødet skulle afholdes i München. Mødet blev afholdt den 29. - 30. september med deltagelse af Hitler, Chamberlain, Mussolini og den franske premierminister Edouard Daladier. Tjekkoslovakiske repræsentanter måtte vente udenfor mødelokalet, da Hitler ikke ville lade dem deltage. Mussolini fremlagde et forslag, som stort set svarede til de tyske krav, og Chamberlain og Daladier accepterede hurtigt. Ingen ønskede for alvor en ny krig med Tyskland. De fire ledere underskrev en traktat, som tillod den tyske hær at besætte Sudeterland. Chamberlain oplæste denne erklæring udenfor sin embedsbolig i Downing Street: "My good friends, this is the second time in our history that there has come back from Germany to Downing Street peace with honor. I believe it is peace in our time." De fleste politikere i England var tilfredse med aftalen, dog rejste en enkelt advarende stemme sig. Det var Winston Churchill, som kaldte aftalen for "et totalt uformildende nederlag." Søndag den 1. oktober rullede den tyske hær ind i Sudeterland. Endnu en gang havde Hitler fået opfyldt sit krav om "lebensraum" uden at have måttet løsne et skud. Indlemmelsen af Østrig blev på flere områder en styrkelse af det tyske rige. Dels voksede befolkningsantallet med omkring 7 millioner, og territoriet blev udvidet med 15%. Den tyske hær blev udvidet med 1600 officerer og godt 60.000 soldater. Hertil kom, at Tyskland fik adgang til vigtige råstoffer som jern, aluminium, bly og zink. Og ikke mindst, der var i den østrigske befolkning en stor arbejdskraftreserve. Krystalnatten Om natten den 9. november 1938 udspillede den såkaldte "krystalnat" sig i Tyskland og Østrig. Krystalnatten resulterede i massive ødelæggelser af jødisk ejendom, og utallige butiksvinduer blev smadret - deraf navnet. Anledningen (undskyldningen) for nazisterne var, at en jøde, Herschel Grynszpan, som var flygtet til Frankrig, skød sekretæren ved den tyske ambassade i Paris, Ernst vom Rath. Grynszpan havde modtaget desperate breve fra sin familie, som var blevet deporteret fra Tyskland til en polsk koncentrationslejr, en skæbne de delte med omkring 17.000 tyske jøder. I brevene beskrev familien de forfærdelige forhold, de levede under. Grynszpan opsøgte flere gange Ernst vom Rath og appellerede til ham om at hjælpe familien, hvilket Rath hverken kunne eller ville, hvorefter Grynszpan skød ham. Hitler hørte om mordet på Ernst vom Rath i München, hvor han var samlet med veteranerne fra nazistpartiet for at fejre det mislykkede "ølstuekup" i 1923. Den 9. november, "Bevægelsens Dag" var blevet en national festdag, hvor børnene havde fri fra skole. Goebbels så straks muligheden af at udnytte den tragiske begivenhed. Efter festmiddagen på rådhuset afleverede han en flammende, antijødisk tale, hvori han fortalte om mordet på vom Rath og opfordrede til at gøre op med jøderne. Efter talen telefonerede de forsamlede nazilederes til deres respektive lokale afdelinger og gav de fornødne ordrer. Det resulterede i de hidtil voldsommeste jødeforfølgelser. Næsten alle synagoger blev ødelagt eller i hvert fald stærkt beskadiget. Jødiske kirkegårde blev skændet. Mere end 7.000 jødiske forretninger blev smadret. Mere 20.000 jøder blev arresteret og sendt i koncentrationslejre i Dachau, Buchenwald og Sachsenhausen. 100-200 jøder omkom under denne pogram, som vare to døgn. Jødeforfølgelserne i Østrig var af samme karakter og omfang. Udadtil foregav Tyskland, at der var tale om spontane handlinger, men det er givet, at de var orkestrerede af nazisterne. Handlingerne blev udført af SA-folk, mens de fleste civile holdt sig inde bag nedrullede gardiner eller blot stod passivt og så på. Verdenssamfundet reagerede med afsky på disse brutale handlinger, og aviser i USA fastslog, at Tyskland havde nået et barbarisk niveau, som ikke var set siden middelalderens pogromer. USA hjemkaldte permanent sin ambassadør fra Tyskland. Dette bekymrede på ingen måde partitoppen i det tyske nazistparti. Herschel Grynszpan blev arresteret af det franske politi. Tyskland forsøgte at få han udleveret, men det skete først, efter at Paris var indtaget af tyskerne i 1940. Grynszpan tilbragte de følgende år i fængsel og i koncentrationslejre, indtil han forsvandt sporløst omkring 1943-1944. Tyskland indtager Tjekkoslovakiet Ved underskrivelse af München-aftalen havde Hitler erklæret, at Sudeterland var Tysklands sidste territoriale krav i Europa. Enten løj han ved den lejlighed, eller han havde en meget kort hukommelse, for allerede tre uger senere meddelte han sine generaler, at de skulle gøre sig klar til at indtage resten af Tjekkoslovakiet. Tjekkoslovakiets præsident var Emil Hácha, som var blevet udnævnt, efter at den hidtidige præsident Eduard Benes var flygtet til London (hvor han senere blev leder af et eksilregering) af frygt for at blive offer for et nazistisk snigmord. Emil Hácha, som både var politisk uerfaren og havde hjerteproblemer, blev kastet ud i en umulig opgave. Hitler fulgte samme plan, som havde givet så stor succes. Han sørgede for at skabe politisk uro i nabolandet, samtidig med at han iværksatte kampagner om påståede overgreb. Når de politiske leder hanvendte sig til Hitler, tilbød han at lade den tyske hær hjælpe med at genskabe ro og orden. Nationalister i provinsen Slovakiet begyndte af agitere for oprettelse af en selvstændig stat. Hácha svarede på dette ved at udelukke de slovakiske ledere af regeringen og erklære undtagelsestilstand i Slovakiet. Den tyskvenlige slovakiske leder, Josef Tiso blev kaldt til Berlin, hvor Hitler fortalte ham, at situationen var umulig, og tiden ved at løbe ud. Tiso måtte på stedet beslutte, om han ønskede at Slovakiet skulle bryde med Tjekkoslovakiet og blive selvstændig. I så fald ville Tyskland beskytte den nye nation. Tiso gik ind på forslaget, og nazisterne lavede et udkast til den proklamation, som Tiso skulle bruge. Samtidig lavede man et telegramudkast, hvor Tito appellerede om Tysklands hjælp og beskyttelse. Dagen efter, den 14. marts 1939 udråbte den slovakiske provinsregering Slovakiet som selvstændig nation. Det tidligere så store Tjekkoslovakiet var nu reduceret til provinserne Böhmen og Mähren. Goebbels startede igen sin propagandamaskine, som udspredte rapporter om påståede forfølgelser af tyskere, som boede i disse områder. Formentlig af bekvemmelighed benyttede Goebbels præcis de samme falske avishistorier, som var blevet fabrikeret seks måneder tidligere for at legitimere overfaldet på Sudeterland. Stakkels præsident Hacha anmodede Hitler om et møde for at løse krisen. Hitler indvilligede, og Hacha, som pga sit dårlige hjerte ikke kunne flyve, tog toget til Berlin. Hacha ydmygede sig overfor den tyske diktator og lovede, at han ville arbejde for at fjerne alle antityske følelser i sin befolkning. Hitler, som ikke havde respekt for ydmyghed, oparbejdede et af sine frygtede raserianfald og skreg, at hans tålmodighed var ovre, og at den tyske hær ville invadere Tjekkoslovakiet i løbet af få timer. Præsident Hacha skulle underskrive et dokument, som bad hans befolkning om at tage fredeligt mod de tyske soldater. Hacha nægtede, hvorefter Göring og Ribbentrop blev tilkaldt. Göring som blev tilkaldt, Göring truede med, at Prag i løbet af to timer ville blive bombet til ruiner af tyske fly, hvis ikke Hacha accepterede. Under disse voldsomme bevægelser miste Hacha bevidstheden, og Hitlers personlige læge blev tilkaldt. Da han var kommet til sig selv igen, fik han en telefon i hånden og sat i forbindelse med den tjekkoslovakiske regering. Hacha tilrådede regeringen, at man overgav sig fredeligt til den tyske hær, og efterfølgende uinderskrev han den ønskede erklæring. To timer senere - i en voldsom snestorm - rullede den tyske hær ind i Tjekkoslovakiet. Den 15. marts 1939 foretog Hitler sit indtog i Prag. Han tilbragte natten på Prags gamle kongeslot. Dagen efter udråbte Hitler Böhmen og Mähren til tyske protektorater. Tjekkoslovakiet var ophørt med at eksistere. Verden ventede i spænding på den britiske reaktion på denne åbenbare overtrædelse af München-aftalen. Chamberlains første reaktion var en udtalelse om, at England ikke var forpligtet til at beskytte Tjekkoslovakiet, eftersom det var ophørt med at eksistere, efter Slovakiet var blevet selvstændigt dagen før den tyske invasion. Denne udtalelse vakte oprør både i den britiske presse og i det britiske underhus. Et par dage var Chamberlain åbenbart kommet på andre tanker, og i en radioudsendelse fra Birmingham undskyldte han for sin første reaktion på det tyske overgreb. Han oplistede alle Hitlers brudte løfter og anklagde Hitler for at tage loven i sin egen hånd. "Vil dette seneste angreb på en lille stat blive fulgt af andre? Er dette i virkeligheden et skridt i retningen af at dominere hele verden med magt? I så fald er det en stor misforståelse at tro, at denne nation [England] ikke til det yderste vil kæmpe mod en sådan udfordring." Denne tale markerede afslutningen på den engelske eftergivenhedspolitik. Den tysk-russiske ikke-angrebspagt Efter 1. verdenskrig havde Polen fået tildelt en strimmel land, den såkaldte "polske korridor", som gav landet adgang til Østersøen. Dette medførte, at Østprøjsen blev afskåret fra det øvrige Tyskland, og byen Danzig fik status som en "fri by" under Nationernes Forbund. Dette havde selvfølgelig hele tiden været uacceptabelt for Nazityskland, men nu følte det sig stærk nok til at gøre noget ved det. Hitler og udenrigsminister Ribbentrop holdt flere møder med den polske regering, som ikke ville imødekomme Hitlers ønske om at få Danzig samt få lov til at bygge en motorvej og en jernbane gennem korridoren. Sidst i november 1939 meddelte den polske regering, at forsøg på at overtage Danzig ville føre til krig. Den 31. marts 1939 havde Chamberlain meddelt, at angreb på Polen ville blive besvaret af England og Frankrig. Den italienske diktator Benito Mussolini havde i næsten et år overvejet, om han skulle tage springet og indgå en egentlig alliance med Tyskland. Mussolini tøvede med god grund, thi hans hær var ikke klar til at indgå i den krig, som formentlig ville blive resultatet. Hidtil havde Mussolini valgt sine mål med omhu og kun overfaldet små lande som Ethiopien og Albanien, som han havde besat. Den 6. maj 1939 mødtes den tyske udenrigsminister i Milano med den italienske udenrigsminister (som også var Mussolinis svigersøn), Galeazzo Ciano. Ciano gav udtryk for, at krigen tidligst skulle begynde tre år senere. Til Cianos overraskelse accepterede Ribbentrop synspunktet og sagde, at det var i overensstemmelse med de tyske planer. Da Mussolinie hørte denne glædelige nyhed, bad han Ciano om at offentliggøre, at Italien og Tyskland havde indgået en militær alliance. Ribbentrop telefonerede til Hitler, som godkendte offentliggørelse af aftalen. Tragisk for Italien viste det sig, at Mussolinie og Ciano havde misbedømt situationen, da Hitler allerede havde givet sine generaler ordre på at gøre klar til angreb på Polen den 1. september 1939. Under dette forløb blev Sovietunionen frustreret over ikke at være part i disse alliancer. I marts 1939 holdt Josef Stalin en tale, hvori han erklærede, at München-aftalen og de efterfølgende arrangementer havde til formål at få Tyskland til at kaste sig over Sovjetunionen. Han advarede de vestlige allierede og sagde, at han ikke ville tillade Sovjetunionen til at føre krig alene mod Tyskland. I maj 1939 antydede udenrigsminister Molotov i en tale, at vestmagterne burde indlede drøftelser med Moskva - elers ville de formentlig indgå en form for aftale med Tyskland. Vestmagterne reagerede ikke på dette udspil, dels fordi de mistroede Sovjetunionens motiver, dels fordi de ikke havde tiltro til den røde hærs formåen. Hitler, som hele sit liv havde hadet kommunismen, så en mulighed for at undgå at kæmpe på to fronter. Så kunne han altid efterfølgende indlede en kamp østpå for at få det "lebensraum", som han hungrede efter. Da England erfarede dette, opstod der en kapløb mellem de vestlige allierede og Tyskland om at slutte en militærpagt med Sovjetunionen. Den største hindring for vestmagterne var, at Polen nægtede under nogen omstændigheder - selv i tilfælde af tyske troppers tilstedeværelse i Polen - at tillade russiske soldater på polsk grund. Det var en lære, de havde lært af historien. Stalin blev fornærmet over, at Chamberlain kun sendte "andenrangs officerer" til Moskva til forhandlingerne, og disse officerer var tydeligvis instrueret om at tage sig god tid. Stalin konkluderede følgelig, at vesten ikke ønskede en alliance. Den 20. august 1939 sendte Hitler et telegram til Stalin og oplyste ham om, at der en af de nærmeste dage ville opstå en krise mellem Tyskland og Polen, og han bad Stalin om at modtage Ribbentrop i Moskva senest den 23. samme måned. Den 23. august 1939 underskrev de to udenrigsministre, Ribbentrop og Molotov den tysk-russiske ikke-angrebspagt. Det fandt sted i Kreml under overværelse af Stalin. Af et hemmeligt tillæg til pagten fremgik, at Stalin fik frie hænder til at tage de områder tilbage, som Rusland havde mistet efter 1. verdenskrig. Det omfattede lande som Estland, Letland, Litauen, Finland, dele af Rumænien og ikke mindst hele den østlige del af Polen. Da pagten blev kendt i England, sendte Neville Chamberlain Hitler et telegram, hvori han understregede, at England ville sætte alle sine tropper ind for at forsvare Polen, hvis det blev angrebet. Hitler kunne ikke længere bluffe sig til overtagelse af nabolande og territorier uden blodsudgydelse. Tyskland går ind i Polen "I nat har Polen for første gang affyret skud mod vores territorium og soldater. Vi har besvaret skydningen siden kl 5:45 i morges. Og fra nu af vil vi gengælde bombe for bombe". Med disse ord bekendtgjorde Adolf Hitler den 1, september 1939, at krigen mod Polen var indledt. Aftenen i forvejen havde SS-soldater udklædt som polakker angrebet radiostationen ved Gleiwitz, en tysk-polsk grænseby. Herefter havde SS-soldaterne over radioen udsendt en opfordring til det polske mindretal i området om at gribe til våben mod tyskerne. Fanger fra nærliggende koncentrationslejre iklædt polske uniformer blev dræbt med dødelige indsprøjtninger, hvorefter de blev forsynet med skudhuller. Dette skuespil, som var iscenesat af Himmler og Heydrich, narrede ingen. Det skulle alene tjene som alibi for angrebet. De overlegne tyske tropper susede gennem Polen og ødelagde alt på deres vej. Den gammeldags udrustede polske hær forsvarede sig bravt, men var chanceløse overfor den tyske krigsmaskine. Der skulle gå fire år, otte måneder og seks dage, før krigen blev afsluttet. Da var mere end 40 millioner mennesker døde og en stor del af Tysklands og Europas kulturarv ødelagt. Alt på grund af en gal mands vanvittige ambitioner

