Um Terrorismu
IRA, irsk befrielsesbevægelse (1916/19-). Fra 1970 også kaldet det »Provisoriske» IRA.
Baggrund
I Påske-oprøret i 1916 gjorde republikanske militser - dele af Irish Volunteers samt Irish Citizen Army, en arbejdermilits ledet af den revolutionære socialist og fagforeningsleder James Connolly - oprør mod det britiske kolonistyre i Irland. Det blev blodigt nedkæmpet, og dets ledere henrettet, hvormed der skabtes grobund i Irland for en voksende folkelig tilslutning til irsk separatisme og republikanisme.
I 1917-1919 reorganiseredes resterne af de væbnede militser - med udgangspunkt i Irish Volunteers - i en guerillahær: Óglaigh na hÉireann. Den nye guerillataktik blev udformet af Michael Collins (Irish Republican Brotherhood (IRB) - et militant revolutionært hemmeligt broderskab), som stod i spidsen for reorganiseringen. Formålet var at opbygge en militær enhed, der kunne anvendes i kampen for at løsrive Irland fra britisk dominans.
IRA blev gradvist det republikanske parti Sinn Féin's militære gren. Men det var først med proklameringen af en Irsk Republik og oprettelsen af et irsk parlament, Dáil Éireann, og regering i januar 1919 - der trodsede det britiske overherredømme i Irland - at Irish Volunteers officielt blev den selv-proklamerede republiks «legitime» hær (Irish Republican Army - IRA). Det britiske kolonistyre ulovliggjorde det nye irske parlament og svarede igen på IRA's guerillaaktioner med grusom terror og undertrykkelse ved hjælp af britiske specialstyrker (the Black and Tans), og IRA optrappede gradvist guerillakampen mod den fortsatte britiske dominans. Denne uafhængighedskrig varede 1919-21.
Med fredsaftalen, the Anglo-Irish Treaty, i december 1921 måtte Sinn Féin's forhandlere acceptere den midlertidige deling af Irland, som det britiske parlament allerede havde foretaget ved lov (Government of Ireland Act, 1920). Til gengæld opnåede de irsk selvstændighed for de sydlige 26 grevskaber, men indenfor det britiske Commonwealth. Republikanernes accept af denne aftale skyldtes i høj grad styrkeforholdene, hvor forhandlerne blev truet af den britiske regering med fornyet krig, i en situation hvor IRA stod næsten uden våben og ammunition. Anglo-Irish Treaty blev godkendt af et flertal i det irske parlament i januar 1922. Men et mindretal nægtede at acceptere beslutningen, IRA blev splittet, og mens tilhængerne af Traktaten blev det nye Irske Fristats hær, beholdt modstanderne navnet IRA, og en borgerkrig fulgte, som i 1923 førte til IRA's endelige nederlag.
Trods nederlaget fortsatte IRA med at eksistere og førte i perioder væbnede kampagner, efter 2. Verdenskrig fortrinsvis i Nordirland, vendt mod den fortsatte deling af Irland og den britiske tilstedeværelse.
IRA har siden 1916 bestået af især to politiske strømninger: En politisk traditionsbunden nationalistisk tendens, der satte den væbnede kamp i centrum for taktik og strategi - og ofte bandlyste politik - baseret på overbevisningen, at en britisk tilbagetrækning fra Irland ikke ville ske uden anvendelse af voldelige midler. IRA har gennemgående været domineret af denne tendens. Og på den anden side har der været en strømning, der også ønskede fremme de politiske mål via en politisering af IRA og deltagelse i politik. Denne tendens har ofte været venstreorienteret og byggede på James Connollys revolutionære republikanske socialisme.
Frem til slutningen af 1940'erne blev IRA rystet og decimeret af en række splittelser, der skyldtes disse politiske modsætninger. I 1920'erne medførte de et brud i alliancen mellem Sinn Féin og IRA. Denne alliance (den republikanske bevægelse, som også består af andre organisationer end IRA og Sinn Féin) blev først genoprettet i 1949, men med IRA som den dominerende part.
Efter en væbnet kampagne i 1956-62, der endte bittert for IRA pga. svindende folkelig opbakning i Nordirland, besluttede IRA at nedlægge våbnene og engagere sig i politisk arbejde. IRA eksisterede formelt stadig som organisation, men var i praksis blevet nedlagt.
Der var uenighed om denne politiske linie i IRA. Mens mange republikanere tilsluttede sig de nye Republican Clubs i 1960'erne og siden den nordirske borgerretsbevægelse (Northern Ireland Civil Rights Association - NICRA), var der også mange, der desillusioneret forsvandt ud i passivitet.
Da borgerretsbevægelsen blev mødt med unionistisk vold og efterhånden radikaliseredes, skabte dette splid blandt de politisk aktive republikanere. Nogle ønskede at fastholde borgerretsbevægelsens oprindelige perspektiv om at reformere Nordirland med fredelige midler (dvs. man inddrog ikke spørgsmålet om Irlands deling, som man mente skulle tages op i en senere fase i strategien). Mens andre - specielt i lyset af de voldelige overfald på de katolske ghettoer i det vestlige Belfast i august 1969 - mente at erfaringerne havde vist, at denne - sandsynligvis kommunistisk inspirerede - fasestrategi var illusorisk: Det unionistiske styre ville ikke uden videre acceptere en reform og demokratisering af Nordirland. Det var igen blevet nødvendigt at kunne forsvare de katolske ghettoer mod væbnede overgreb, som IRA ikke havde været i stand til i august 1969, da de ikke havde våben.