 

 

Korea Krigen

En introduktion til Korea Krigen. General MacArthurs rolle i krigen,
atombomben og Sovjet Unionens rolle berøres ikke i teksten.

---

Korea Krigen, en krig der formeldt endnu ikke er afsluttet, startede den 25.juni 1950.
Der er utallige forklaringer på hvem der begyndte krigen og teorierne spænder over stort set alle muligheder; fra en hemmelig aftale mellem Sydkoreas præsident Syngman Rhee og Taiwans præsident Chiang Kai-shek til at Nordkoreas president Kim Il-sung handlede på egen hånd uden USSR og Kina kendte til hans planer.
Alt tyder dog på Stalin og det tidligere Sovejet Unionen spillede en meget stor rolle og de fleste forskere er dog i dag enige om at Kina ikke stod bag starten på Korea Krigen. Tidligere hemmelig-stemplede dokumenter fra Kina og det tidligere Sovejet Unionen støtter også dette, men da Sovejet Unionen, i modsætning til Kina, officielt ikke deltog aktivt i kamphandlingerne, vil jeg her koncentrere teksten om en gennemgang af Korea Krigen, før og efter Kina gik ind i krigen

For at begynde at forstå Korea Krigen er det vigtigt at tænke på den politiske situation i resten af verden. Krigen startede kort efter de kinesiske kommunister havde fordrevet Kuomintang til Taiwan. Kina var i begyndelsen af 1950 således endnu ikke en stormagt. Endvidere er det vigtigt at huske at denne periode også var starten på den kolde krig. "Roll-back" og "Domino effekt" var vigtige strategier der påvirkede alle parter i konflikten.

Korea Krigen indtil den kinesiske indgang i krigen
Som nævnt i indledningen, havde Korea siden 1910 været underlagt Japan, imod slutningen af 2.verdenskrig overtalte Amerika USSR til at erklære krig imod Japan - tilgengæld for bla. halvdelen af den koreanske halvø. Sovjet, der har fælles grænse med Korea (19 km - se billedet til venstre), ankom straks efter Japan overgav sig til den koreanske halvø og indsatte Kim Il-Sung som formand for den såkaldte Provisoriske Folkekommite for Nordkorea. USA ankom til Korea en måned senere og udstationerede amerikanske tropper syd for den 38.breddegrad. Meningen var naturligvis at Korea hurtig skulle forenes til ét land men allerede efter tre måneder blev det klart at USA og Sovjet administrerede deres områder meget forskelligt og i 1948 blev Korea endelig opdelt i Den Koreanske Republik (Sydkorea) og Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea).

Der er, som nævnt, mange forskellige forklaringer på hvem der startede Korea Krigen. Her vil jeg nøjes med at sige, at den 25.juni 1950 kl.4 om morgenen angreb den nordkoreanske hær langs hele den 38.breddegrad og pressede hurtigt den sydkoreanske hær tilbage.
Blandt de nordkoreanske tropper var flere divisioner der tidligere havde kæmpet for det kommunistiske Kina som del af det såkaldte Korean Volunteer Corps. I januar 1950 havde Kim Il-sung , ifølge Nie Rongzhens memories, anmodet Mao Tse-tung om at sende tropperne tilbage til Korea. Ialt ca 40.000 veteraner fra den kinesiske borgerkrig der udgjorde ca en tredjedel af de nordkoreanske stødtropper og ca 80% af officerne i Nordkoreas hær. Resten af den nordkoreanske hær var også veltrænet og udstyret med Sovejetiske kampvogne og fly, i modsætning til den Sydkoreanske hær der på dette tidspunkt var dårligt udrustet og trænet.
Sydkoreas hovedstad, Seoul, faldt den 28.juni, dvs i løbet af tre dage. I løbet af den første uge rykkede nordkoreanske tropper 80 km frem, den anden uge 64 km og den tredje uge endnu 29 km og havde derved på tre uger erobret mere end halvdelen af Sydkorea.

Sovjet Unionen var på det tidspunkt tilfældigvis i gang med en boykot af FN's sikkerheds råd fordi rådet ikke ville erstatte Taiwan med den Kinesiske Folkerepubliks delegation. FN kunne derfor, uden at skulle bekymre sig et Sovjet veto, allerede samme dag invasionen fandt sted, fordømme Nordkorea som angriber og anmode FN medlemmerne om at sende tropper for at støtte Sydkorea. Den 27.juni, to dage efter invasionen, beordrer præsident Truman amerikanske tropper til Sydkorea og sendte samtidig Den Syvende Flåde til Formosa Strædet. Det blev derved umuligt for den Kinesiske Folkerepublik at invadere Taiwan. Den 30.juni, fem dage efter invasionen, indsættes amerikanske landtropper første gang som støtte for Sydkorea.
Alligevel fortsatte Nordkoreas fremmarch med flere store sejre over sydkoreanske og FN tropper indtil den sidste uge af juli hvor det lykkedes amerikanske tropper at standse fremrykningen ved "Pusan perimeteren", en forsvars linie omkring den sydøstlige havneby Pusan. Kampene stabiliserede sig her i ca en måned mens FN fik forstærkninger og optrappede sine bombninger af de nordkoreanske tropper.
Pusan perimeteren var hårdt presset men den 15.september foretog den øverst befalende for FN tropperne, General MacArthur, et amphibie angreb på havnebyen Inchon, syd for Seoul. Samtidig brød FN tropper ud af perimeteren og store nordkoreanske enheder blev afskåret og taget til fange. General MacArthur havde nu overtaget initiativet og i løbet af tretten dage var Seoul og stort set hele området syd for den 38.breddegrad generobret. De nordkoreanske tropper var nu på vild flugt nordpå.

Kina går ind i Korea Krigen
Allerede i juni-juli, da Kina indså at det var umuligt at angribe Taiwan pga USA's Syvende Flåde, sendte man tropper nordpå, tættere på grænsen til Korea. Men herudover var Kina tilsyneladende ikke specielt interesseret i Korea Krigen før omkring den 20.august.
Men i løbet af september hvor Fn hurtigt rykker nordpå advarer Kina flere gange FN om ikke at overskride den 38.breddegrad.

Da FN tropperne i slutningen af september pressede de nordkoreanske tropper tilbage imod den 38.breddegrad opstod der store diskussioner i FN - skulle man krydse breddegraden og forsøge at forene Korea. Men den 1. oktober 1950 gik Sydkoreas 3.Division over grænsen langs østkysten og den 7.oktober krydsede USA også grænsen.
Den nordkoreanske hær faldt hurtigt fra hinanden og selvom man forsøgte at holde enkelte nøgleområder, som hovedstaden P'yóngyang, nåede amerikanske tropper helt frem til Hyesanjin midt i november. Herfra kunne de amerikanske tropper se ind i Kina over Yalu floden. (se bilag 2) Imidlertid var "frivillige" kinesiske soldater, under ledelse af Peng Dehuai, allerede begyndt at krydse over grænsen til Nordkorea omkring den 16.oktober.
I løbet af oktober blev der flere gange rapporteret om store mængder kinesiske tropper i Nordkorea uden nogen reagerede. Og den 26.oktober angriber tropper fra Folkets Befrieleshær med guerilla taktik for første gang flere steder sydkoreanske tropper, 65 Km fra grænsen til Kina, den 2.november angriber CPV tropper amerikanske styrker og de kinesiske medier nævner for første gang at der er organiseret "frivillige" kinesiske styrker i Nordkorea. Amerikanerne tror på dette tidspunkt at der kun er tale om 15-20.000 kinesiske soldater og den 24.november annoncerede General MacArthur sin "End The War Offensive" så de amerikanske tropper kunne "komme hjem til jul". Men allerede den 26.november startede Folkets Befrielseshær et modangreb langs hele den koreanske front og gennembryder FN linierne i både øst og vest.

På dette tidspunkt havde Kina mellem 270.000 og 340.000 mand i Nordkorea overfor ca 440.000 FN tropper men FN tropperne var rykket frem så hurtigt at tropperne ikke bare var opdelt i to hovedgrupper men også spredt over et større område hvor enheder ofte var langt fra hinanden uden tilstrækkelig kommunikation. Derudover var der var også "store, koordinerede og godt organiserede kinesiske guerilla styrker i FN troppernes bagland". Nogle forskere ser hele tilbagetrækningen som en fælde og Nordkorea kalder perioden efter Inchón landgangen for "The Great Strategic Retreat" - "Den Store Strategiske Tilbagetrækning".
Allerede den fjerde januar 1951 havde CPV tropperne genindtaget Seoul og overskred igen den 38.breddegrad. Dennegang var det kineserne der gik for hurtigt frem og midt i januar lykkedes det General Ridgway, der havde afløst General MacArthur, at standse fremrykningen. Derefter indsatte han endnu et modangreb og pressede igen de kinesiske tropper tilbage. Den 15. marts blev Seoul genindtaget og en uge senere genindtog man den 38.breddegrad. Seoul var nu blevet erobret tre gange på 6 måneder men man var tilbage samme sted som krigen startede.

Kampene bølgede derefter frem og tilbage over den 38.breddegrad med meget store tab på begge sider og den 10. juni 1951 begyndte de første fredsforhandlinger. I de følgende to år blev fredsforhandlingerne afbrudt af lange perioder med meget hårde kampe. Kina og Nordkorea havde dog nu bygget så store underjordiske anlæg langs hele fronten at man kunne modstå USAs bombninger. Og fronten holdt omkring den 38.breddegrad.
USA fortsatte med at bombe nord og mellem Korea og i 1952 rapporterede amerikanske piloter at "stortset alt i Nordkorea var jævnet med jorden".

Den 5.marts 1952 døde Stalin og derefter kom der gang i forhandlingerne. Den 27.juli 1953 blev en våbenhvile aftale endelig underskrevet - dog først efter krigens hårdeste kampe.

Indtil i dag er der formeldt aldrig blevet sluttet fred i Korea Krigen. I størstedelen af perioden fra 1953 til i dag har forholdet mellem Nord- og Sydkorea været meget anspændt. Forholdet mellem Nordkorea og Sovejetunionen har ligeledes ofte været anspændt, hvorimod Nordkoreas forhold til Kina (for det meste) har været varmere.
Kina og Sydkorea etablerede diplomatiske relationer i august 1992 og siden da har Sydkorea udviklet sig til en af Kinas største handelspartnere, mens Kina er Sydkoreas 3.største handelspartner med en samlet samhandel i 1993 på 9,1 miliard dollars.

 

 

 

 

 

 

I tidens løb har USA ikke tabt ret mange krige. En af de få var vietnamkrigen.

Dette skete til trods for, at vietnameserne militært set var klart svagere end amerikanerne. Derfor har Vietnam været et kompleks for USA siden da. Når amerikanerne senere hen har involveret sig i konflikter rundt om i verden, har de altid frygtet, at det skulle blive et nyt Vietnam.

Den første vietnamkrig
I 1800-tallet blev Vietnam en fransk koloni. Samtidigt med afslutningen af Anden Verdenskrig erklærede Vietnam sig imidlertid uafhængigt. Dette kunne franskmændene dog ikke acceptere. Derfor sendte de soldater med det formål, at nedkæmpe dem de anså som værende oprører.

På forhånd havde franskmændene ikke forventet den store modstand. Men størstedelen af Vietnam bestod af jungle, hvilket gjorde landet velegnet til guerillakrig.

Naturforholdene blev udnyttet af den kommunistiske modstandsbevægelse Viet Minh. Franskmændene led store tab på slagmarken. Efterhånden blev størstedelen af landet behersket af Viet Minh og deres leder Ho Chi Minh.

I 1954 blev der i Geneve indgået en fredsaftale. Den indebar, at Vietnam blev delt i to langs den 17. breddegrad. Nordvietnam blev herefter ledet af Viet Minh samtidigt med, at Frankrig helt trak sig ud af landet.

Fredsaftalen dikterede desuden, at der senest 1956 skulle afholdes frie valg i hele Vietnam, hvorefter landet skulle genforenes. Da det fra vestmagternes side frygtedes, at Ho Chi-Minh ville vinde en sådan afstemning, blev valgene imidlertid aldrig afholdt.

I stedet blev magten i Sydvietnam overtaget af Ngo Dinh Diem. Denne var katolik, og selvom kristne kun udgjorde et mindretal i landet, favoriserede han katolikker, samtidigt med at alle andre befolkningsgrupper blev tyranniseret og undertrykt.

Dette havde den konsekvens, at mange af de undertrykte - primært buddhister og kommunister - i 1960 dannede Den Nationale Befrielsesfront - FNL.

FNL var en modstandsgruppe, hvis mål det var at befri landet fra Diem og al udenlandsk indflydelse. Bevægelsen fik støtte fra Nordvietnam og blev siden hen af amerikanerne kaldt for Viet Cong.

1. november 1963 blev Diem fjernet fra magten ved et kup - ikke af FNL - men af militæret. I de følgende år havde Sydvietnam skiftende regeringer. Fælles for alle disse var det imidlertid, at de på grund af den fortsatte korruption og sociale uretfærdighed ikke havde opbakning i befolkningen.

Desuden fortsatte FNL ufortrødent kampen mod de nye magthavere.

USA engagerer sig i Vietnam
Efter fredsaftalen i 1954 fik Sydvietnam løfte fra USA om militær støtte, hvis landet blev udsat for kommunistiske trusler. Derudover tildelte USA styret en anselig økonomisk støtte for at holde kommunismen stangen. Dertil kan nævnes, at USA sendte et stadigt stigende antal militærrådgivere til Sydvietnam.

Men de amerikanske magthavere ønskede at engagerer sig yderligere i Vietnam. Påskuddet til dette kom i 1964. Ifølge amerikanerne angreb vietnameserne helt uden grund amerikanske skibe i internationalt farvand i Tonkinbugten ud for Nordvietnams kyst. Konsekvensen blev, at amerikanske fly begyndte på massive bombninger af Nordvietnam, og et stort antal amerikanske tropper og krigsmateriel blev fragtet til Sydvietnam fra begyndelsen af 1965.

I de følgende år steg antallet af amerikanske soldater i Vietnam betydeligt, og efterhånden var det USA, som overtog krigsførelsen fra det sydvietnamesiske militær. Men lige meget hjalp det, Onkel Sam var heller ikke i stand til at nedkæmpe FNL.

Måden, krigen foregik på, kom som et chok for de amerikanske soldater. Der var ingen reel front. Ganske som i frihedskrigen mod franskmændene benyttede vietnameserne sig af guerillakrig. Når alt virkede fredeligt, gik FNL pludseligt til angreb på amerikanske enheder på patrulje i Sydvietnam.