Disse modsætninger i den republikanske bevægelse førte til en splittelse på IRA's kongres i december 1969, der blev konfirmeret på Sinn Féin's Árd Fheis (kongres) i januar 1970. Det centrale stridsspørgsmål var den republikanske ledelses forslag om at afskaffe «abstentionism» (princippet om ikke at indtage sine pladser i parlamentariske forsamlinger i Dublin, Belfast og London), hvilket betød en de facto anerkendelse af de 3 parlamenter. De reformorienterede - dvs. flertallet, der blev til det «officielle» IRA (OIRA) og Sinn Féin - gik ind for en sådan reform, idet de ønskede at udvide mulighederne for parlamentarisk arbejde. Denne gruppe i den republikanske bevægelse var blevet stærkt influeret af irske kommunister, som de bl.a. havde samarbejdet med i borgerretsbevægelsen og orienterede sig nu åbent som socialister og marxister. Mens modstanderne - dvs. mindretallet, der blev til det «provisoriske» IRA (PIRA) og Sinn Féin (også kaldet «the Provos») - var en meget blandet gruppe. De bestod dels af gamle militante republikanere, der igen ønskede at sætte kampen for irsk genforening og den væbnede kamp i centrum for republikansk taktik/strategi. Mange af dem havde længe været passive. Men dels bestod de også at mange nye unge medlemmer fra de katolske arbejderghettoer, som var blevet politisk radikaliseret gennem deres aktiviteter i den nordirske borgerretsbevægelse og i forsvaret af ghettoerne i Nord. Endnu flere af disse unge strømmede til i de følgende år.
De gamle republikanere var overvejende anti-kommunistiske og traditionelt nationalistiske i deres politiske syn, mens de unge i løbet af få år begyndte at drive det «provisoriske» IRA til venstre. Mens den «officielle» republikanske bevægelse foretog en omvendt politisk løbebane fra politisk venstreorientering til reformisme (se Sinn Féin).
Men begge fløje af IRA bevægede sig i årene 1970-72 ud i først et forsvar af de katolske ghettoer og dernæst en offensiv taktik ifht. den britiske militære tilstedeværelse. Som sådan var begge - uanset forskellene i deres politik - en del af den voldelige eskalering, der fandt sted. Især som følge af det unionistiske styres og den britiske hærs militære undertrykkelse af den irsk-katolske befolkningsgruppe. Men da den britiske regering ophævede og reelt nedlagde det unionistiske styre og Stormont-parlamentet i 1972 erklærede det «officielle» IRA (OIRA) våbenhvile og nedlagde officielt våbnene. Uofficielt eksisterede OIRA dog fortsat. I nogle år midt i 1970'erne var OIRA involveret i et voldeligt opgør med en marxistisk udbrydergruppe, IRSP/INLA (se Nordirland), og var i en længere årrække ofte involveret i kriminelle aktiviteter.
Det «provisoriske» IRA (PIRA) 1970-
Det «provisoriske» IRA (PIRA) erklærede - delvist efter forhandling med den britiske regering - våbenhvile i juli 1972. Da den kort efter brød sammen, eskalerede PIRA bevidst den væbnede kampagne med en række voldsomme bomber mod økonomiske mål i Nordirland, men med mange civile ofre, da PIRA var stærkt præget af amatørisme. Det skete i forventning om at det britiske styre i Nordirland blot skulle have et sidste pres for at foretage den endelige tilbagetrækning. Man betragtede nedlæggelsen af Stormont og forhandlingerne med den britiske regering som et bevis på dette. Herefter udvidedes PIRA's væbnede kampagne til England.
I 1974 udførtes nogle af de mest blodige IRA-bombeattentater på pub'er i Birmingham og Guildford i England. De britiske myndigheder foretog hurtig arrestation og domfældelse af de forkerte personer, som sad uretmæssigt fængslet helt frem til 1989-91 (sagerne om The Guildford Four og The Birmingham Six).
Det unionistiske styres undertrykkelse af borgerretsbevægelsen og den irsk-katolske befolkningsgruppe sikrede IRA en omfattende folkelig opbakning. Den blev yderligere styrket på baggrund af indsættelsen af den britiske hær i august 1969, der fra 1970 samarbejdede med de lokale sikkerhedsstyrker i den militære undertrykkelse. At anvende den britiske hær til at klare en situation med civil uro og ulydighed var en meget drastisk og uhensigtsmæssig taktik fra den britiske regerings side, som ikke blot fik flertallet af den katolske lokalbefolkning til at vende sig mod den britiske tilstedeværelse. IRA sikrede sig reelt basis for en langvarig væbnet kampagne vendt mod det britiske styre, til trods for at der også var folkelig kritik af mange af de voldelige metoder og konsekvenser. Helt afgørende for dette var det unionistiske styres indførelse af internering uden dom i 1971 - et skridt der havde britisk støtte - og britiske faldskærmssoldaters nedskydning af og drab på 14 demonstranter i Derry ved en borgerretsdemonstration den 30. januar 1972 (Bloody Sunday).
Interneringspolitikken, som blev fortsat under det direkte styre fra London, og især skærpelsen af den retlige praksis overfor paramilitær vold i 1973 førte til, at mange af de nye unge IRA-medlemmer blev interneret eller fængslet i interneringslejren Long Kesh (senere the Maze). En ny længerevarende mislykket IRA-våbenhvile i 1975 blev reelt brugt af myndighederne til at underminere IRA. Dette benyttede nyligt løsladte unge republikanere i Nord under ledelse af Gerry Adams til et opgør med den hidtidige IRA-strategi og struktur. De havde brugt tiden i fængslet til læsning af venstreorienteret litteratur og politiske diskussioner og gennemgået en politisk radikalisering. Men de havde også diskuteret IRA's organisering, som på grund af sin traditionelle hærstruktur, nu var gennemhullet af myndighederne.
Professionalisering
I sidste halvdel af 1970'erne førte dette til en professionalisering og reorganisering af IRA i en ny cellestruktur, samt en politisering og radikalisering af både IRA og Sinn Féin, sådan at der blev lagt ny vægt på en opbygning af Sinn Féin som politisk parti. Mens det antages, at antallet af IRA-medlemmer var på sit højeste midt i 1970'erne med ca. 1.500 medlemmer, betød professionaliseringen således også, at man kunne man nøjes med langt færre.