Alle de krigsførende parter opførte sig brutalt over for hinanden. Ofte var det civilbefolkningen, der blev de store tabere. FNL-guerillaen gemte sig hyppigt i landsbyer. Da amerikanerne ikke kunne kende forskel på partisaner og landbefolkningen, resulterede det flere gange i massakre på landsbybeboerne.

Hidtil havde FNL kun opereret i landdistrikterne. Men dette ændrede sig i slutningen af januar 1968, da de indledte den såkaldte Tet-offensiv (tet = vietnamesisk ord for nytår).

Tet-offensiven bestod af angreb på en lang række store og små byer i Sydvietnam. Oprindeligt havde angriberne håbet på, at offensiven ville have fået befolkningen til at gøre oprør mod magthaverne. Men dette skete ikke, hvorfor FNL efter en tid måtte trække sig tilbage.

Til gengæld resulterede Tet-offensiven i en utilsigtet sejr for FNL. At guerillaen var i stand til at trænge ind i sydvietnamesiske byer fremkaldte psykologiske chokbølger i den amerikanske befolkning.

Folkestemningen i USA
I begyndelsen af 1960erne tog den amerikanske befolkning ikke nogen videre notits af konflikten i Vietnam. Men efterhånden som unge amerikanere blev sendt hjem i ligsække, begyndte der at ulme en opposition mod USA's deltagelse i konflikten i Vietnam.

Desuden blev Vietnamkrigen den konflikt i verdenshistorien, som havde haft den største pressedækning. Journalister berettede uden omsvøb om krigens rædsler. Størst indtryk på USA's og den øvrige verdens befolkning gjorde dog fotografernes billeder.

Amerikanske bombefly nedkastede napalm over junglen for at komme FNL til livs. Ofte ramte disse brandbare kemikalier imidlertid civile. Når den amerikanske befolkning så billeder af nøgne børn, som var blevet offer for disse bombninger, var der mange, som spurgte sig selv: 'Hvordan kan denne krig være retfærdig?'

Som følge af Tet-offensiven gik det desuden op for den amerikanske offentlighed, at USA ingen fremgang havde haft på slagmarken. De politiske og militære ledere forsikrede hele tiden om, at de amerikanske drenge klarede sig godt i Vietnam. Men Tet-offensiven demonstrerede, at FNL kunne trænge ind i en hvilken som helst sydvietnamesisk by. Tv-billeder viste endda, at kampe fandt sted lige udenfor den amerikanske ambassade i Sydvietnams hovedstad Saigon.

Rundt om i USA blev der demonstreret imod krigen i Asien. Opinionen gik efterhånden ind for, at USA burde trække sig ud af Vietnam.

Under Vietnamkrigens hektiske år havde præsidentembedet i USA været varetaget af demokraten Lyndon B. Johnson. Som følge af vietnamfiaskoen valgte han imidlertid ikke at genopstille til valget i 1968. I stedet blev præsidentembedet overtaget af republikaneren Richard Nixon.

Nixon var gået til valg på et løfte om: 'fred med ære'. USA havde opgivet at vinde krigen i Vietnam. Nu drejede det sig om at komme ud af landet med værdigheden i behold. Det skulle ikke se ud som om, en hær bestående af risbønder og fiskere havde overvundet verdens mægtigste militærmaskine.

USA forlader Vietnam
I 1969 var der 540.000 amerikanere i Vietnam. Herefter begyndte en vietnamisering. Det ville sige, at amerikanerne langsomt trak sig ud af landet sideløbende med, at den sydvietnamesiske hær blev udbygget og overtog bekæmpelsen af FNL.

Moralen i det sydvietnamesiske militær var imidlertid lav. Soldaterne troede ikke for alvor på, at de kunne vinde krigen.

Januar 1973 blev der i Paris indgået en fredsaftale mellem krigens parter. I det store hele var den blot en bekræftelse af Geneve-aftalen fra 1954. Men Paris-aftalen betød, at amerikanerne kunne sige, at de havde fået noget ud af krigen.

Kampene i Vietnam fortsatte imidlertid. Efterhånden faldt styret i Sydvietnam helt fra hinanden.

30. april 1975 indtog FNL-styrker Saigon. Indtagelsen af Sydvietnams hovedstad gik så hurtigt, at de sidste amerikanere i landet måtte lide den ydmygelse at blive samlet op af helikoptere fra taget af den amerikanske ambassade og fløjet ud af Vietnam.

58.000 amerikanere havde mistet livet i Vietnam, og tre gange så mange var blevet alvorligt såret. De fleste af de dræbte og invaliderede havde været ganske unge. Gennemsnitsalderen for en amerikansk soldat i Vietnamkrigen havde været 19 år.

Antallet af faldne vietnamesere i samme krig kendes ikke med sikkerhed. Men det skønnes, at tabstallet var ti gange højere end amerikanernes.

 

 

 

Da Anden Verdenskrig sluttede opdelte sejrherrerne Tyskland i fire besættelseszoner, som blev administreret af hver af magterne USA, England, Frankrig og Sovjet. På samme måde blev hovedstaden Berlin, der ellers befandt sig langt inde i sovjetbesættelseszonen, inddelt i fire områder, der blev forvaltet af de samme fire nationer.

Anden Verdenskrig blev imidlertid afløst af den kolde krig med vestmagterne - bl.a. USA, England og Frankrig - på den ene side og østmagterne - bl.a. sovjet - på den anden. Dette resulterede i at et jerntæppe kom til at gennemskære Europa og i særdeleshed Tyskland. Dermed kom Vestberlin til at ligge som en ø i et ellers sovjetkontrolleret territorium.

Denne vestenklave i den socialistiske verden generede naturligvis magthaverne i østblokstaterne. Flere gange forsøgte de at tvinge vestmagterne ud af Berlin. Men hver gang stod de belejrede fast og blev.

Et problem for østtyskerne var det desuden, at grænsen i Berlin - til forskel fra det øvrige Tyskland - var åben. Folk kunne bevæge sig mellem Øst- og Vestberlin, som de havde lyst til.

Dette resulterede i at mange østtyskere via Berlin flygtede til vest. I perioden fra 1949 til 1958 undveg således 2,2 millioner østtyskere til vesttyskland. Og i de efterfølgende år steg dette tal. Alene i juli 1961 flygtede 30.000 mennesker fra Øst- til Vesttyskland.

Som følge af at mange af flygtningene var højtuddannede, der havde fået sin uddannelse finansieret af staten, drænede afvandringen den østtyske økonomi. Derfor ønskede man fra østtysk side af stoppe emigrationen.

Østtyskerne løste problemet, da soldater og politifolk natten mellem lørdag 12. og søndag 13. august 1961 spærrede adgangen mellem de to bydele. Først skete det med pigtråd. I de følgende uger blev pigtråden imidlertid udskiftet med en regulær betonmur, som i årene fremover blev udbygget.

Alt i alt blev muren 155 km lang. Opførelsen af den medførte protester fra vestmagterne. Men vest affandt sig hurtigt med muren. Der var således stort set ro omkring Berlinproblemet i 1963, da den amerikanske præsident John F. Kennedy besøgte Berlin og udtalte de berømte ord: "Ich bin ein Berliner".

Opførelsen af muren havde som ønsket den konsekvens, at flygtningestrømmen fra øst til vest stort set ophørte. Dette medførte, at den østtyske økonomi blev stabiliseret. Til gengæld betød det, at mange østtyskere kom til at føle, at de levede i en fangelejr uden adgang til friheden.

På grund af muren kom Berlin i årene fremover til at være et symbol på den kolde krig - skellet mellem øst og vest. Derfor kom murens fald i november 1989 i manges bevidsthed til at stå som afslutningen på den kolde krig.

Berlinmuren betegnede imidlertid ikke kun et politisk skel. I mere overført betydning kom Berlin og muren ligeledes til at udgøre en metafor for mental isolation.

 

 

Menneskeheden har sandsynligvis aldrig været tættere på en atomkrig end i oktober 1962. Årsagen var, at Sovjet var i færd med at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Episoden var en del af den kolde krig og er gået over i historien under betegnelsen Cubakrisen.

Forhistorien
Indtil slutningen af 1950erne blev Cuba ledet af diktatoren Fulgencio Batista. Han styrede landet med terror og Brutalitet. Østaten havde en lille eksklusiv overklasse alt imedens det store flertal af befolkningen levede i fattigdom.

I januar 1959 brød styret imidlertid sammen, hvorefter landets førelse blev overtaget af den hidtidige modstandsbevægelse, hvis leder var Fidel Castro.

I begyndelsen var USA positivt indstillet over for de nye magthavere. Men som følge af at Castro-styret indførte reformer, der medførte, at cubanske bønder selv overtog landbrugsjorden, ændrede dette sig imidlertid. Hidtil havde halvdelen af Cubas agerbrugsjord nemlig været ejet af amerikanske selskaber.

Cuba var verdens største producent af sukkerrør, og landets økonomi var helt afhængig af sukkereksporten. Største aftager af sukkeret havde indtil dette tidspunkt været USA. Men som følge af reformerne afbrød det store naboland handelsforbindelserne til østaten.

Derfor blev Cuba nødt til at søge nye alliancepartnere. Sovjet, der hidtil ingen indflydelse havde haft på den vestlige halvkugle, var derfor ikke sen til at melde sig.

Oprindeligt havde Castro ganske vist ikke selv været kommunist, men omstændighederne gjorde, at han var tvunget til at gå i forbund med de røde. Således indgik Cuba og USSR i februar 1960 en omfattende handelsaftale.

Forholdet mellem Sovjet og Cuba skærpede den amerikanske uvilje mod østaten. Det betød jo, at kommunismen havde fået fodfæste i USA's egen baghave. Derfor overvejede man i USA, hvordan man kunne skabe skår i partnerskabet.

Svinebugten
Samtidigt var eksilcubanere, som var flygtet til USA ved Batista-styrets fald, ved at planlægge et angreb på Cuba. Disse fik derfor støtte fra amerikansk side dels via træning i krigsførelse og dels gennem efterretninger fra CIA.