Dette var en ny taktik/strategi, hvor det centrale var at opbygge og konsolidere den folkelige forankring med henblik på «langvarig krig» (the «Long War» strategy) mod det britiske styre i Nordirland, i modsætning til den tidligere, hvor der satsedes på hurtig militær optrapning i forventning om hurtig sejr. Man havde således erkendt, at den væbnede kamp ikke alene kunne sikre en endelig sejr.
«The Provos» havde i løbet af 1970'erne identificeret sig stadigt stærkere med den 3. verdens anti-imperialistiske befrielsesbevægelser. Dette indgik i den politiske radikalisering, som fandt sted, hvor man også lagde fornyet vægt på den irske revolutionære socialist James Connollys perspektiv om en irsk demokratisk socialistisk republik. Man ønskede at understrege, at et forenet Irland indebar en radikal samfundsforandring, såvel i Syd som i Nord.
Men det var først efter en langvarig republikansk sultestrejke i 1981 i Long Kesh, der gav både IRA og Sinn Féin ny folkelig opbakning, at det blev muligt for den yngre gruppe af republikanere fra Nord at få tilstrækkelig støtte i den republikanske bevægelse til for alvor at søsætte den ønskede udvikling af Sinn Féin som politisk parti. De republikanske fanger gennemførte to sultestrejker i 1980/81 for en række krav i fængslet, der indebar en anerkendelse af dem som politiske fanger. En status der var blevet frataget dem ved den britiske kriminalisering af politisk motiverede forbrydelser i 1976. Som sådan var de republikanske fanger blevet et omdrejningspunkt for den politiske kamp mellem det britiske styre og IRA. I en demonstration af britisk fasthed og ubøjelighed over for «terrorister» nægtede den konservative britiske premierminister Margaret Thatcher at give efter for de sultestrejkende fangers krav. Det førte til 10 fangers død, den første af dem var Bobby Sands, der døde efter at han ved et suppleringsvalg havde vundet en plads i det britiske parlament. Thatcher var dermed med til at skabe en folkelig bevægelse i Irland og international støtte til fordel for fangerne og i sidste ende til at puste nyt liv i den republikanske bevægelse.
Den republikanske strategi blev fremover at støtte en kombination og sidestilling af politisk og væbnet kamp («the ballot box and armalite strategy», 1981). Men hurtig fremgang og succes for Sinn Féin i en række valg i starten af 1980'erne gjorde Sinn Féin stadigt mere dominerende. I 1986 vedtog man at ophæve «abstentionism» ifht. parlamentet i Dublin for at udvide Sinn Féin's muligheder for parlamentarisk arbejde. Dette førte til en splittelse i Sinn Féin og IRA (se Sinn Féin), hvor et mindretal anført af den gamle Sinn Féin-ledelse, overvejende folk fra det sydlige Irland, forlod partiet og dannede Republican Sinn Féin (RSF). De har ikke villet støtte fredsprocessen i 1990'erne, og det menes, at den paramilitære organisation «Continuity» IRA (se Nordirland) udspringer af RSF.
På vej mod fred
Professionaliseringen og politiseringen af IRA i slutningen af 1970'erne tog også sigte på mere bevidst at søge at undgå civile ofre. Men i løbet af 1980'erne skete der ikke blot en udvidelse af IRA's bombeoffensiv, men også en skærpelse af IRA's metoder samt nogle katastrofale fejlbombninger med tab af menneskeliv, som var med til at underminere IRA's folkelige opbakning og blev mødt af kritik fra f.eks. Sinn Féins leder, Gerry Adams. Samtidig er der ingen tvivl om, at f.eks. de store dristige IRA-bomber i 1990'erne mod økonomiske mål i England lagde et voldsomt pres på den britiske regering. Den britiske regering erkendte åbent, at det ikke var muligt at besejre IRA militært. Disse og andre nye signaler fra den britiske regering i 1989/90 med bl.a. ønske om forhandlinger med republikanerne og forstærkede ønsker blandt de toneangivende kræfter i Sinn Féin om at undersøge muligheder for fred førte til indledningen af en fredsproces i starten af 1990'erne. Efter det første fredsudspil fra SDLP-lederen John Hume og Gerry Adams i 1993 skete der en hurtig politisk udvikling, som fik IRA til at erklære våbenhvile den 31. august 1994.
Efter en periode med mislykkede forsøg på at starte forhandlinger, der strandede på både unionisternes og den konservative britiske regerings nye krav om, at disse skulle være betinget af en IRA våbenaflevering, ophævede IRA sin våbenhvile i februar 1996 med en spektakulær bombeoffensiv i England, der også krævede civile ofre. Det var først med den nye Labour-regering i 1997, at der hurtigt blev åbnet op for forhandlinger og dermed en ny IRA-våbenhvile i sommeren 1997.
Fredsprocessen skyldtes bl.a. et politisk skift i Sinn Féin og IRA, hvor man gradvist valgte at satse på en politisk strategi og en udfasning af den væbnede kampagne, samtidig med at man accepterede nordirsk selvstyre som delmål i strategien. Baseret på en ny analyse og vurdering der sagde, at de langsigtede politiske mål kunne nås via den politiske kamp, uden de store omkostninger ifm. den væbnede kampagne. Dette skift foregik som en længere proces med flere års politiske diskussioner og kampe i såvel Sinn Féin som IRA. De drivende kræfter i denne proces har været den politiske ledelse i Sinn Féin centreret omkring Gerry Adams.
Sinn Féin og IRA indgår stadig i en alliance. Men den har været under hårdt ydre såvel som indre pres under fredsprocessen.. Udviklingen henimod at acceptere den nye politiske linie var vanskelig i IRA, hvor en nedlæggelse af våbnene traditionelt har været set i sammenhæng med en britisk tilbagetrækning fra Irland. Der er som følge heraf sket flere afskalninger. Den alvorligste afskalning skete i efteråret 1997 under forhandlingerne, der skulle føre til fredsaftalen i april 1998. IRA havde ikke tillid til the Belfast/Good Friday Agreement, men valgte ikke at gå imod den. Dette førte til oprettelsen af en ny gruppe «real» IRA, der i august 1998 stod bag bombesprængningen i Omagh i Nordirland, hvor 29 mennesker blev dræbt. Denne bombe var reelt med til at styrke den folkelige opbakning til fredsprocessen og tvang «real» IRA til våbenhvile.
Spørgsmålet om IRA's «decommissioning» (=våbennedlæggelse) var et hovedomdrejningspunkt i den politiske kamp mellem fredsaftalens parter om, hvordan aftalen skulle opfattes og realiseres, selvom den paramilitære «decommissioning» i fredsaftalen i princippet var overladt til en Independent International Commission on Decommissioning (IICD =uafhængig international våbennedlæggelseskommission (se Nordirland). Mens unionisterne valgte at tolke «decommissioning» som en reel våbenaflevering og som tegn på overgivelse, ville IRA selv styre og udføre dette som led i fredsprocessen og således som tegn på, at det var en selvvalgt handling. Det var også sådan, det kom til at finde sted. Våbennedlæggelse afhang af IRA’s tillid til modparten og processen, som igennem lang tid var på nulpunktet. Den 23. oktober 2001 erklærede IRA, at organisationen var påbegyndt «decommissioning» – som udtryk for, at IRA havde reelle intentioner om at indgå i fredsprocessen.
Fra ca. 2004 voksede sandsynligheden for, at Sinn Féin og DUP ville komme til at dele magten i et fremtidig lokalregering i Nordirland. Der blev derfor lagt yderligere pres på IRA internt i den republikanske bevægelse for officielt at afslutte sin væbnede kampagne. Dette skete den 28. juli 2005, da IRA’s ledelse beordrede sine enheder til at nedlægge våbnene. Den 26. september 2005 erklærede the Independent International Commission on Decommissioning (IICD) officielt, at IRA havde afsluttet sin våbennedlæggelse. The Independent Monitoring Commission (IMC) konkluderede i en rapport den 3. september 2008, at IRA ikke længere var operativ.
IRA's væbnede kampagne er nu et overstået kapitel i nordirsk historie. Mænd IRA's hærledelse (Army Council) er som Sådan Endnu ikke opløst. På Den Anden Side har flere republikanske grupper søgt at præsentere sig som et «nyt» IRA, og der har også Været samlingsbestræbelser Mellem Disse grupper. Mænd De Vil ikke Kunne genstarte en væbnet kampagne, der Bliver andet ende en svag afglans af PIRA's kampagne, som man har fastsat i henhold til 25-30 års væbnet Konflikt i Nordirland, og med en forsvindende lille folkelig opbakning.
Terror bekæmpelse
Terrorisme er systematisk brug af vold og terror for at ændre bestående samfundsforhold eller skabe spændinger, som kan lede til en sådan ændring. Som politisk fænomen må terrorisme skelnes fra andre typer af volds- eller terrorhandlinger, som anvendes for at opretholde samfundssystemer - i regulær krig som undertrykkelsesmiddel eller som led i borgerkrig eller kamp mod en besættelsesmagt. Sådanne handlinger kan ikke kaldes terrorisme, men f.eks. massakrer, despoti eller partisanvirksomhed.
En politisk motiveret handling kan kaldes en terrorhandling hvis:
- det er en mordhandling, sabotage, kidnapning e.l.,
- den udføres med det for øje at skabe forvirring, demoralisere en modstander eller mindske dennes autoritet ved at vise, at den ikke kan give effektiv beskyttelse for liv og ejendom,
- ofrene enten er abstrakte «repræsentanter» for påståede sociale misforhold eller direkte uskyldige personer,
- aktørerne er en selvudnævnt gruppe, som hævder at handle på vegne af mange, men som ikke har noget mandat fra bredere grupper i folket bag sig,
- normale demokratiske påvirkningsmuligheder er til stede, men forkastes af aktørerne.
 |
| 4 af nutidens største terrorister: Israels premierminister Ehud Olmert, udenrigsminister Tzipi Livni, krigsminister og general Ehud Barak, krigschef Gabi Ashke Nazi. De har ansvar for mordene på ialt over 4000 mennesker i Libanon i 2006 og Gaza i 2006-09, enorme terrorbombardementer fra luften og jorden og spredningen af flere millioner klyngebomber i det sydlige Libanon. I modsætning til deres forgængere i Nazi Tyskland er de endnu ikke blevet stillet for en krigsforbryderdomstol (www.wanted.org.il). De leder verdens aktuelt mest agressive terrororganisation: IDF. |
Siden 2001 har de organisationer i verden der har begået flest terrordrab været US Army og IDF (Israeli Occupation Forces). Det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet offentliggjorde allerede i 2006 en artikel der estimerede overdødeligheden i Iraq som følge af USA's invasion af landet i 2003 til 654.965. Dette tal har siden passeret 1 million; over 90% af de døde er døde som følge af vold; og de fleste er civile. Alene i Iraq har USA og dets allierede - deriblandt Danmark - siden 2003 dræbt over ½ million civile i terroraktioner. Trods den vestlige presses ensidige fokusering på bombeattentater i Iraq viser de nyeste uafhængige undersøgelser fra 2009, at ca. 70% af de civile der aktuelt dræbes i Iraq dræbes af «koalitionsstyrker». Det vil i 2009 næsten udelukkende sige terrorister fra den nordamerikanske hær.
I Mellemøsten er den mest blodige terrororganisation det israelske militær: IDF. Alene under Israels terrorbombardementer og invasion af Libanon i 2006 blev 1100 libanesiske civile dræbt af den stærke israelske terrororganisation. Under Israels terrorbombardementer og invasion af Gaza i december 2008 - januar 2009 blev ca. 1200 civile dræbt. Deriblandt 20 læger og sygeplejersker og mere end 450 palæstinensiske børn. Siden starten af 2. Intifada i september 2000 har den statslige israelske terrororganisation dræbt 7.107 palæstinensere - deraf godt 5.000 civile.
| Israelske terrorister i aktion i den palæstinensiske by Hebron i samarbejde med de israelske besættelsesstyrker. |
Danmark - med våbenfabrikken Terma i spidsen - leverer våben og udstyr til begge terrororganisationer.