Den 17. april 1961 fragtede amerikanske skibe 1.500 af disse eksilcubanere tilbage til deres hjemland. Der gik de i land i Svinebugten på Cubas sydside.

De indtrængende havde forventet, at invasionen ville have resulteret i at den cubanske befolkning havde rejst sig og gjort oprør imod Castro-styret. Men dette skete ikke, der kom ingen folkerejsning. Derfor lykkedes det Cubas forsvarsstyrker at nedkæmpe invasionsstyrkerne i løbet af blot tre dage.

Svinebugt-affæren havde været en stor fiasko for USA. Ikke alene havde stormagten mistet prestige i verdens øjne, men invasionsforsøget resulterede ligeledes i, at Cuba og Sovjet rykkede endnu tættere sammen.

Missilkrisen
Den 14. oktober 1962 observerede et amerikansk spionfly, at russerne var ved at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Dette var en stor trussel for amerikanernes sikkerhed, da russiske atommissiler dermed kunne ramme en hvilken som helst by i USA.

To dage senere - den 16. oktober 1962 - blev den amerikanske præsident John F. Kennedy underrettet om Cuba-tilstandens farlige drejning. Præsidenten og hans rådgivere drøftede og overvejede situationen. En af de muligheder, der taltes om, var en storstilet militær aktion mod Cuba.

Resultatet blev, at USA anlagde en flådeblokade omkring Cuba. Endvidere proklamerede præsidenten i en tv-tale den 22. oktober: hvis raketterne ikke blev fjernet, ville USA optrappe konflikten samt, hvis et eneste missil blev affyret fra Cuba mod et andet land, ville det resultere i et massivt gengældelsesangreb fra USA mod Sovjet.

Tilsyneladende var der i den sovjetiske ledelse uenighed om, hvordan man burde reagere. Russiske skibe, der var på vej mod Cuba, vendte om. Men til gengæld fortsatte byggerierne på missilbaserne.

Desuden modtog Kennedy den 26. oktober et telegram fra den sovjetiske leder Khrusjtjov, hvori der stod, at hvis USA garanterede, at landet aldrig ville deltage i et angreb på Cuba, ville missilerne blive fjernet. Inden, amerikanerne nåede at svare på tilbudet, kom der imidlertid et nyt telegram fra Sovjet, hvori der stod, at raketterne på Cuba kun ville blive demonteret, hvis amerikanernes ditto i Tyrkiet blev det samme.

Kennedy havde imidlertid is i maven. Han lod som om, han slet ikke havde modtaget telegram nummer to og svarede blot bekræftende på det første. 28. oktober 1962 accepterede Khrusjtjov det amerikanske svar.

To uger, hvor verden havde været på tærskelen af en atomkatastrofe, var til ende. I den efterfølgende tid demonteredes de cubanske missiler og blev fragtet tilbage til Sovjetunionen. Til gengæld har USA lige siden været forpligtet af løftet om aldrig at angribe Cuba.

 

 

En krig løser ikke altid problemerne. Dette er seksdageskrigen i 1967 et godt eksempel på. Ganske vist fik Israel demonstreret sin militære overlegenhed over sine arabiske naboer. Men krigen ændrede ikke på den kendsgerning, at en stor palæstinensisk befolkningsgruppe stod uden land.

Forhistorien
Statsdannelser i moderne forstand fandtes kun i begrænset omfang i Mellemøsten før Anden Verdenskrig. Palæstina var ikke en nationalstat men et britisk mandatområde.

I forhold til senere hen var egnen forholdsvist tyndt befolket. Der boede både arabere og jøder. Kun sjældent medførte dette konflikter.

Som følge af jødeforfølgelserne under anden Verdenskrig slog mange zionister sig imidlertid ned i området efter krigen. Samtidigt trak englænderne sig ud af regionen. Dette havde konsekvensen, at omkring 900.000 arabere blev fordrevet, samt i at staten Israel i 1948 blev oprettet.

Straks fra begyndelsen af var der konflikter mellem den nye stat og dens arabiske naboer. Men under Suezkrisen i 1956 demonstrerede israelitterne en militær overlegenhed i forhold til nabostaterne ved at trænge ind på Sinaihalvøen, hvor de nedkæmpede de ægyptiske forsvarsstillinger.

Som følge af international indblanding trak Israel sig imidlertid tilbage igen, hvorefter FN soldater blev stationeret i området til at holde parterne adskilt. Dette medførte en forholdsvis fredelig periode i de nærmeste år fremover.

Rundt omkring i Mellemøsten var der imidlertid ved at opstå en følelse af arabisk enhed. Desuden udgjorde de mange palæstinensiske flygtninge fortsat et problem.

Forberedelse til krig
Inspireret af blandt andet guerillakrigen i Vietnam forberedte palæstinenserne sig i løbet af 1960erne på bekæmpelse af staten Israel. I 1964 oprettedes PLO, og året efter begyndte kamporganisationen al Fatah under ledelse af Yassir Arafat at foretage sabotage i selve Israel.

Desuden affyrede syrisk artilleri i Gullanhøjderne efterhånden ofte skud ind over israelsk område. Dette medførte, at syriske og israelske jagerfly i april 1967 kom i åben ildkamp.

For at støtte Syrien sendte Ægypten i maj samme år store troppestyrker gennem Sinaiørkenen og mod Israels grænse. Samtidigt bad ægypterne FN om at trække sine folk ud af området, hvilket organisationen efterkom.

Jordan ville ikke stå tilbage for de andre arabiske magter og indgik derfor den 30. maj en forsvarspagt med Ægypten. Krigen var tilsyneladende uundgåelig. Det trak op til en arabisk invasion af Israel.

Det bedste forsvar
Krigen brød ud den 5. juni 1967. Dagen åbnede med at det israelske luftvåben bombede og tilintetgjorde stort set alle nabolandenes militærfly, inden disse kom på vingerne.

Samtidigt rykkede jordstyrker frem på flere fronter. Hæren gennemtrængte Sinaiørkenen og nåede Suezkanalen den 9. juni. Imedens besatte andre styrker Vestbredden af Jordanfloden og andre igen invaderede de syriske Golanhøjder.

Krigen tog alt i alt seks dage og var til ende den 10. juni. Da havde Israel nedkæmpet alt modstand. De arabiske folkeslag havde lidt et knusende militært nederlag.

Israel havde mistet 766 soldater under krigen. De arabiske tabstal blev aldrig offentliggjort, men var langt større. Dertil kom mange tilfangetagende.

På de seks dage krigen havde forgået, havde Israel erobret et område, som var fire gange større end landet selv. Størst gevinst var det dog, at Israel nu kontrollerede hele Jerusalem. Hidtil havde kun Vestjerusalem tilhørt jøderne.

Erobringen var imidlertid også lidt af en pyrrhussejr. Selvom Sinaihalvøen hurtigt blev rømmet, boede der på den øvrige besatte jord omkring en million arabere. Israels håndtering af denne befolkning har siden hen været et af områdets største problemer.

Ligeledes for den øvrige verden fik krigen konsekvenser. Suezkanalen blev lukket for alt skibstrafik. Først i 1975 blev sejladsen genoptaget.

 

 

 

 

En af 1960ernes største præstationer var månelandingen. Da den fandt sted, forestillede menneskeheden sig, at dette var menneskets første skridt mod erobringen af verdensrummet.

Dermed blev månelandingen symptomatisk og symbolsk for 1960erne. Siden hen har et menneske aldrig været udenfor Jordens sfære, det øvrige verdensrum er ikke blevet besøgt af bemandede rumfartøjer fra vores planet.

Dette var karakteristisk for 1960erne. Mennesket troede, det levede i en tid, der bar kimen til en glorværdig bestandighed for menneskeheden. Men i virkeligheden levede det i en epoke, der af eftertiden må betegnes som en undtagelse (en parentes) i verdenshistorien.

Baggrund - rumkapløbet
I perioden efter Anden Verdenskrig og langt frem i 1950erne levede den amerikanske befolkning i en sikre overbevisning om, at USA teknologisk set var verdens mest fremstående nation. Amerikanerne mente i særdeleshed, at de var deres koldkrigs fjender i den tilbagestående kommunistiske verden overlegende.

Derfor kom det som et chok for den selv samme befolkning, da russerne 4. oktober 1957 meddelte, at de havde sendt satellitten Sputnik i kredsløb omkring Jorden. Ikke alene var der tale om et prestigetab, men det gik ligeledes op for amerikanerne, at når Sovjet kunne bygge et raket, som satte en satellit i kredsløb, måtte de desuden kunne producere missiler, der kunne bringe atom- og brintbomber til springning over amerikanske byer, hvis den kolde krig blev varm.

Følelsen af afmagt blev endda forøget senere på året. 6 december skulle den amerikanske Vanguard-raket sendes i kredsløb. Opsendelsen blev vist i en direkte tv-udsendelse, men blev en fiasko, eftersom raketten eksploderede kort tid efter den havde hævet sig over jorden.

I USA befandt sig imidlertid tyskeren Wernher von Braun. Han var kendt som manden, der havde konstrueret den raket, som under navnet V-2 havde skabt rædsel under Anden Verdenskrig.

Sandsynligvis havde von Braun kunnet sende en satellit i kredsløb flere år tidligere. Men det havde han ikke fået lov til, eftersom man ikke mente, at verdens første satellit skulle opsendes af en tidligere nazist.

Som følge af de ændrede omstændigheder fik han imidlertid nu chancen. 31. januar 1958 sendte von Braun den første amerikanske satellit - Explorer - i kredsløb omkring Jorden. Amerikanerne fik dermed lidt selvrespekt tilbage. Desuden havde von Braun ved denne dåd vakt så meget tillid, at han senere blev chefkonstruktør på måneraketten.

Først skulle amerikanerne imidlertid udsættes for en ny ydmygelse fra russisk side. Det skete 12. april 1961, hvor det blev meddelt, at Juri Gagarin i Vostok 1 som det første menneske havde været i kredsløb omkring Jorden. Endnu engang var Sovjet kommet først.

På dette tidspunkt havde USA netop fået en ny præsident i Demokraten John F. Kennedy. Efter 8 år med republikaneren Dwight D. Eisenhower ved magten var Kennedy gået til valg på, at han var ung, dynamisk og fornyende. Nu var tiden kommet til, at han skulle bevise dette.