En del af den moderne historie
Terroristisk anvendelse af vold har været en del af den moderne historie siden den franske revolutions «store terror» til Pol Pot og Idi Amins terrorregimer i Cambodia og Uganda. Som svar på revolutionære strømninger strækker terrorens historie sig fra massakrene i Paris i 1848 og 1871 til Pinochets Chile efter Salvador Allende. Under Stalin og Hitlers terrorregimer antog også terroren en ny form. Fra at være et mere eller mindre kontrolleret afskrækningsmiddel blev den til den totale tilintetgørelse. Et terrorsystem som i dag betragtes som en integreret del af både den officielle og uofficielle krigsførelse fra Dresden til Lidice, fra Hiroshima til My Lai.
Attentater og politiske mord har været en almindelig foreteelse i europæisk historie siden Henrik III af Frankrig blev dræbt af en dominikanermunk i 1589. Siden har fyrster, konger, dronninger, paver og præsidenter været yndede objekter for attentatmagere. Fra det 20. århundrede kan vi blot minde om mordet på den habsburgske tronfølger i Sarajevo i 1914, på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, Ben Barka, Amilcar Cabral, John F. Kennedy og Che Guevara.
Terror og vold er således et fænomen, som har præget og fortsat præger både undertrykkernes og befriernes historie. Især i de førborgerlige samfund hvor undertrykkelsesmekanismerne var direkte og personlige og hvor der manglede demokratiske politiske mekanismer, var politiske attentater en ikke ualmindelig reaktionsform. Ingen politisk retning eller social klasse kan hævde, at de aldrig har næret attentatmænd og konspiratorer ved deres bryst.
En vigtig terroristgruppe - som på mange måder repræsenterer overgangen fra førborgerlig terrorisme til organiseret socialt oprør - var den russiske organisation Folkets Vilje. Denne organisation gennemførte en række attentater mod zarens tjenestemænd, og i 1881 dræbte de zar Aleksander II. Efterhånden som den russiske revolutionære bevægelse blev klarere politisk organiseret, trådte den individuelle terror imidlertid i baggrunden som kampform (se Narodnik, Perovskaja).
Overfor nutidens mangfoldighed af grupper som benævnes «terrorister», kan det være nyttigt at skelne mellem tre typer: Den første type bruger terrorhandlinger i situationer hvor der eksisterer borgerkrigslignende tilstande. Det vil ofte være nationale befrielsesbevægelser eller partisaner. De vil som regel have organiseret kontakt med større politiske bevægelser eller grupper.
Den anden type har ingen organiseret politisk eller militær forbindelse til andre, men har alligevel betydelig passiv støtte i befolkningen. Eksempel på disse kan være dele af den palæstinensiske befrielsesbevægelse i 1970'erne, ETA (Euskadi Ta Askatasune - Baskerland og Frihed) i Spanien, Tupamaros i Uruguay i 1960'erne og IRA i Nordirland. Grænsen mellem denne gruppe og den førstnævnte kan være uskarp og flydende. Ligeledes kan disse grupper i bestemte politiske situationer fungere på samme måde som den tredje og sidste gruppe.
Den tredje gruppe består af de, der hverken har organisatoriske eller politiske bånd til nogen befolkningsgruppe, og som heller ikke har nogen passiv, end sige aktiv støtte udefra. Dette er hvad vi vil kalde «politiske terrorister», som vi indledningsvis definerede termen. Eksempler på sådanne grupper er Rote Armee Fraktion i Forbundsrepublikken Tyskland, Action Directe i Frankrig, De Røde Brigader i Italien og grupper som the Weathermen i USA.
Forbilleder og politisk betydning
Den moderne variant af terrorismen har i høj grad sine militære og ideologiske forbilleder fra Mellemøsten, hvor terroren har en lang historie. Efter 2. verdenskrig begyndte en omfattende immigration af folk af jødisk herkomst til Palæstina, som da stod under britisk mandatstyre. For at sætte mandatstyret under pres således at indvandringen skulle blive lettere og for at terrorisere den indfødte befolkning, dannede militante zionister flere terrororganisationer. Den vigtigste hed Irgun Zwai Leumi, hvor Israels senere premierminister, Menachem Begin, spillede en ledende rolle. Denne gruppe er kendt for sprængningen af Kong Davidhotellet i Cairo og for massakren i den arabiske landsby Dir-Jassin i 1948. Menachem Begin har skildret motiverne bag terroren således: «De (palæstinenserne) skulle flygte, og de flygtede i massevis». Kombinationen af «holocausterfaringerne» fra krigen og en stærk international støtte fra mange sider gjorde, at den zionistiske terrorisme er den eneste som har nået sit formulerede mål: Staten Israel blev dannet.
Den anden terrororganisation af betydning i Mellemøsten var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). PFLP opererede fra 1967 i konkurrence med den officielle Al Fatah. Manglen på masseopbakning søgte PFLP at kompensere ved opsigtsvækkende aktioner, som skulle gøre «verdensopinionen» opmærksom på Palæstinaproblemet. Den største enkeltaktion foregik den 6. september 1970, da flere Pan Am og Swissairfly blev kidnappet og fløjet til ørkenen i Jordan. Formålet var bl.a. at få frigivet et par palæstinensiske flykaprere. Forhandlingerne mislykkedes, passagerer og besætninger blev evakueret og flyene sprunget i luften. Resultatet af flysprængningen var, at jordanske tropper med nordamerikansk støtte fik et enkelt påskud til at gå ind i de palæstinensiske flygtningelejre, hvor de dræbte omkring 10.000 palæstinensere. Den sidste større aktion var flykapringen som endte i Entebbe i Uganda i samarbejde med de tyske terrorister i RAF. Atter en aktion som blev optakten til et militært/politisk spil, som endte i Tel Zataar massakren, hvor den palæstinensiske befrielsesbevægelse fik en alvorligt knæk. PFLP ophørte i 1977 med terroraktioner og har siden koncentreret sine militære aktioner mod israelske militære mål.