Den 25. maj 1961 proklamerede Kennedy fra kongressens talerstol, at inden 1960erne var omme, ville USA have landsat et menneske på Månen. I den nære fremtid ville Sovjet muligvis blive ved med at vinde små sejre i rumkapløbet. Men det store mål var at være den første nation, der fragtede et menneske til og fra Månen. Og det race skulle vindes af USA.

Hele måneprojektet kom til at koste 20 milliarder dollars. Et ufatteligt beløb. Men de særlige omstændigheder gjorde, at kongressen var villig til at give store bevillinger til projektet. Denne gang skulle Sovjet ikke komme først.

Forberedelse
Måneprojektet blev varetaget af NASA (The National Aeronautics and Space Administration). NASA var en civil organisation, der var grundlagt i 1958, og som hørte under staten. Meget af produktionen blev dog udliciteret til forskellige private virksomheder.

Selve hovedprojektet blev opdelt i flere delprojekter. Første etape var man allerede i gang med. Den kaldes Mercury og gik ud på at bringe en amerikaner i kredsløb omkring Jorden. Dette lykkedes 20. februar 1962, hvor John Glenn foretog 3 omløb omkring Jorden i rumkapslen Friendship 7.

Derefter fulgte Gemini-projektet. Dette fandt sted i perioden april 1964 til november 1966 og drejede sig om opsendelsen af topersoners rumkapsler. Hensigten med Gemini var at høste erfaringer med menneskets reaktion på at opholde sig i rummet samt i at få kundskab om rumvandringer. Desuden var det vigtigt at lære at sammenkoble to objekter ude i verdensrummet.

Sideløbende med de bemandede opsendelser blev der sendt ubemandede sonder til Månen. De første af disse hed Ranger og blev opsendt fra januar 1963, indtil de blev afløst af Lunar Orbiter, som i perioden fra august 1966 til august 1967 foretog en total affotografering af hele Månens overflade.

Apollo
Den endelige månerejse skulle iværksættes via Apollo-projektet. En tretrins Saturn V raket skulle først bringe Apollo-kapslen i kredsløb med tre astronauter ombord 185 kilometer over Jordens overflade. Derefter skulle Apollo-modulet accelereres fri af Jordens tyngdekraft og herefter rejse de 384.000 kilometer til Månen, hvor det skulle gå i kredsløb.

Når dette havde fundet sted gik to af astronauterne over i et månelandingsmodul, som nu løsnedes fra Apollo-kapslen og landede på Månens overflade. Efter et kort ophold på Månen vendte de to astronauter via et opstigningsmodul tilbage i kredsløb, hvor de koblede sammen med Apollo-kapslen.

Til sidst gik rejsen gå tilbage til Jorden. Der skulle astronauterne lande i Stillehavet, hvor et hangarskib ville opsamle dem og kapselen.

De første Apollo-opsendelser var uden mennesker ombord. Den første bemandede var planlagt til at finde sted 21. februar 1967. Som følge af et alvorligt uheld blev den imidlertid aflyst.

Under en test af opsendelsesproceduren 27. januar samme år var der udbrudt brand i en Apollo-kabine. Dette havde kostet tre astronauter livet. Konsekvensen blev, at for at få klarlagt årsagerne til tragedien udsattes alt bemandet rumflyvning i 20 måneder.

Første bemandede Apollo-opsendelse var med Apollo 7 i oktober 1968. Denne efterfulgtes af Apollo 8, som i december måned samme år gik i kredsløb omkring Månen.

I begyndelsen af 1969 fulgte Apollo 9 og 10, som begge foretog forskellige afprøvninger af udstyret, inden den endelige landing skulle finde sted. Herefter følte NASA sig klar, til at indfri Kennedys løfte om en månelanding inden årtiet var omme.

Månelandingen
Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Destinationen var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins.

Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Den 21. juli kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet med de berømte ord: 'That's one small step for a man, one giant leap for mankind.'

USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Derefter tog de nogle stenprøver, hvorefter turen gik hjemad.

24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Ombord Var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden.

Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade.

 

 

 At tale om 1960ernes mode kan virke som en selvmodsigelse, da der var flere forskellige trends. Nogle hovedtræk kan dog fremhæves.

Modebranchen
Befolkningen - i særdeleshed ungdommen - havde fået flere penge mellem hænderne. Samtidigt var nye syntetiske tekstiler kommet på markedet. Det gjorde klæder billigere end tidligere.

Det var modeskabere, der var klar til at udnytte dette, som skabte 60ernes trend. Mange af dem - for eksempel Mary Quant - var englændere. Det betød, at det nye modmekka blev 'Swinging London' - i særdeleshed Carnaby Street og Kings Road.

Noget af det som skabte sensation i 1960eren var den lårkorte mode. Efterhånden var kjolesømmene kravlet så langt op, at man talte om miniskørtet.

Årtiets mest berømte fotomodel hed Lesley Hornby, men kaldte sig for Twiggy. Hun var i 1966 16 år, da hun fik benævnelsen 'årets ansigt'. Med store øjne, trutmund og en spinkel krop havde hun et nuttet look, som gjorde hende til 1960ernes kvindeideal.

Ungdomskulturer
1960erne var ungdomsoprørets årti. Dermed blev det også ungdommen, som satte dagsordenen, når det galt moden.

I 1960ernes første halvdel var det specielt de nærmest konformt klædte unge - som for eksempel modsne - der prægede gadebilledet. Mods var altid velklædt i jakkesæt og kørte som regel på scooter.

Senere hen blev hippierne med derse lange hår den mest fremtrædende ungdomskultur. Selvom hippierne på mange måder var et oprør, mod det som modebranchen stod for, lykkedes det hurtigt for modeindustrien at udnytte de nye trends. Dermed blev tøjet psykedelisk og mangefarvet.

Modes skal ses
Mode skal imidlertid ses, før man for alvor kan få indtryk af den. Klik derfor på slideshow.

 

 

 

Den svenske kemiker Alfred Nobel var blevet en velhavende mand, som følge af at han havde opfundet dynamitten. Ved sin død i 1896 efterlod han sig cirka 32 millioner kroner. Disse havde han testamenteret til en stiftelse.

Renterne af de penge Nobelstiftelsen rådede over gik til en række priser. Disse priser var opdelt i følgende kategorier:

• Fredspris
• Litteratur
• Fysik
• Kemi
• Fysiologi/medicin
• Økonomi

Hvert år på Alfred Nobels dødsdag - 10. december - tildeltes priserne personer, som havde gjort sig fordelagtigt bemærket. I 1960erne modtog følgende Nobelprisen:

Fredspris
1960:	Albert Luthuli (Sydafrika)
1961:	Dag Hammarskiöld (Sverige)
1962:	Linus C. Pauling (USA)
1963:	Den Internationale Røde Kors Komite
1964:	Martin Luther King Jr.(USA)
1965:	UNICEF
1968:	Rene Cassin (Frankrig)
1969:	ILO
Litteratur
1960:	Saint-John Perse (Frankrig)
1961:	Ivo Andric (Jugoslavien)
1962:	John steinbeck (USA)
1963:	Giorgos Seferis (Grækenland)
1964:	Jean-Paul Sarte (Frankrig)
1965:	Mikhail Sjolokov (USSR)
1966:	Nelly Sachs (Sverige) og Samuel Agnon (Israel)
1967:	Miguel Angel Asturias (Guatemala)
1968:	Yasunari Kawabata (Japan)
1969:	Samuel Beckett (Frankrig)
Fysik
1960:	Donald A. Glaser (USA)
1961:	Robert Hofstadter og Rudolf Mössbauer (USA)
1962:	Lev D. Landau (USSR)
1963:	Eugene P. Wigner og Maria Goeppert-Mayer (USA) samt Hans D. Jensen (Vesttyskland)
1964:	Charles Townes (USA) samt Nikolaj Gennadievitj Bassov og Aleksandr Prokorov (USSR)
1965:	Sin-itiro Tomonaga (Japan) samt Julian S. Schwinger og Richard Feynman (USA)
1966:	Alfred Kastler (Frankrig)
1967:	Hans Albrecht Bethe (USA)
1968:	Luis Walter Alvarez (USA)
1969:	Murray Gell-Mann (USA)
Kemi
1960:	Willard F. Libby (USA)
1961:	Melvin Calvin (USA)
1962:	Max Perutz og John Kendrew (Storbritannien)
1963:	Karl Ziegler (Vesttyskland) og Giulio Natta (Italien)
1964:	Dorothy Crowfoot Hodgkin (Storbritannien)
1965:	Robert B. Woodward (USA)
1966:	Robert S. Mulliken (USA)
1967:	Manfred Eigen (Vesttyskland) samt George Porter og Ronald G.W. Norrish (Storbritannien)
1968:	Lars Onsager (USA)
1969:	Derek Harold Richard Barton (Storbritannien) samt Odd Hassel (Norge)
Fysiologi/medicin
1960:	Saint-John Perse (Frankrig)
1961:	Ivo Andric (Jugoslavien)
1962:	Francis Crick og Maurice H.E. Wilkins (Storbritannien) samt James Deway Watson (USA)
1963:	John Carew Eccles (Australien) samt Alan Lloyd Hodgkin og Andrew Fielding Huxley (Storbritannien)
1964:	Konrad Bloch (USA) og Feodor Lynen (Vesttyskland)
1965:	Francois Jacob, Andre M. Lwoff og Jacques Monod (Frankrig)
1966:	Charles B. Huggins og Francis Peyton Rous (USA)
1967:	George Wald og Haldan K. Hartline (USA) samt Ragnar Granit (Sverige)
1968:	Robert W. Holley, Hargobind Khovana og Marshall W. Nirenberg (USA)
1969:	Max Delbrück, Alfred D. Hershey og Salvador E. Luria (USA)
Økonomi
1969:	Ragnar Frisch (Norge) og Jan Tinbergen (Holland)

 

 

1960
Januar:	Cameroun opnår selvstændighed.
Februar:	Den første franske atombombe sprænges i Sahara-ørkenen. CERNs partikelaccelerator i Geneve bliver indviet. Vinterolympiaden i Squaw Valley, USA begynder.
April:	Brasiliens nye hovedstad Brasilia indvies. USA opsender sin første vejrsatellit, TIROS-1.
Maj:	Sovjet nedskyder et amerikansk spionfly af typen U2. EFTA oprettes. Krigsforbryderen Adolf Eichamann tages til fange i Argentina og bringes til Israel. Militærkup i Tyrkiet.
Juni:	Somalia, Belgisk Congo og Madagaskar opnår selvstændighed.
Juli:	Sirimavo Bundaranaike vælges til premierminister i Ceylon (nuværende Sri Lanka) og bliver dermed verdens første kvindelige folkevalgte statsoverhoved.
August:	Cypern bliver en selvstændig republik. Olympiske lege i Rom indledes. Tchad, Gabon og Senegal opnår selvstændighed.
September:	OPEC oprettes.
Oktober:	Nigeria bliver uafhængig af Storbritannien. Første vellykkede nyretransplantation udføres af Michael Woodruff.
November:	John F. Kennedy vælges til USA's præsident. Det nordafrikanske land Mauretanien bliver uafhængigt af Frankrig.
1961
April:	Den sovjetiske satellit 'Vostok 1' bringer Juri Gagarin i kredsløb omkring Jorden. Dermed bliver han det første menneske i verdensrummet. Eksilcubanere foretager et mislykket invasionsforsøg i Svinebugten på Cuba.
Maj:	Fidel Castro udråber Cuba til at være en socialistisk stat. Alan Shepard bliver den første amerikanske astronaut i rummet. Sydafrika forlader Commonwealth.
Juli:	Forfatteren Ernest Hemingway begår selvmord.
August:	Østtyskland begynder at opføre Berlinmuren.
September:	FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld dør i et flystyrt.
November:	Stalingrad ændre navn til Volgograd.
December:	Første amerikanske helikopter kommer til Saigon. Vietnamkrigen er dermed en realitet.
1962
Januar:	Lucky Luciano dør.
Februar:	USA bekendtgør sit handelsembargo mod Cuba. John Glenn bliver den første amerikaner i kredsløb omkring Jorden. ESA oprettes.
Marts:	Under general Ne Wins ledelse overtager militæret magten i Burma.
Maj:	Fodbold VM i Chile begynder.
Juli:	Algeriet, Rwanda, Burundi, Jamaica samt Trinidad og Tobago opnår selvstændighed. Verdens første kommercielle kommunikationssatellit, Telstar, sendes i kredsløb.
August:	Nelson Mandela pågribes af det sydafrikanske politi Marilyn Monroe dør i Hollywood.
September:	John F. Kennedy proklamere at USA vil placere et menneske på månen inden årtiets udgang..
Oktober:	Cubakrisen. Som følge af at Sovjet har opført affyringsramper på Cuba blokere USA øen. Følgen bliver at ramperne bliver afmonteret mod løfter fra USA om aldrig at angribe øen. Uganda opnår selvstændighed.
1963
Juni:	Pave Johannes XXIII dør. Efterfølges af pave Paul VI.
Juli:	Spionen Kim Philby får asyl i Sovjet.
August:	'Det store Togrøveri' finder sted i Buckinghamshire, England.
September:	Forbundsstaten Malaysia oprettes.
November:	USA's præsident John F. Kennedy myrdes I Dallas. Vicepræsident Lyndon B. Johnson overtager præsidentembedet. Et vulkanudbrud nær Island skaber øen Surtsey.
December:	Thailands enevældige leder, Sarit, dør - afløses af Thanom. Kenya og Zanzibar opnår selvstændighed.
1964
Januar:	Vinterolympiaden i Innsbruck, Østrig, begynder.
Februar:	Beatles besøger USA.
August:	Den amerikanske kongres vedtager at USA skal engagere sig yderligere i Vietnam.
September:	Malta opnår selvstændighed.
Oktober:	Olympiske lege i Tokyo. Borgerretsforkæmperen Martin Luther King tildeles Nobels fredspris. Nikita Khrusjtjov afsættes, og Leonid Bresjnev bliver ny leder i Sovjet. Kina prøvespringer sin første atombombe.
November:	Lyndon B. Johnson vinder præsidentvalget i USA.
1965
Januar:	Winston Churchill dør.
Februar:	Den sorte amerikanske borgerretsforkæmper Malcolm X bliver myrdet i Harlem, New York. Gambia opnår selvstændighed.
Marts:	Nicolae Ceausescu kommer til magten i Rumænien. Verdens første rumvandring foretages af den sovjetiske kosmonaut Aleksei Leonov.
April:	I Washington deltager 25.000 mennesker i en demonstration mod Vietnamkrigen.
August:	Singapore træder ud af det malaysiske forbund og bliver en selvstændig stat.
September:	Kommunistisk kupforsøg i Indonesien - Suharto udnytter situationen og griber magten.
November:	Rhodesia erklære sig uafhængigt af Storbritannien.
December:	Charles de Gaulle genvælges som Frankrigs præsident. Ferdinand Marcos bliver præsident i Filipinerne.
1966
Januar:	Indira Gandhi vælges til premierminister i Indien.
Juli:	Fobold VM i England.
August:	Mao Tse-Tung igangsætter sin kulturrevolution i Kina. Sidste rigtige Beatleskonsert i San Francisco.
September:	Første afsnit af tv-serien Star Trek vises i amerikansk tv.
Oktober:	Black Panther Party dannes.
November:	Ronald Reagan vælges til guvernør i Californien.
December:	Walt Disney dør.
1967
April:	Militærjunta overtager magten i Grækenland. Den første Boeing 737 foretager sin jomfruflyvning. Muhammad Ali nægter at gøre militærtjeneste.
Maj:	Biafra i det østlige Nigeria erklære sig uafhængigt.
Juni:	Seksdageskrigen mellem Israel og Ægypten. Montery Pop Festival i Californien. Beatles udsender Sgt. Pepper. 400 millioner mennesker ser verdens første satellittransmitterede tv-program, hvor Beatles spiller 'All You Need is Love'.
Juli:	Biafrakrigen begynder.
August:	ASEAN oprettes.
September:	Sverige skifter fra venstre-kørsel til højre-kørsel (H-dag).
Oktober:	Che Guevara dør i Bolivia. Hippiemusicalen 'Hair' har premiere.
December:	Efter et mislykket kup flygter den græske kongefamilie til Rom.
1968
Januar:	Alexander Dubcek kommer til magten i Tjekkoslovakiet - Prags korte forår begynder. I Vietnam begynder Tet-offensiven.
Februar:	Den første Boeing 747 (Jumbojetten) foretager sin jomfruflyvning.
Marts:	My Lai massakren - amerikanske soldater dræber hundredevis af ubevæbnede civile i en landsby i Vietnam. USAs præsident Lyndon B. Johnson proklamere, at han ikke genopstiller.
April:	Borgerretsforkæmperen Martin Luther King bliver skudt i Memphis, Tennessee. Den tyske studenterleder Rudi Dutschke skydes på åben gade i Vestberlin - overlever. RAF (Baader-Meinhof gruppen) foretager sin første bombeskrængning i et stormagasin i Frankfurt AM.
Maj:	Studenteroprør i Paris.
Juni:	Den amerikanske præsidentkandidat Robert Kennedy bliver skudt i Los Angeles. Andy Warhol bliver skudt - overlever.
August:	Sovjet invadere Tjekkoslovakiet og kvæler 'Foråret i Prag'.
Oktober:	Olympiske lege i Mexico city.
November:	Richard Nixon vælges til USA's præsident.
1969
Marts:	Concorden foretager sin første testflyvning. Golda Meir bliver den første kvindelige premierminister i Israel.
Maj:	Etniske uroligheder i Kuala Lumpur, Malaysia.
Juni:	Georges Pompidou vælges til præsident i Frankrig.
Juli:	som det første menneske betræder Neil Armstrong månens overflade.
August:	Woodstock festivalen afholdes. Charles Manson kulten myrder bl.a. skuespilleren Sharon Tate.
September:	Nordvietnams præsident Ho Chi Minh dør 79 år gammel. Et kup bringer Muammar al-Gaddafi til magten i Libyen. Monty Python's Flying Circus vises for første gang i engelsk tv.
Oktober:	Olof Palme bliver statsminister i Sverige. Willy Brandt bliver forbundskansler i Vesttyskland.
November:	Apollo 12 - anden bemandede månerejse Fodboldspilleren Pele score sit 1.000 mål.
December:	Altamont Festival i Californien

 

 

 

---

I 1968 forsøgte det kommunistiske Tjekkoslovakiet at indføre reformer og demokrati i landet. Tiltaget knustes imidlertid brat, da de andre østbloknationer rykkede ind og ituslog foråret i Prag.

Forhistorien
Tjekkoslovakiet bestod af de senere selvstændige stater Tjekkiet og Slovakiet. Hovedstaden var Prag.

Efter Anden Verdenskrig var tvillingeriget endt på den sovjetiske side af jerntæppet. Det resulterede i, at nationen fik et kommunistisk styre under stærk kontrol af Moskva.

Der indførtes planøkonomi i landet. Alle virksomheder blev overtaget af staten, og myndighederne fastsatte priser og lønninger.

Samtidigt kontrollerede et hemmeligt politi, at befolkningen opførte sig som magthaverne ønskede det. Dette medførte fængsling og/eller henrettelse af mennesker med uønskede synspunkter.

Konsekvensen af planøkonomien var imidlertid, at levestandarden kun gik trægt fremad. Som følge af dette steg utilfredsheden med den førte politik både i den brede befolkning samt fra store dele af kommunistpartiet.

Kritikken var massiv og havde bred opbakning i en sådan grad, at man ikke turde løse problemet ved at foretage udrensninger. I stedet indførtes første små reformer og siden måtte den daværende leder af kommunistpartiet - Novotny - januar 1968 gå af.

Forår
Ny chef for kommunistpartiet - og dermed den reelle leder af Tjekkoslovakiet - blev Alexander Dubcek. Hidtil havde han ellers ikke nydt den store respekt blandt den øvrige nomenklatur. Valget af ham var nærmest konsekvensen af et kompromis mellem rivaliserende grupperinger.