PFLP's aktioner afspejler et alment træk ved denne type terrorisme: Den optræder pseudorevolutionært, men fungerer kontrarevolutionært. Alle de steder terrorismen er, eller har været udbredt, har den dels ført til en kriminalisering af radikal politisk praksis generelt og dels til øget politioprustning og overvågning. Tydeligst var dette i Tyskland og i Italien, som begge i 1970'erne indførte «terroristlove» og politivedtægter, som bragte den almindelige politiske frihed i fare. Det er vanskeligt at pege på et eneste tilfælde, hvor terroren har bidraget til at give dem, som den var ment til at skulle tjene, større motivation til egen kamp; De er snarere blevet demoraliseret af myndighedernes modforanstaltninger og propaganda. Det er også vanskeligt at finde eksempler på, at aktionerne har bidraget til at give opinionen en bedre forståelse for sagen.
Udfra et socialistisk perspektiv er konsekvenserne af denne type «rød» terror entydigt negative. Det konspirative i «terrorismen» tvinger deltagerne ud af deres almindelige livssammenhænge og ind i en pseudoverden, hvor virkeligheden forveksles med egne fantasier og mediernes skandaleoverskrifter. En revolutionær strategi kan benytte sig af militante midler, men altid som led i en større politisk bevægelse. En «terroristisk» strategi i en sammenhæng hvor hverken borgerkrig eller besættelse truer eller eksisterer, og hvor der findes normale politiske institutioner, vil altid fungere kontrarevolutionært - uanset motivation og radikal sprogbrug.
Tabellen herunder viser antallet af dræbte ved terrorattentater i perioden 1968-2005 fordelt på regioner. Tallene er officielle nordamerikanske og er blevet kritiseret for bl.a. ikke at rumme israelsk terror mod palæstinensere. Bl.a. er overfaldet på flygtningelejren Sabra og chatila i september 1982 ikke med. Over 3.000 palæstinensere blev ved den lejlighed dræbt. Under den 2. Intifada der startede i 2000 er foreløbig over 4000 palæstinensere blevet dræbt af israelsk terror. Den 4. januar 2009 bombede Israel det centrale frugtmarked i Gaza: «De bombede det centrale grøntsagsmarked i Gaza by for to timer siden. 80 skadede, 20 dræbte, alle kom her til Shifa hospitalet. Vi vader i død, blod og amputater. Masser af børn. Gravide kvinder. Jeg har aldrig oplevet noget så frygteligt. Nu hører vi tanks. Fortæl videre, send videre, råb det videre. Gør noget! Gør mere!» Sådan skrev Mads Gilbert, en norsk narkoselæge, der arbejdede i døgndrift på områdets største hospital. Israel bomber frugtmarkedet i Gaza 4. januar 2009. (Video på YouTube. ADVARSEL, meget stærke billeder)
| År |  |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
I alt |
| 1968 | 3 | 21 | 0 | 5 | 29 | |||||
| 1969 | 1 | 4 | 1 | 2 | 8 | |||||
| 1970 | 1 | 11 | 32 | 1 | 7 | 49 | 101 | |||
| 1971 | 25 | 26 | 2 | 6 | 1 | 3 | 3 | 66 | ||
| 1972 | 4 | 34 | 1 | 87 | 1 | 50 | 177 | |||
| 1973 | 3 | 6 | 3 | 3 | 54 | 69 | ||||
| 1974 | 17 | 2 | 10 | 149 | 1 | 3 | 5 | 187 | ||
| 1975 | 4 | 5 | 45 | 13 | 1 | 19 | 87 | |||
| 1976 | 33 | 2 | 103 | 154 | 7 | 10 | 37 | 346 | ||
| 1977 | 26 | 15 | 12 | 5 | 101 | 14 | 173 | |||
| 1978 | 29 | 12 | 70 | 2 | 4 | 4 | 21 | 142 | ||
| 1979 | 5 | 17 | 199 | 3 | 10 | 21 | 255 | |||
| 1980 | 51 | 52 | 18 | 5 | 2 | 40 | 168 | |||
| 1981 | 4 | 16 | 274 | 2 | 1 | 2 | 24 | 323 | ||
| 1982 | 11 | 1 | 1 | 15 | 101 | 7 | 6 | 35 | 177 | |
| 1983 | 18 | 1 | 2 | 11 | 525 | 7 | 25 | 25 | 614 | |
| 1984 | 28 | 1 | 8 | 49 | 4 | 36 | 2 | 35 | 163 | |
| 1985 | 26 | 2 | 2 | 25 | 185 | 330 | 2 | 32 | 132 | 736 |
| 1986 | 19 | 5 | 1 | 25 | 207 | 66 | 1 | 27 | 351 | |
| 1987 | 43 | 8 | 45 | 1 | 256 | 5 | 17 | 375 | ||
| 1988 | 39 | 25 | 69 | 253 | 10 | 310 | 706 | |||
| 1989 | 183 | 141 | 50 | 1 | 62 | 7 | 14 | 458 | ||
| 1990 | 19 | 25 | 22 | 3 | 29 | 17 | 8 | 123 | ||
| 1991 | 6 | 1 | 2 | 49 | 69 | 2 | 38 | 7 | 18 | 192 |
| 1992 | 35 | 2 | 44 | 33 | 17 | 3 | 12 | 146 | ||
| 1993 | 57 | 2 | 3 | 10 | 35 | 10 | 327 | 15 | 13 | 472 |
| 1994 | 126 | 17 | 122 | 146 | 2 | 1 | 14 | 7 | 435 | |
| 1995 | 84 | 23 | 2 | 8 | 86 | 168 | 67 | 2 | 21 | 461 |
| 1996 | 197 | 5 | 11 | 26 | 143 | 161 | 5 | 24 | 572 | |
| 1997 | 110 | 19 | 12 | 10 | 45 | 2 | 39 | 34 | 9 | 280 |
| 1998 | 1.079 | 71 | 133 | 142 | 168 | 1 | 585 | 9 | 54 | 2.242 |
| 1999 | 93 | 350 | 67 | 113 | 3 | 201 | 16 | 6 | 849 | |
| 2000 | 37 | 65 | 198 | 60 | 297 | 87 | 33 | 777 | ||
| 2001 | 289 | 13 | 70 | 307 | 257 | 2.987 | 440 | 161 | 31 | 4.555 |