Heller ikke i den brede befolkning var der på forhånd den store tiltro til den nye leder. Men det ændrede sig hurtigt.

Det viste sig nemlig, at Dubcek var særdeles reformivrig. I de efterfølgende måneder blev der indført ytringsfrihed samt foretaget andre tiltag, der gjorde det lettere at være tjekkoslovak. Udviklingen fyldte befolkningen med en sådan optimisme, at man begyndte at tale om forår i Prag.

Dubcek ønskede imidlertid ikke at indført kapitalisme. Kommunistpartiet skulle fortsat have en ledende rolle i samfundet. Det, han ønskede iværksat, var, hvad han selv benævnede som 'socialisme med et menneskeligt ansigt'. Efter alt at dømme var den brede befolkning helt enig med ham i dette.

I de øvrige Warszawapagtlande var magthaverne dog knap så begejstret for det nye Tjekkoslovakiet. I Sovjet var de bange for at miste en stødpudestat, og i de europæiske østbloknationer var de angste for, at den forpestende frihedstrang skulle sprede sig til deres lande, således at de selv mistede deres magtposition.

Derfor forsøgte Tjekkoslovakiets allierede i den østlige forsvarsblok at få Dubcek til at holde igen med sine reformer. Magthaverne i Prag gav enkelte indrømmelser til de kommunistiske allierede. Men det skulle snart vise sig, at det ikke var nær nok.

Efterår
Sent om aftenen tirsdag den 20. august 1968 rykkede tropper fra Sovjet, Bulgarien, Polen, Ungarn og Østtyskland ind i Tjekkoslovakiet. Allerede næste dag var hele landet besat.

Invasionsstyrken var på 500.000 soldater, 6000 tanks, 2000 kanoner og 800 fly. Enhver militær modstand var håbløs.

Fra sovjetisk side hed det sig, at der var tale om broderlig hjælp for at beskytte Tjekkoslovakiet mod nogle udefinerede fjender. Men da FNs Sikkerhedsråd spurgte Sovjet om, hvilke politiske ledere de var kommet for at hjælpe, kunne de ikke svare. Dubcek og de øvrige hidtidige magthavere i Tjekkoslovakiet var nemlig blevet arresteret og ført til Moskva.

I den følgende tid forsøgte befolkningen i det invaderede tvillingerige at bekæmpe besætteren med fredelige midler som strejker og demonstrationer. Men tiltagene havde mere symbolsk end reel betydning. Reformtiden var til ende, og invasionsstyrkerne var kommet for at blive.

Efter noget tid var hele 68 styret udskiftet med Moskvatro betonkommunister. Befolkningen resignerede og måtte indordne sig under, at foråret i Prag blot havde været en drøm, der var for god til at vare mere end en alt for kort periode.

Vesten
Den vestlige verden gav i 1968 begivenhederne i Tjekkoslovakiet stor opmærksomhed. Tjekkoslovakkerne modtog store sympatitilkendegivelser, og besætterne blev fordømt. Mange ønskede oven i købet at komme den nødstedte nation til hjælp.

Men NATO ønskede ikke at gribe til våben. Uofficielt blev Tjekkoslovakiet opfattet som sovjetisk interessesfære. Indblanding kunne resultere i en verdenskrig med anvendelse af atomvåben.

Til gengæld led Sovjet et stort prestigetab med invasionen af Tjekkoslovakiet. Moskva havde vist sit sande ansigt.

Dette havde den konsekvens, at flere europæiske kommunistpartier kappede sine bånd til Sovjetunionen. De store partier i Spanien og Italien gik over til den såkaldte eurokommunisme, hvilket ville sige en kommunisme, hvor partiet var helt uafhængigt af Moskva.

 

 

 

---

Længe havde sorte amerikanere fundet sig i diskriminering fra et racistisk samfund. Men i 1960erne gik afroamerikanerne sammen i borgerretsbevægelsen og gjorde krav på deres rettigheder.

Baggrund
Som følge af Nordstaternes sejr i den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) ophørte slaveriet i USA. Dette var imidlertid ikke ens betydende med, at den sorte del af befolkningen var fri i den henseende, at de havde samme muligheder og rettigheder som hvide.

Ganske vist var der lige stemmeret for alle uanset hudfarve. Men valgsystemet i USA fungerede på den måde, at folk ikke automatisk fik stemmeret, men først skulle registres som vælgere.

Hvis en afroamerikaner ønskede valgret, blev vedkommende ofte chikaneret af hvide racister. Derfor blev kun ganske få sorte registret som vælgere, og selvom de udgjorde cirka 10% af den samlede befolkning, besad de derfor meget lidt politisk magt.

Mange steder - i specielt sydstaterne - var der skoler forbeholdt hvide børn og skoler udelukkende til sorte elever. Da forholdene i de sortes skoler var langt under standarten i de hvides ditto, resulterede det i, at de hvide fik langt den bedste uddannelse.

Der ud over blev sorte og hvide holdt adskilt i ventesale, busser og toge. Hvis en hvid ikke kunne finde en siddeplads i et offentligt transportmiddel, skulle alle farvede på en stolerække rejse sig op for ham således, han kunne side ned uden at have en sort ved siden af sig.

Adskillelsen gjorde sig ligeledes gældende i hoteller, restauranter og parker. De fleste - og altid de bedste - af disse var forbeholdt hvide.

Kampen for borgerret
Længe fandt afroamerikanerne sig i diskrimineringen. Men efter Anden Verdenskrig opstod der en holdningsændring. Det mundede ud i, at der i løbet af 1950erne opstod en borgerretsbevægelse, som kæmpede for sorte amerikaneres rettigheder.

Som noget af det første gik bevægelsen juraens vej og anlagde sager mod diskriminering ved domstolene. Da retssagerne som oftest vandtes, var det en succes. Men lovtrækkeriet var en langsommelig proces.

Derfor toges efterhånden også mere håndgribelige midler i brug. I flæng kan det nævnes, sorte nægtede at rejse sig op for hvide i busserne, sorte anvendte hvides toiletter og sorte lavede sit-ins, hvilket ville sige, at de gik ind på cafeteriaer og lignende, som var forbeholdt hvide, og blev siddende der fra stedet åbnede til det lukkede.

Det var ikke usædvanligt, at Borgerretsbevægelsens repræsentanter blev mødt med ganske håndfaste metoder, når de aktionerede. Ofte blev de desuden brutalt arresteret af et 'nigger-fjendsk' politi og sat i fængsel.

Men Borgerretsbevægelsen selv benyttede udelukkende passiv modstand. Den sværgede til en filosofi, som byggede på ikke-volds princippet. Med tiden fik det stor betydning.

I de første år havde Borgerretsbevægelsen ikke haft den brede befolknings bevågenhed. Men i foråret 1963 blev der på landsdækkende tv vist billeder fra Birmingham, Alabama, hvor et brutalt politi begik grove overgreb på sorte, ikke-voldelig demonstranter. Dette gjorde så stort indtryk på den menige amerikaner, at Borgerretsbevægelsen herefter fik stor velvilje.

Hidtil havde den siddende præsident, John F. Kennedy ikke taget stilling i borgerretsspørgsmålet. Men da han observerede, hvor befolkningens sympati lå, gik han aktivt ind i kampen for afroamerikanernes rettigheder. Han udarbejdede et forslag til en borgerretslov, som blev vedtaget af parlamentet i juli 1964.

Martin Luther King
Borgerretsbevægelsen leder og arkitekt bag ikke-volds princippet var Martin Luther King. Han blev født i 1929 i Atlanta, Georgia, men fungerede som baptistpræst i Montgomery, Alabama.

King nød stor popularitet i sin menighed. Derfor blev han i 1956 valgt til at lede en lokal busboykot. Siden gik han forrest i adskillige aktioner, hvilket resulterede i, at han både blev fængslet og udsat for fysiske og psykiske overgreb.

Aldrig veg King fra ikke-volds princippet. Desuden var han kendt som en fremragende taler. Bedst kendt er talen han holdt den 28. august 1963 ved Lincoln Memorial i Washington. Begivenheden blev overværet af over 200.000 mennesker og huskes blandt andet for ordene: "Jeg har en drøm..."

Også internationalt vakte King opsigt og begejstring. Således tildeltes han i 1964 Nobels Fredspris for at opnå resultater uden anvendelse af vold.

Til gengæld ønskede amerikanere med racistiske sympatier at rydde ham af vejen. Det lykkedes for dem den 4. april 1968. Da blev han skudt og dræbt i Memphis, Tennessee af en hvid snigmorder.

Radikal modstand
Ikke alle sorte amerikanere var tilhængere af Martin Luther Kings forsonlige og ikke-voldelige politik. Specielt ungdommen i de nordamerikanske storbyer gik ind for en mere radikal modstand.

Allerede i 1930erne havde Elijah Muhammad dannet Nation of Islam - også kendt som Black Muslims (Sorte Muslimer). Denne bevægelse prædikede, at den sorte mand var den hvide mand overlegen.

I begyndelse af 1960erne havde de Sorte Muslimer en karismatisk talsmand i Malcolm X (født 1925). På et tidspunkt forlod han imidlertid organisationen, men blev ved med at tale for radikal modstand. Bruddet havde dog den konsekvens, at han i 1965 blev dræbt af sorte muslimer.

Efter sin død blev Malcolm X nærmest betragtet som en martyr. Det medførte, at den radikale modstand eskalerede med voldsomme uroligheder i de amerikanske storbyers sorte bydele.

Desuden opstod der i anden halvdel af 1960erne organisationer som Black Panther Party (Sorte Panter Partiet). Dens medlemmer gjorde sig bemærket ved at medbringe skydevåben, hvor de patruljerede.

Den nok bedst kendte manifestation skete imidlertid under de Olympiske Lege i 1968 i Mexico. To sorte amerikanske atletikudøvere rakte en knyttet hånd, påført en sort handske i vejret under en sejrsceremoni og udførte dermed Black Power-tegnet.

Afrunding
Efter Martin Luther Kings død mistede Borgerretsbevægelsen sin betydning. Men kampen for sortes rettigheder og forhold fortsatte.