| 2002 | 129 | 2 | 375 | 298 | 564 | 3 | 1.021 | 351 | 15 | 2.758 |
| 2003 | 109 | 21 | 266 | 185 | 907 | 803 | 72 | 6 | 2.369 | |
| 2004 | 388 | 26 | 536 | 145 | 2.600 | 895 | 202 | 194 | 4.986 | |
| 2005 | 30 | 40 | 36 | 4.200 | 398 | 132 | 4.836 | |||
| Terrordræbte fordelt på regioner 1968-2005. Kilde: MIPT Terrorism Knowledge Base (Tallene for 2005 er 1/1 - 30/6 og derefter ekstrapoleret til hele året.) | ||||||||||
Terrordræbte i Vesteuropa 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)
Terrordræbte i Nordamerika 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)
Terrordræbte i Mellemøsten 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)
Terrordræbte i resten af verden 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)
Terrordræbte i hele verden 1968-2005. (MIPT Terrorism Knowledge Base)
Statistikken viser, at terrorismen ikke er kommet under kontrol siden USA i 2001 indledte sin «krig mod terror». I næsten alle regioner er der sket en stigning. Det gælder især Vesteuropa, men også i Mellemøsten hvor antallet af terrordræbte er fordoblet hvert år siden 2001. Trods USA's invasion af Iraq i 2003 tegner dette land sig nu for størstedelen af terrordræbte i verden - iflg. MIPT statistikken. En række forskere har derfor fremført, at hvis formålet med invasionen af Iraq virkelig var at bekæmpe terror, er missionen slået fejl.
En stærk strømning indenfor terrorismeforskningen fremfører, at terror gennem de sidste 40 år primært er blevet brugt som led i en national befrielseskamp.
Selvmordsattentater
I de vestlige medier - herunder også de danske - fremstilles selvmordsattentater oftest som udtryk for religiøs islamisk fanatisme. Det er imidlertid forkert. Den nordamerikanske forsker ved Chicago University, Robert Pape har undersøgt 300 selvmordsattentater gennemført i perioden 1983-2004. Hans undersøgelse viser, at næsten alle er led i en klar nationalistisk strategi, og oftest en del af en national befrielseskamp. Undersøgelsen afslører samtidig, at den organisation der især har anvendt metoden er den socialdemokratisk nationalistiske befrielsesbevægelse, De tamilske Tigre (LTTE) på Sri Lanka. Denne bevægelse tegner sig samtidig for det eneste eksempel, hvor en statsleder er blevet slået ihjel ved et selvmordattentat - nemlig mordet på den indiske premierminister Rajiv Gandhi i 1991.
Før 1983 gennemførtes kun meget sjældent selvmordsattentater, men selvmordsaktionen mod først USA's ambassade i Beirut i april 1983 og siden i oktober marinehovedkvarteret samme sted satte skred i selvmordsaktionerne. Antallet eskalerede. Der fandt 31 aktioner sted i 1980'erne, 104 i 1990'erne og 153 alene i perioden 2000 - august 2004. Den voldsomme stigning i det nye årtusinde skyldes næsten udelukkende aktioner i Iraq. Siden 2004 er der ikke gået en uge uden selvmordsaktioner. Det er paradoksalt, at terrorismen er eksploderet efter at USA har indledt sin «krig mod terror», og Pape påpeger da også i sine undersøgelser, at militære midler er dømt til at mislykkes, når drivkraften bag aktionerne er ønsket om national selvstændighed. I Libanon ophørte selvmordsaktionerne først, da Israel trak sine besættelsesstyrker ud af landet, og i Sri Lanka bremsede aktionerne først op, da der kom reelle forhandlinger i gang. Holder denne tendens vil terroren i Mellemøsten først ophøre, når Israel rømmer det besatte Palæstina og USA rømmer Iraq og Afghanistan. Logikken er simpel. Osama bin Laden erklærede i 2004: «bomber i vores byer bomber vi jeres».
Selvmordsterrorisme har to centrale formål: rekruttere til bevægelsen og svække modstanderen. Gennem sin håndtering af fænomenet har myndigheder og medier i Vesten gennem de senere år effektivt bidraget til opfyldelsen af begge formål. Medierne bidrager villigt til dæmonisering af større etniske og religiøse grupper, og fremelsker derved en modreaktion blandt ungdommen, der for nogles vedkommende lader sig rekruttere. Dæmoniseringen kan sammenlignes med nazismens dæmonisering af jødedommen i tiden op til krystalnatten i Tyskland i 1938. I Danmark taler statsminister og medier åbenlyst om «islamisk terrorisme», og bidrager derved i sin diskurs til radikalisering af specielt unge muslimer, der ser sig uretfærdigt forfulgt. Diskursen har været anderledes i f.eks. Frankrig og Storbritannien, hvor myndigheder og politikere har gjort en del ud af at skelne mellem på den ene side terrorister, og på den anden etniske eller religiøse grupper. (Se også: Selvmordsbomber i Israel 1993-2006.)
| Som de fleste andre lande har Danmark efter 11. september 2001 indført «terrorlovgivning», og som i de fleste lande er denne lovgivning blevet brugt til at indskrænke de demokratiske rettigheder. I Danmark blev lovgivningen brugt første gang mod miljøorganisationen Greenpeace. Den 13. oktober 2003 gennemførte aktivister fra organisationen en aktion mod Landbrugsrådet mod landbrugets anvendelse af GMO foder. Rådet fik hængt en banner over sin facade. Aktivisterne fik som tidligere en dagbøde på 1500kr, men denne gang tog byretten endvidere «terrorlovgivningen» i brug og dømte Greenpeace for organisationsansvar. Dommen blev skærpet i Øste Landsret i februar 2006, hvor Greenpeace fik en bøde på 50.000kr. «Terrorlovgivningen» skal ikke anvendes mod terrorisme, men til at begrænse enkeltpersoners og organisationers demokratiske rettigheder. (Se også Civil ulydighed). |
I kølvandet på 11. september 2001 har de fleste lande i verden strammet deres terrorlovgivning. Skridt der i brede vendinger er blevet fordømt af menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, fordi de af magthavere overalt i verden bruges til øget overvågning, forfølgelse og tortur af dissidenter. Både dæmonisering af etniske og religiøse mindretal samt terrorlovgivnings tiltagene forstærker rekrutteringen til de bevægelser, der anvender terror.
Både medier og myndigheder bidrager endvidere til terrorismens 2. mål: svækkelsen af modstanderen. Den tyske sociolog Ulrich Beck har formuleret kategorien risikosamfund til karakteristik af de moderne vestlige samfund. Truslen om pludselig død udgør i disse samfund en risiko på linie med f.eks. truslen om arbejdsløshed. Men mens risikoen er flere hundrede gange større for at dø pludseligt af hjerteslag eller trafikuheld pisker myndigheder i forbindelse med selvmordsterrorisme en voldsom angststemning op. Hele landes befolkninger manipuleres ind i en kollektiv angstneurose. Terrorbevægelsen har nu nået det andet af sine formål: at svække modstanderen. Konsekvensen er, at de ramte samfund ikke får nogen ærlig chance for at analysere terrorismens årsager til bunds, og derfor heller ikke får mulighed for at udvikle egnede modsvar. Svaret bliver i stedet «krig mod terror», der blot eskalerer problemet i stedet for at løse det.
Kritikere vil indvende, at der også eksisterede terror før USA i 2001 indledte sin «krig mod terror», men som det fremgår af MIPT statistikken ovenfor er terrorismen siden eksploderet. Forskere som Pape anfører, at baggrunden for terrorangrebet i 2001 var USA's militære kolonisering af Mellemøsten - specielt Saudi Arabien - og Israels fortsatte besættelse af Palæstina.
Seks af USA's efterretningsvæsener offentliggjorde i september 2006 en rapport om «krigen mod terror» der viste, at «krigen» frem for at reducere terrorismen, har øget denne samt risikoen for terror. Årsagen er, at USA's besættelse af Afghanistan og Irak, modstand mod en fredsløsning i Palæstina/Israel konflikten og brud på menneskerettighederne provokerer mange folk og grupper rundt omkring i verden og presser dem ud i terror. Terrorattentaterne i Madrid i 2004 og i London 2005 anses for at være direkte konsekvenser af disse landes deltagelse i besættelsen af Irak og USA's «krig mod terror». I det danske PET's årsrapporter fra 2004 og 2005 drages den samme konklusion. Det hedder, at Danmarks deltagelse i koalitionen i Irak og NATO's indsats i Afghanistan øger terrorrisikoen i Danmark. Det samme gør Muhammedkrisen og den danske regerings bidrag til hetzen mod specielt muslimer.
En lignende konklusion nåede britiske forskere frem til i juli 2006. USA's «krig mod terror» har først og fremmest bidraget til at styrke Iran. USA's besættelse af Afghanistan øst for Iran og Irak vest for landet har afgørende svækket Irans to nabolande og tilsvarende øget Irans politiske indflydelse i regionen og i den muslimske verden.
|
Afghanistan |
Guinea, Ækvatorial |
Pakistan |
|
Over halvdelen af verdens stater er «terrorstater» I en historisk dom omskrev Østre Landsret i september 2008 verdenshistorien, da den erklærede, at modstandsbevægelser og befrielsesbevægelser der under væbnede konflikter som del af modstand mod en besættelsesmagt eller kamp mod en illegitim stat har dræbt civile er terrororganisationer. Dette er tilfældet i over halvdelen af verdens stater, der i landsrettens forstand er historiske terrorstater (alle stater med blå links). F.eks. i Danmark hvor modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig bekæmpede den tyske besættelse, eller USA hvor selvstændighedsbevægelsen i 1760'erne og 70'erne bekæmpede den britiske kolonimagt. I begge tilfælde: terrororganisationer. | ||
Terrorbekæmpelse
Bekæmpelsen af terrorisme internationalt har siden 1960'erne været koncentreret omkring aftaler om udlevering af flykaprere samt politimæssigt samarbejde. FN's Generalforsamling vedtog i december 1987 resolution 42/159 om Midler til hindring af international Terrorisme. Baggrunden var især de foregående års optrapning i antallet af bortførelser af udlændinge i Libanon, dels USA's terrorkrig mod Nicaragua. USA var i 1986 blev kendt skyldig ved den Internationale Domstol i Haag for sin ulovlige terrorkrig mod Nicaragua, og resolutionen lægger også vægt på hindringen af terrorisme fra en stat mod en anden. Resolutionen lægger endvidere vægt på at skelne mellem terror og nationale befrielsesbevægelsers kamp mod undertrykkende regimer - også når det sker med væbnede midler. Resolutionens forfattere havde her især ANC's kamp mod det sydafrikanske apartheidregime og palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt i tankerne. De to eneste lande der stemte mod FN's anti-terror resolution var Israel og USA
Amerika hjálpir við deyða
